TEST: God fitness-tracker – problematisk smartwatch

Fitbit har ambitioner om at gøre deres trackere til smarte ure. Men på trods af ambitioner lykkes det ikke helt - ikke mindst manglen på apps spænder ben for dem

Fitbit Sense 2. Foto: Fitbit

Fitbit har for mig, altid hørt til blandt de bedste fitness trackere på markedet, med en virkelig høj præcision omkring tracking af aktivitet og puls.

Men på et tidspunkt fik Fitbit ambitioner om at lave smarte ure også, og Sense 2 som jeg lige har testet, er nyeste skud på stammen. Men udover design på selve trackeren, og at der nu er en egentlig urskive, så er der ikke der ikke ret megen forskel på deres trackere og smartwatches.

Det er lige det jeg godt vil starte med at adressere, smartwatch-elementet, og så slutte af med tracking-elementet af Sense 2.

Designet mindre meget om Apple Smartwatch, urskiven er mere firkantet end rund, og ser faktisk ganske elegant ud. Der er en enkelt fysisk knap på uret, som primært bruges til at skifte fra urskive til overblik over alle din apps.

Resten betjeningen sker på urskiven, hvor du kan swipe fra side til side og op og ned, alt efter, hvad du vil. Helt som vi ser på andre smarte ure.

Så langt mindre Sense 2 faktisk rigtig meget om en smartwatch. Men så stopper det også her. Der er en yders begrænset mængde urskiver du kan installere på Sense 2. Selv kalder det nogle af dem Tiles, mens andre er egentlige urskiver – der så passer med andre af Fitbits smarte ure.

Det er også meget begrænset med apps til Sense 2. Der er installeret en del apps på uret, alle dedikeret til fitness og helbred, og så stopper festen også her. Du kan ikke installere flere apps på uret – der findes ikke flere. Det betyder også, at de apps du har på din smartphone, ikke har en app til Sense 2, som du ellers typisk oplever, både med Apple Watch og WearOS-baserede smartwatches.

Fitbit Sense 2. Foto: Fitbit

Det trækker virkelig langt ned i min vurdering, for det begrænser min brug af uret meget. Jo – jeg får notifikationer og beskeder på uret, og de kan sagtens læses. Påmindelser dukker også op, men jeg får ikke de beskeder fra apps, som jeg ellers får på mit traditionelle smartwatch.

Jeg er også nødt til at kommentere på komforten, for den mangler lidt. Sense 2 leveres med en urrem i plast – i to forskellige størrelser, hvilket er godt. Men remmen var ikke behagelig at have på. Den niver lidt og jeg svedte konstant under den. Sense 2 skal sidde rimelig fast på håndleddet for at fungere, og jeg blev aldrig gode venner med urets pasform på mit håndled.

Virkelig god tracker

Når jeg så vender blikket væk fra Sense 2 som smartwatch, og kigger på det som fitness-tracker, så stiller sagerne sig anderledes. Fitbit har virkelig styr på at tracke din aktivitet. Faktisk kommer Sense 2 med en lang række funktioner til at tracke dit helbred.

Traditionelt set holder det øje med den motion du laver til dagligt, om det er gåture i skoven, vægtløftning i centret eller noget helt andet, så er der en tracker der passer til din motion – om ikke andet kan du nok finde en, hvis du vælger at abonnere på deres Premium-funktion (og den vender jeg tilbage til lidt senere).

Herudover kan Sense 2 giver dig stress notifikationer, hjælpe dig med mindfulness, overvåge din søvn, din puls, måle dit EKG, din hudtemperatur, iltniveau i blodet og meget emre.

Du kan faktisk få et rigtig godt overblik over dit helbred med Sense 2, du skal bare lige huske at det er et ur, ikke din læge.

På de områder hvor jeg havde en mulighed for at tjekke præcisionen, var Sense 2 virkelig præcis. Det handlede primært om ting som skridtmåler og puls. Den var ikke så skarp når det kom til at spore min søvn, for selvom jeg var oppe et par gange om natten, så påstod den at jeg sov igennem hele natten – og jeg ved at jeg ikke gik i søvne.

Helt generelt fungerer Sense 2 rigtig godt som fitness tracker, og her lever Fitbit til fulde op til mine forventninger.

Premium abonnement

Så kommer vi til det punkt jeg altid har et problem med hos Fitbit, nemlig deres Premium-abonnement. for 89 kroner om måneden – ellers 709 kroner om året, kan du åbne op for alle de funktioner du ikke får uden.

Altså – der er ikke noget på uret du ikke kan uden Premium-abonnementet, men der er nogle af de funktioner der ligger i app’en og skyen, som du ikke få uden Premium. Du får et bedre historisk overblik over dine sundhedsdata, du får personlige anbefalinger til dit aktuelle fitness-niveau, du får dedikerede udfordringer, du får adgang til over 200 træninger fra Fitbit og meget mere.

Det frustrerer mig at jeg skal lokkes/tvinges ind i et abonnement. Jeg har købt uret, og for over 700 kroner om året, skal jeg kun have deres abonnement i 3 år, før jeg har betalt for uret 2 gange.

Er de pengene værd? Personligt mener jeg det ikke. Uret er i sig selv dyrt nok, og at det faktisk har den dobbelt pris, hvis jeg beholder det i tre år, er ikke ok.

Du får lov til at prøve Premium i seks måneder gratis, men herefter koster det. Og du skal angive betalingsmetode inden, så hvis du glemmer at opsige det er det bare surt.

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Jeg kan godt lide Sense 2 som fitness tracker, men som smartwatch falder det igennem. Uret er pænt nok, og leverer de grundlæggende funktioner som et smartwatch skal, men du kan ikke udbygge på det, og du kan ikke få dine favoritapps over på uret.

Det er super godt til at tjekke din daglige aktivitet, og her skal det virkelig have point. Men jeg bryder mig ikke om, at jeg skal tegne et abonnement for at få den fulde udnyttelse af urets funktioner og de data det samler op.

Det måtte også godt have været mere behageligt at have på.

Du kan læse mere om Sense 2 her.

Det koster Sense 2 lige nu

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.