TEST: 2 billige, smarte, ure med meget lav pris, gør sig godt

Normalt så koster smarte ure langt over 1.000 kroner, og ofte på den anden side af 2.000 kroner. Men de to kinesiske smarte ure jeg lige har testet, koster langt under 1.000 kroner og kan overraskende meget

Vi er vænnet godt og grundigt til at et smartwatch koster relativ meget, og det er vel heller ikke så underligt. Ofte følges pris og kvalitet ad hånd i hånd. Men jeg har lige haft muligheden for at teste to, kinesiske, smartwatches som jeg aldrig havde hørt om før; Haylou Smartwatch LS05S og Mibro Smartwatch Color.

Jeg havde aldrig hørt om de to ure før, men man skal aldrig sige aldrig, og jeg gik i gang med testen af de to ure. Jeg skal lige starte med at sige, at selvom jeg nævner dem begge i denne anmeldelse, så er det ikke en sammenlignende test, men i stedet en test der viser hvad de to ure kan, og hvordan brugsoplevelsen af dem er – så kan du jo selv lave sammenligningen.

Ibrugtagning – ikke på dansk

Noget af det første der stod klart var, at de to ure har hvert deres eget økosystem. De er ikke baseret på Wear OS, men i stedet deres eget proprietære OS, og dermed også deres egen app-store og ikke mindst app.

Det betød at jeg måtte hente de apps der hørte til urene, og derefter var det påkrævet at jeg oprettede en konto hos de respektive producenter, ellers ville jeg ikke kunne bruge urene. Den slags irriterer mig, for jeg har så mange konti i forvejen, og nu skal jeg så også have en der opsamler data om mig, og sende dem til Kina.

Haylou Smartwatch LS05S. Foto: Haylou

Jeg havde også lidt udfordringer med at oprette de nødvendige konti. Ikke mindst fordi Haylou skelner mellem store og små bogstaver i email-adressen – hvilket ikke er normalt – og samtidig gør de automatisk første bogstav stort når du indtaster det, hvilket de så igen ikke godtager, for en mailadresse er jo uden forskel på store og små bogstaver.

I tilfældet med Mibro var der en udfordring med password, det skulle være over 8 karakterer langt og bogstaver og tal. Hvad der så viste sig var, at det ikke måtte være over 16 karakterer langt og der måtte ikke være andet end bogstaver og tal – når jeg skulle gentage password, så kunne jeg ikke indtaste mere end 16 karakterer, men det kunne jeg uden problemer gøre i det første felt med password. Det tog mig et godt stykke tid at finde ud af den lille finte.

Meget plastik

Med to ure til under 500 kroner, så er det klart at materialerne ikke kan være de aller mest eksklusive. Remmen er meget plastik-agtig og selve urskiverne, eller husene om du vil, er også ret plastikagtige. Personligt kan jeg ikke lide det, ikke mindst fordi du virkelig kommer til at svede meget under remmene, specielt når du træner med dem på.

Masser af info

Begge ure kan overvåge din aktivitet i dagligdagen, og når du træner. De kan beregne hvor mange kalorier du forbrænder i løbet af en dag, og du kan få notifikationer fra din smartphone, både iPhone og Android-baseret.

Det bringer mig så lige til en anden lille ting – skærmen. Dels er skriften på skærmen ret lille, hvilket kan gør det svært at læse notifikationerne. Det er let at se klokken, ikke mindst fordi du bare kan vælge en urskive der passer til dig.

Mibro Smartwatch Color

Men mails og andre beskeder står med en relativ lille skrift, og jeg har personligt svært ved at læse dem. Når der så samtidig er problemer med det danske tegnsæt, og problemer med at vise emoticons, så bliver det ekstra svært.

Begge ure var ganske fine til at puls, men de var ikke helt så præcise når det kom til måling af skridt. Hvor gode de var til at måle søvn og beregne kalorier skal jeg ikke sige noget om – det var ikke noget jeg kunne efterprøve korrekt.

Den store forskel på de to ure var, for mig, designet på selve huset. Med Haylou var det rundt og med Mibro var det firkantet, så det er meget op til hvad du føler for. Haylou er så også pt nedsat, så det koster næsten det samme som Mibro, så det må virkelig være op til smag i design når det komme til valg af de to ure.

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke den store fan af disse ure. Men de gør hvad de påstår, og de er ret billige, og det tæller op.

Men jeg har det stramt med et ur der kræver at jeg skal have en konto hos et selskab jeg ikke kender, og det irriterer mig, at det ikke har adgang til Google Play, for det betyder at der ikke kan installeres nogle apps af interesse på uret.

Læs mere om Haylou Smartwatch LS05S her

Læs mere om Mibro Smartwatch Color her

Haylou Smartwatch LS05S koster i skrivende stund 369 kroner

Mibro Smartwatch Colo koster i skrivende stund 359 kroner

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?