
Jeg føler mig fristet til at bruge et ordspil om hele forløbet med Samsungs foldbare mobiltelefon – noget i stil med: “Så ‘udfolder’ sandheden sig”.
Hvis du ikke har fulgt med rundt om på nettet, så har det vist sig, at Samsungs foldbare smartphone, Samsung Galaxy Fold, har et lille problem. Når du folder skærmen et par gange, så går den i stykker, der kommer revner i skærmen og det er bare ikke helt ok, når mobilen koster i nærheden af 18.000 kroner, vel?
Indtil videre er det kun anmeldere der har oplevet problemet, men det er så fordi mobilen endnu ikke er sat til salg. Men i sidste uge begyndte Samsung at tage imod tidlige ordre, og det fik så igen medierne til at kaste sig over dem. For når de nu havde hørt om problemerne, hvorfor så sende mobilen på gaden?
I starten skød Samsung skylden på anmelderne, for de havde fjernet den beskyttende plastik der var over… plastikskærmen. Jeg ved ikke lige hvad du gør. Men når jeg får en mobiltelefon, så er det første jeg gør, at fjerne de plastik der er på skærmen. Og jeg ville også have fjernet det på Galaxy Fold.
Nu har Samsung så endelig besluttet at skyde lanceringen af mobilen, så de får styr på skærmen.
Men det fik mig til at tænke. Samsung er verdens største producent af smartphones. Hvad er det lige de har så travlt med? Jeg ved godt at Huawei har travlt, og at de var på vej med en foldbar smartphone på samme tid. Men var det virkelig så vigtigt for Samsung at være først? Betyder det så meget? For mig at se, så har de skudt sig selv med stor præcision i foden. De har lanceret et produkt der viser, at de ikke har styr på, hvordan deres brugere benytter deres produkter, og så kan få mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om de virkelig har styr på teknologi.
For helt ærligt – når man tænker over det, så er der bare ikke noget der kan tåle at blive bøjet igen og igen. Alle de materialer jeg kender vil før eller siden knække. Og mon ikke Samsung skulle have forudset det? Måske lavet en anden løsning, end en hvor skærmen foldes næsten helt sammen gang på gang.
Personligt kan jeg bedre lide den måde Huawei har løst opgaven på – med skærmen på ydersiden skal den ikke folde så meget, og vil nok holde noget bedre.
Så Samsung satsede på at være først og fejlede – igen. Spørgsmålet er så bare, vil forbrugerne straffe dem denne gang?
Hvad mener du – lad mig høre din mening om Samsung og deres foldbare smartphone – og måske foldbare smartphones generelt.