Sikker sommerferie-surf

Det kan blive en dyr fornøjelse at gå på nettet på ferien, hvis ikke du er opmærksom på svindlere, der forsøger at stjæle dine personlige oplysninger

Vi surfer meget både når vi er hjemme og på ferie. Men det er ikke altid sikkert at koble til trådløse netværk når vi rejser.

Fra AnyTech 365 har vi fået en række gode råd til at undgå usikker sommerferie-surf:

IT-kriminelle er eksperter i at sætte falske wifi-netværk op i ferieområder med mange mennesker. Det kan være i nærheden af en restaurant eller et pool-område. Det eneste svindleren skal gøre er at være i nærheden. Det kan være i en bil eller en lejlighed lige om hjørnet.    

Her sidder svindleren og venter på at feriegæster logger på det falske netværk, så han får mulighed for at dirigere al netværkstrafik gennem sin egen computer og dermed stjæle passwords, private billeder og andre ting, man har liggende på den pågældende smartphone, tablet eller computer, man er logget på netværket med.

Et falsk netværk kan have stort set samme navn som hotellets eller restaurantens netværk, men hvor det bare er et enkelt bogstav eller tal, der er blevet tilføjet eller byttet ud. Det er derfor utrolig vigtigt at være ekstra opmærksom, inden man logger på et netværk på ferien.

Husk på at selvom du logger på et trådløst netværk, der kræver et password, er det stadig muligt for en hacker at stjæle dine data. Det bliver bare lidt sværere for vedkommende. Så alt hvad der har med netbank og andre følsomme data at gøre, er bedst at tjekke inden eller efter rejsen.

IT-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-virksomheden AnyTech365

IT-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen og AnyTech365 giver her 10 gode råd til en sikker wifi-adfærd på ferien:

  1. Undgå trådløse netværk, der ikke kræver en adgangskode.
  2. Spørg altid personalet en ekstra gang om netværkets navn og kode, hvis du er i tvivl, om netværket tilhører hotellet eller restauranten, du opholder dig på.
  3. Indstil din telefon eller tablet, så den ikke automatisk søger efter trådløse netværk.
  4. Sørg for at internetdeling er slået fra.
  5. Log aldrig på netbank eller andre sider, hvor du skal indtaste følsomme oplysninger eller bruge dit NemID eller MitID, hvis du er på et ukendt net.
  6. Undgå at shoppe online og i det hele taget at bruge dit kreditkort på nettet fra ukendte netværk.
  7. Er det et must at tjekke din netbank, så anvend dit eget netværk frem for et ukendt.
  8. Brug en VPN-løsning til din mobil, tablet eller computer, så din enhed bliver sværere for IT-kriminelle at spore.
  9. Sørg for at have opdateret dit antivirusprogram og de seneste sikkerhedsopdateringer til styresystemet.
  10. Skift dine adgangskoder når du er hjemvendt fra ferie, og tjek at du ikke har mistænkelige transaktioner på din netbank.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?