Kameraproducenter har hårde tider i disse år. Vores smartphone tager over, og det kan producenterne mærke. Men såvel de nye spejlløse kameraer som DSLR-kameraer har egenskaber du ikke finder i en smartphone, og en af de helt store producenter, Canon, har lige sendt to meget spændende nye kameraer på markedet, kameraer der har meget spændende teknologier indbygget, og som samtidig har meget attraktive prispunkter.
På et pressemøde i København i går, kunne Canon Danmark løfte sløret for de to nye kameraer, og fortælle at der sker en stor udvikling både inden for spejlløse, full frame samt professionelle kameraer.
Spændende DSLR-kamera
Det første af de to nye kameraer er EOS 90D, der er rettet direkte mod folk der gerne vil tage billeder i naturen samt til sportsbegivenheder. Det kan nemlig skyde tage op til 10 billeder/sek med autofokusering og 11 billeder/sek i Live View.
90D er et DSLR-kamera og har nogle ret imponerende specifikationer. Opløsningen er på 32,5 megapixel, det har den helt nye Digic 8 processor, en opløsning på 220.000 pixels, og så har det en RGB-IR-sensor, hvor den infrarøde sensor er med til at fortælle autofokussensoren, hvordan den skal fokusere.
I praksis vil det sige, at når du skyder billeder, så ser IR-sensoren bevægelsen og beregner hvor den bevæge sig hen. Derefter bliver autofokusystemet informeret om, hvor det skal stille skarpt, og det skulle sikre nogle meget flotte og skarpe billeder.
Samtidig har 90D Eye Detection, hvilket vil sige, at når kameraet finder øjet, så vil den følge motivet via øjet.
Kigger vi på videosiden, så kan 90D optage 4K video i op til 30fps, og kameraet arbejder helt uden crop. Hvis du stadig føler du har behov for at crop, så du kan udnytte hele linsens længde, så kal du stadig sætte crop op i kameraets indstillinger.
Selve autofokus har nu fået hele 45 zoner af cross-typen. Og zonerne kan grupperes, hvilket er ret fedt, for jo mindre grupperinger du bruger, desto mere præcist autofokus.
Der er mange flere spændende ting ved 90D, og jeg glæder mig meget til at få lov til at teste dette nye spændende DSLR-kamera. Du kan for resten læse mere om det her.
Spejlløst kamera viser kræfter
Det andet af de to nye kameraer fra Canon er EOS M6 Mark II, der er et spejlløst kamera der er rettet mod dem af os, der har brug for et godt kamera der ikke fylder så meget – måske dem af os der har brug for et kamera på farten.
Det kommer med et 15-45 mm objektiv når du køber det, og resten af året, så har Canon faktisk også inkluderet en speciel søger, så du slipper for at bruge skærmen på bagsiden. Personligt foretrækker jeg klart en søger – det frustrerer mig at skulle stå og kigge på en skærm når jeg tager billeder.
Her får du så også virkelig et godt kamera. Det optager 14-bit i RAW format, og i RAW Bust-mode kan du optage 30fpx, 12 bit ved 18MP.
Men det er ikke kun der det bliver spændende. For kameraet har også en pre- og post-shooting funktion. Det betyder at kameraet faktisk skyder billeder i ca. 0,5 sekunder før og efter du klikker på udløserknappen. Efterfølgende kan du så vælge præcist det billede du vil have.
Personligt oplever jeg ofte, at det øjeblik jeg gerne vil fotografere, er væk når jeg får kameraet op til øjet, eller det forsvinder lige når jeg slipper knappen. Det skulle ikke ske så ofte med denne nye funktion – den glæder jeg mig til at teste.
Du kan læse mere om det her.
Alt det andet
Der er en hel række af andre spændende teknologier i de to kameraer som jeg ikke har nævnt. Fx ting som Dual Pixel CMOS AF-system. Video i Full HD op til 120 fps, større komfort når du holder kameraerne og meget mere.
Og nu kommer så noget som gør at jeg personligt virkelig ville overveje disse to kameraer, hvis jeg stod og skulle have et nyt kamera – prisen.
EOS 90D kan du få til en vejledende udsalgspris på 10.399 kroner, mens EOS M6 Mark II kun skal koste 7.400 kroner (inkl. søger resten af året).
Og med begge kameraer så glæder jeg mig til at teste dem.

