Samsung er tilbage på pc-markedet

Det er ikke noget nyt at Samsung laver laptops, men det er længe siden vi har set dem på det nordiske marked. Men fra i dag er Samsung igen at finde i butikkerne, og det er tre ret spændende laptops de lægger ud med

Tre nye spændende laptops fra Samsung. Foto: Samsung

Fra i dag er det atter muligt at købe pc’er, eller rettere laptops, fra koreanske Samsung i Danmark. På lanceringsdatoen bliver det til tre meget spændende, og ret forskellige, laptops, der dog alle har det til fælles, at de retter sig mod folk der godt vil have masser af ydelse med på rejsen (og folk der godt vil betale for den ydelse).

De tre nye produkter Samsung starter med at introducere på det nordiske marked er Galaxy Book Flex, Galaxy Book Ion og Galaxy Book S. Rækkefølgen er forresten fra dyreste til billigste, eller fra teknologisk mest avancerede til mindst avancerede – selvom de alle tre dog rummer mange fede teknologier indbygget.

Galaxy Book Flex

Så lad mig starte med at kigge lidt nærmere på Flex, en laptop der virkelig så superfed ud, elegant og med hardware der virkelig kan få mundvandet til at løbe.

For det første kommer den med en stylus, Samsungs S Pen du også kender fra deres Note-smartphones. Samtidig har den et design med 360-graders hængsler, så du kan vende skærmen helt om, og bruge Flex som tablet.

Skærmen er en 13,3″ QLED-skærm der også kan betjenes med touch. Kanten er helt nede på 3,9mm, så du får næsten en kant til kant skærm.

Samsung Galaxy Book Flex. Foto: Samsung

Noget af det som Samsung er meget stolte af her er, at skærmen har en speciel udendørs-tilstand, hvor du kan sætte lysintensiteten op til 600 nits, hvilket gør at du vil kunne se skærmen, selv i stærkt sollys.

Herudover har den fået indbygget trådløs omvendt opladning, så du fx kan oplade din smartphone eller headset, bare ved at lægge det på din laptop.

Og nu vi snakker om opladning, så lover Samsung omkring 19,5 timers batterilevetid, hvilket er ret imponerende. Og det er ikke fordi Samsung har lagt dårlig hardware ned i den – der er f.eks. en 10. generation i7-processor i Flex.

Prisen ligger på 15.500 gode danske kroner, så det er heller ikke den billigste laptop på markedet, men den ser virkelig spændende ud.

Galaxy Book Ion

Et skridt ned ad stien finder vi den nye Ion. Her er designet sat i højsæde, og modellen fås både i en 13,3″- og 15,6″-version.

Som en del af designet har Samsung satset på at gøre Ion så tynd og let som mulig. Den mindste har en tykkelse på 12,9mm mens den større model opnår en tykkelse på 14,9mm. Vægten ligger på hhv. 970 gram og 1,19kg.

Se, det er altså laptops der virkelig er rejsevenlige.

Samsung Galaxy Book Ion. Foto: Samsung

Udendørs-tilstanden med sine 600 nits er også en del af Ion, og også her får vi en QLED-skærm.

En fed funktion er, at du kan udvide hukommelsen via SSD eller SoDIMM, så den bliver lidt mere fleksibel på den konto.

Som ved Flex har den trådløs omvendt opladning, den har indbygget fingeraftrykslæser og Thunderbolt 3-port, og stadig en 10. generation i7-processor

Batterilevetiden er på op til 21,5 timers brug, hvilket er meget imponerende, og prisen ligger på 12.100 kroner hvis du vil have en 13,3″ med i5-processor, og stiger til 14.300 kroner hvis du vil have en i7-processor i samme laptop. Hvis du går en skærmstørrelse op, må du hoste op med 15.100 kroner.

Galaxy Book S

Den sidste nye laptop fra Samsung er Book S, der har flotte specifikationer, men som dog er gået noget ned. Den retter sig til dem der godt vil have en laptop med på rejsen, men som ikke har på den anden side af 10.000 kroner at smide efter en laptop.

Vi har stadig en supertynd og let laptop. Skærmen er på 11″, tykkelsen på 11,8mm og vægten ligger på sølle 950 gram.

Samsung Galaxy Book S. Foto: Samsung

Her må vi så undvære QLED-skærmen, men får i stedet en TFT-skærm, der dog stadig har udendørs-tilstanden, så du kan få de famøse 600 nits.

Processoren er en i5, den har ingen blæsere, så derfor er den også helt støjfri, den har fingeraftryksscanner og en batterilevetid på op til 17 timer.

Prisen ligger på 9.800 kroner, og er nok lidt mere til at komme i nærheden af rent økonomisk, end de to andre.

Specifikationer

Herunder kan du se de specifikationer på de tre laptops, som Samsung har oplyst.

Specifikationer på de nye laptops fra Samsung. Kilde: Samsung.

Kommentar til artiklen?