Det er ikke noget nyt for Huawei at have et smartwatch, eller hvad de kalder et smartwatch. De har i mange år haft deres Watch-linje, og de har alle haft samme ambition om at være et smartwatch der både er elegant og med masser af sundhedsfunktioner.
Det samme gælder for det næste, Watch GT 3 SE, en nedbarberet udgave af Watch GT 3. Selvom uret først rammer markedet til januar næste år, har jeg haft mulighed for at teste. Desværre lider det under præcist samme problem som Sense 2 fra Fitbit , som jeg for nyligt har testet. Det vil så gerne være et smartwatch, men det er i virkeligheden en glorificeret fitness tracker.
Hvorfor siger jeg så det? Well – det er fordi der ingen mulighed er for at installere apps på Watch GT 3 SE. Fra app’en Huawei Health kan du installere en masse urskiver, der udover at vise tiden, også kan vise aktivitet, plus og meget mere. Men det vi kender fra f.eks. Apple Watch eller ure baseret på WearOS, hvor der findes apps der spiller tæt sammen med de apps du har på din smartphone, det er ikke muligt på Watch GT 3 SE.
Men hvis jeg glemmer alt om den del, så kan jeg rigtig godt lide designet af uret, det har en meget stor skive, der – med den rigtige urskive – virkelig ligner et sportsur. Jeg kan også rigtig godt lide, at du kan udskifte den medfølgende urrem med en standard-urrem. Ikke mindst fordi den medfølgende ikke er speciel god. Den er lavet af plastik, den niver og jeg sveder rigtig meget under den. Det var aldrig rigtig behageligt at have den på.
Det er let nok at komme i gang med uret, den nødvendige app, Huawei Health, findes til både iOS og Android, og herfra bliver du guidet igennem processen der tager ganske få minutter.
Jeg er dog mindre begejstret for, at det er nødvendigt at have en konto hos Huawei for at få uret til at virke. Jeg bryder mig generelt ikke om, at mine private data ligger og flyder rundt om alskens forskellige platforme og tjenester. Det gode er, at du ikke skal opgive ret mange informationer, men det ændrer ikke ved at det altså er nødvendigt.
En avanceret tracker
Hvor Watch GT 3 SE har sine begrænsninger som smartwatch, så har det utrolig mange funktioner når det kommer til at holde øje med din aktivitet og dit helbred. Der er f.eks. over 100 forskellige former for træning det kan holde øje med. Det holder øje med din daglige aktivitet, dit søvnmønster og -kvalitet, iltindhold i blodet, stressniveau og meget mere.
Når det kommer til at indsamle informationer om dit helbred, så er uret – for så vidt som jeg kan måle – ret præcist. Skridtmåler og pulsmåler ligger lige hvor de skal, den fanger mit søvnmønster fint, og den var god til at finde ud af, hvilken form for motion det var jeg havde gang i.
Du kan endda få app’en på din smartphone til lægge en træningsplan for dig, hvis du har ambitioner om at nå et givent løbemål.
Uret kommer også med en masse påmindelser i løbet af dagen, som f.eks. at du skal huske at rejse dig, måske svinge med armene og mere – alt sammen for at sikre at du har en sund dagligdag.
Udover helbredsfunktionerne, så giver uret dig naturligvis også notifikationer fra din smartphone – f.eks. beskeder og mails. Men alle kommer fra urets egen standard, ikke fra en app.
Bedømmelse
Samlet vurdering 75%
Som udgangspunkt kan jeg godt lide uret. Men det er altså et problem at jeg ikke kunne installere apps på det. For det betyder at uret er ’som det kommer’ altid, og det kan absolut ikke noget, som jeg ikke har set på andre smarte ure, eller fitness trackere før.
Uret hører heller ikke til blandt de billigste. Selvom det endnu ikke er på det danske marked, så tyder priser i resten af verden på, at det vil ende på omkring 2.000 danske kroner, og til den pris ville jeg hellere vælge et ægte smartwatch.
Du kan læse mere om Watch GT 3 SE her.