Tile er ikke et nyt produkt. Den lille dims du kan sætte i din nøglekæde, taske, lægge i lommen eller andet er kendt teknologi. Men nu er der kommet to nye produkter i serien, Tile Mate og Tile Pro.
De er blevet udstyret med længere rækkevidde, højere volumen og udskiftelige batterier. Det sidste er længe ventet, for jeg har personligt prøvet flere af denne type ”find dine nøgler”-produkter, og alle irriterer mig ved at de kun virker i en periode, så dør batteriet og jeg skal købe nye. Men nu kan jeg så skifte batteri, og det er fedt.
Samtidig med de nye produkter lancerer de også Tile Premium, en række tjenester der giver dig flere muligheder med Tile. Du få blandt andet gratis tilsendt batterier når dine Tile-enheder er ved at løbe tør for strøm, smarte advarsler, 30 dages lokationshistorik (hvad jeg så end skal bruge det til) og flere andre tjenester.
De nye version af Tile har en garanteret batterilevetid på et år, og så kan batterierne jo skiftes, hvilket er et stort plus.
Du kan også bevæge dig længere væk fra Tile-produkterne og stadig nå dem med din smartphone. Bluetooth-rækkevidden er nemlig udvidet for begge produkter. Tile Mate kan klare 45 meter mens Tile Pro klarer lige over 90 meter – mon ikke du så altid vil være nogenlunde i nærheden af din Tile?
Tile Mate får en pris på 199 kroner mens Tile Pro vil blive solgt for 269 kroner i danske butikker og på Tile.com.
Premium-funktioner
Hvis du vælger et Tile Premium-abonnement, så får du – udover de eksisterende funktioner i app’en, yderligere seks funktioner:
- Gratis batteriudskiftning en gang om året på et ubegrænset antal Tile-enheder der er tilsluttet Premiumkontoen, og Tile lover at batterierne er hos dig et godt stykke tid inden du løber tør for batteri.
- Smarte advarsler kan sættes op til at give dig en advarsel hvis du f.eks. går hjemmefra uden din mobiltelefon, eller forlader kontoret uden din laptop. Denne funktion er stadig i beta.
- Ubegrænset deling gør at du kan dele din Tile-enhed med f.eks. familiemedlemmer. Så hvis du sætter din Tile på dine bilnøgler, så kan en bruger du har delt Tile med, godt tage bilnøglen med sig, uden at du får en alarm på din mobil.
- Positionshistorik gør at du kan se hvor alle dine Tile-enheder har været de sidste 30 dage.
- Udvidet garanti giver dig en garanti på tre år på alle nye Mate- og Pro-enheder. Er du Premium-abonnent så bliver din Tile-enhed erstattet hvis den fejler i løbet af de første tre år.
Tile Premium koster €34,99 om året eller €3,49 om måneden. Du kan få første måned gratis, hvis du er ny bruger.
I øjeblikket fungerer Premium kun på iOS-enheder, men Android-versionen er hastigt på vej.
