TEST: De nye Tiles er flotte og lette at bruge

Jeg har kigget på de nye Tiles, der gør det lettere at finde din nøgler, pung eller gadgets. De er flotte og lette at bruge, men har også sine begræsninger

Tile er ikke et nyt produkt, de små brikker du kan hænge i dine nøgler eller koble fast til andre af dine produkter, og så finde dem direkte fra din telefon.

De nye Tiles har fået nyt design og er blevet opgraderet når det kommer til afstand du kan finde dem på, funktioner i app’en og ikke mindst batterilevetiden.

Selve designet af Tile-produkterne er rigtig spændende, og der er fire produkter i den nye serie, Pro, Mate, Slim og Sticker. Pro ligner mest af alt en bilnøgle og er den jeg rent designmæssigt er mest glad for. Mate minder i høj grad om de gamle Tile med sit firkantede design, men er dog blevet noget tyndere. Slim er ret unik når det kommer til en tracker – den er nemlig flad og formet som et kreditkort, og passer fint i din pung. Sticker ligner en lille knap, og er den du vil bruge, hvis du ønsker at mærke andre gadgets, måske din fjernbetjening eller lignende.

Men udover designet, så er der ingen forskel på enhederne, og så ikke helt alligevel. For hvor du kan skifte batteri ud i Pro, Mate og Sticker, så er Slim en enhed uden udskifteligt batteri. Omvendt så skulle den have batterilevetid til flere år, så det burde ikke være et problem.

Let at komme i gang

Der er ikke den store udfordring i at komme i gang med at bruge Tile. Hent app’en og tænd for den nye Tile, og så sker resten stort set af sig selv. Jeg havde dog et enkelt lille problem med den Pro-Tile jeg testede, app’en kunne ikke finde den. Heldigvis var der en fejlfindingsmanual på nettet, og der stod at man kunne genstarte en Tile, og da jeg havde gjort det, virkede den uden problemer.

Inde fra app’en kunne jeg nu finde de nye Tile-enheder jeg testede, og her kunne jeg også navngive dem, så det var tydeligt hvilken der hang på mine nøgler, og hvilken der var i min pengepung. Herudover er der ikke det store du skal i app’en. Du kan bruge den til at ‘ringe til’ dine Tile-enheder, så de larmer hvis du er i Bluetooth-afstand fra dem.

Du kan også få et kort der viser, hvor du havde dem sidst, hvis du har tabt fx dine nøgle.

Men du får ikke en vejvisning hen mod enhederne, som du fx får med Apple AirTags. For Tile er udelukkende Bluetooth, og dermed begrænset til omkring 125-130 meter. Og selv når du er helt tæt på, så skal du navigere ved lyd og ikke ved fx en pil. Men det er nu helt ok – lyden plejer at være nok for mig.

Uden for hjemmet skal du stole på at Tile har brugere i nærheden. For hvis du melder din Tile som ‘lost’ i app’en, så kan du bruge det netværk til at spore din Tile med. Heldigvis har Tile ret mange brugere i Danmark, så specielt i storbyerne er der normalt nok til at du kan finde dine produkter. Men hvis du er i de mindre befolkede områder, så er du ikke helt så heldig.

De nye Tile-produkter. Foto: Tile

Personligt så er det primært i hjemmet jeg ikke kan finde mine nøgler, det er yderst sjældent at jeg glemmer dem, eller taber dem, andre steder.

Fra dine Tile-enheder kan du så også ringe til din telefon, hvis det er den du ikke kan finde, og det er også en enhed jeg bruger fra tid til anden. For af en eller anden grund så sker det ofte at jeg ikke kan lokalisere min smartphone.

Ny spændende funktion

Der er kommet en ny funktion til Tile, nemlig “lost and found”. Det er en QR-kode der står på Tile-enheder, og hvis andre finder en tile og scanner den QR-enhed, uanset om de har Tile-app’en installeret eller ej, så får du besked om, at din Tile er fundet og scannet og hvor det er sket. En spændende funktion og jeg glæder mig til at se om den får en praktisk anvendelsesmulighed.

Personligt er jeg ikke sikker på at jeg ville scanne en ukendt QR-kode, men jeg er også lidt miljøskadet når det kommer til it-sikkerhed.

Den app, og de tjeneste, der følger med Tile-enhederne er som udgangspunkt gratis. men det er muligt at tilkøbe en Premium-version, hvor du blandt andet automatisk får tilsendt nye batterier når dine enheder er ved at løbe tør. Der er et par andre funktioner i abonnementet også, men det er primært batterileveringen der gør det til noget jeg ville overveje.

Ikke alt er godt

Det er dog ikke alt der er perfekt, for der er et par områder der irriterer mig med Tile. Dels at jeg skal være i Bluetooth-afstand for at finde mine enheder. Der hvor jeg virkelig har brug for hjælp er, hvis jeg skulle forlægge mine nøgler når jeg er væk hjemmefra.

Tile har en funktion der gør, at du kan få en påmindelse/alarm hvis du forlader en af dine enheder. Men den funktion er kun tilgængelige for dem der betaler for Premium-abonnementet, og det synes jeg er surt.

Jeg ved godt, at det er batterimæssigt en udfordring at tilføje LTE til enhederne. Men det ville gøre at de altid var online, og at jeg ville kunne finde dem med rutevejledning, uanset om de var i bluetooth-afstand eller ej.

Bedømmelse

Samlet vurdering 75%

Jeg kan godt lide Tile, det er et samling af flotte produkter, og prisen er virkelig lav. Det er fedt at man kan få en tracker til et par hundrede kroner, og at den holder batteri i det meste af et år.

Men jeg savner virkelig at den virker udenfor bluetooth-afstand, for det er der jeg virkelig har brug for at kunne finde mine enheder.

Jeg savner også at alle funktioner er tilgængelige for alle, og at du ikke skal tilkøbe et Premium-abonnement. Det virker modsat på mig, og jeg bliver irriteret.

Læs mere om Tile her.

Prisen på Tile Pro lige nu

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3429 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?