Sikker juleshopping

Julen er lige om hjørnet og allerede nu sidder IT-kriminelle klar til at stjæle kontooplysninger fra godtroende internetbrugere. Det forventes at rekordmange danskere handler julegaver på nettet i år og derfor er der god grund til at være ekstra opmærksom på falske netbutikker

Vi har dårligt overstået Black Friday, eller Black Week/Weekend, før vi skal til at juleshoppe. Og i Corona-pandemiens hellige navn, vil meget af den ske online.

Men det betyder også, at der er masser af cyberkriminelle der forsøger at lokke dig ind på falske netbutikker.

Det kan dog være svært at spotte en falsk netbutik, da it-kriminelle bliver bedre og bedre til at efterligne og forfalske hjemmesider. De gør alt i deres magt for at frarøve folk deres kortoplysninger.

Hav god tid når du bestiller dine julegaver online, så du undgår at lave forhastede køb på hjemmesider, du ikke har handlet på før. Tjek virksomhedens baggrund og andre brugeres anmeldelser, inden du trykker på betal.

Støder du på et tilbud, der næsten er for godt til at være sandt, er det det ofte også. Vær kritisk og gå efter din mavefornemmelse

IT-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-firmaet AnyTech356

Fra AnyTech365 har Tech-Test fået en række række råd til, hvordan du kommer sikkert gennem årets julegaveindkøb.

1. Tast selv hjemmesiden ind i browseren

Undgå at klikke dig ind på gode tilbud hverken på annoncer på de sociale medier eller tilsendte links i din e-mail for at komme ind på en netbutik. Brug i stedet adressefeltet i din internetbrowser, hvor du selv kan taste hjemmesiden ind. På den måde undgår du at klikke på et inficeret link, der fører dig til en falsk hjemmeside. 

2. Tjek virksomhedens kontaktoplysninger

Vær opmærksom på falske netbutikker, der hverken oplyser adresse, CVR- eller telefonnummer. Tag også et kig på siden ‘Om os’, der ofte ikke eksisterer eller fremstår utroværdig, hvis der er tale om en falsk hjemmeside. På en legal side er der ofte en lille historie om virksomheden, hvorimod falske hjemmesider ikke har nogen historie at fortælle. Finder du ingen af disse oplysninger, er det ofte et tegn på fup. Husk at du altid kan tjekke en virksomheds CVR-nummer på cvr.dk for at være sikker på, at det ikke er svindlere, der står bag siden.

3. Kig efter e-mærket

Før du handler online er det en god idé at kigge efter e-mærket, som er et dansk mærke for sikker internethandel. Støder du på en mistænkelig netbutik, der skildrer med e-mærket, kan du søge efter butikken på e-mærkets hjemmeside på emaerket.dk. Alle e-mærkede netbutikker er kontrolleret af e-handelsfonden, og her kan du altid få hjælp, hvis du har brug for det.

4. Vær ekstra opmærksom på billige mærkevarer

Fupbutikker sælger ofte mærkevarer, hvor priserne er sat urealistisk langt ned. Det kan være svært at vurdere om et tilbud er for godt til at være sandt, men ofte giver din mavefornemmelse dig et fingerpeg i den rigtige retning. Finder du et par Adidas sko til 200 kroner, der normalt koster 1500 kroner, er der god grund til at være skeptisk. Ender du med at bestille billige mærkevarer fra en mistænkelig netbutik, er der risiko for at varerne aldrig dukker op, at du modtager kopivarer eller at dine kontooplysninger bliver misbrugt.

5. Tjek brugeranmeldelser

Umiddelbart er det nemmest at holde sig til de netbutikker, man i forvejen kender til, men det kan skabe begrænsninger i julegaveræset. Undersøg hvilke erfaringer andre brugere har med hjemmesiden, hvis du falder over et tilbud på en netbutik, du ikke kender til. Anmeldelser fra andre brugere giver ofte et fingerpeg om siden er reel eller ej. Du kan tjekke brugeranmeldelser på sider som Trustpilot, inden du gennemfører dit køb på nettet.

6. Læs om byttereglerne

Normalt er der 14 dages fortrydelsesret, når du handler på nettet, men det dur ikke, hvis du køber julegaverne i starten af december. Tjek derfor altid hvad den pågældende netbutik skriver om julegavebytning. Mange netbutikker forlænger deres bytteservice til januar, men da det ikke er et krav, er det værd at være opmærksom på. 

7. Pak gaven op

Åbn gaven når du modtager den, så du slipper for at stå med en forkert vare d. 23. december, som du ikke kan nå at bytte. I tilfælde af at varen er defekt, er du langt bedre stillet, jo før du reklamerer over fejlen.

8. Køb dine julegaver på et sikkert netværk

Benyt dig af dit eget private netværk eller dit 3- eller 4G netværk, når du skal handle julegaver på nettet. Bruger du et offentligt netværk på en café, kan du risikere at netværket er oprettet af it-kriminelle, der forsøger at opsnappe personlige oplysninger fra den enhed, du er logget på med. Sørg også for at din smartphone, tablet eller laptop er opdateret med det nyeste software.     

9. Betal med kreditkort

Betal altid dine varer på nettet med kreditkort. Hvis ikke du modtager dine varer, kan banken nemlig hjælpe dig med at trække pengene tilbage. Overvej også at bruge en ekstra sikkerhedskode, som for eksempel Verified by Visa eller MasterCard Secure Code. Denne ekstra kode sikrer dig mod misbrug på nettet, hvis IT-kriminelle skulle få fingrene i dit kort.

10. Få besked når der trækkes penge fra dit kort

I nogle banker er det muligt at koble kreditkort-transaktioner op med en SMS. Dvs at du modtager en besked, når der bliver trukket penge fra dit kort. På den måde kan du hurtigt reagere, hvis det viser sig, at dit kort bliver misbrugt af IT-kriminelle. 

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3655 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?