Samsung lancerer One UI 8 med AI-fokus

Samsung introducerer One UI 8, der bringer avanceret AI til Galaxy-enheder med start i de nye foldbare modeller

Foto: Samsung

Samsung er klar med One UI 8, en ny softwareplatform, der markerer en ny æra for intelligent software på Galaxy-enheder. Den nye version, som inkluderer en AI-agent, bliver først tilgængelig gennem et betaprogram og forventes at debutere på Samsungs kommende foldbare telefoner til sommer.

One UI er Samsungs integrerede softwareplatform, der er designet til at optimere daglige rutiner og forbedre produktivitet på Samsung Galaxy-enheder. I et samarbejde med Google vil One UI 8 gradvist blive udrullet til flere Samsung Galaxy-enheder efter lanceringen på de nye foldbare modeller. Samsung og Google har angiveligt haft en åben kommunikationskanal, der har fremskyndet udviklingen og gjort One UI 8 til det første UI-system, der anvender Android 16.

Lanceringen af One UI 8 falder sammen med introduktionen af nye foldbare enheder og bringer store opdateringer inden for UX (User eXperience) og AI. Udvalgte markeder har allerede adgang til en betaversion via Galaxy S25-serien. Beta-programmet forventes at komme til Danmark på et senere tidspunkt.

Personaliseret AI og forbedret privatliv

Den officielle udrulning af One UI 8 vil introducere en AI-oplevelse, der bygger videre på AI-funktionerne fra Galaxy S25-serien. Dette sker gennem tre hovedfaktorer: multimodale funktioner, UX tilpasset forskellige enheders formfaktorer og personlige proaktive forslag. Intelligent multimodalitet giver mulighed for naturlig interaktion med AI, der forstår, hvad brugeren ser. Den opdaterede brugeroplevelse er optimeret til Samsung Galaxys forskellige formfaktorer. One UI 8 vil desuden tilbyde proaktive forslag baseret på brugerens rutiner. Funktioner som ‘Now bar’ og ‘Now brief’ vil levere personaliserede indsigter og forslag.

Samsung lægger vægt på at beskytte brugerdata. Samsung Knox Vault kombinerer en dedikeret sikker processor med sikker hukommelse for at isolere følsomme data. One UI 8 tilbyder også indstillinger, hvor brugere kan vælge udelukkende at behandle data ‘on-device’ frem for en kombination af cloud-baseret og ‘on-device’ databehandling.

Forbedrede hverdagsfunktioner

Udover AI-oplevelsen vil One UI 8 også tilbyde praktiske værktøjer. Reminder-appen får nye funktioner, der gør det muligt at håndtere påmindelser et samlet sted, dele påmindelseslister og tilføje påmindelser via stemmestyring. Deling af filer bliver også nemmere med en forbedret Quick Share-funktion, der tillader hurtig filmodtagelse direkte fra Quick Settings-panelet.

Interesserede brugere kan skrive sig op via Samsung Members-appen for at få adgang til One UI 8.