Da jeg pakkede EPOS ADAPT 660 ud af den lille neutrale papæske det kommer i, tænkte jeg først at det næppe kunne være et headset i høj kvalitet. Men da jeg så kiggede lidt nærmere på det, gik det op for mig, at jeg havde set et der mindede om det før – nemlig Sennheiser MB660 (tjek lige navnesammenfaldet).
MB660 var i mange år mit absolut favoritheadset, ikke mindst når jeg skulle ud og rejse. For ikke alene var lyden virkelig fed i det, den indbyggede støjreduktion var også suveræn.
Så mine forventninger steg betragteligt til EPOS-headsettet. Og nej – det er ikke et plagiat. EPOS er ejet af Demant-gruppen, der også ejer en del af Sennheiser, så jeg tænker at de nok har udvekslet teknologi og viden.
Der er dog en anelse forskel på disse headsets, og en af dem er, at dette headset kommer med en usb-dongle, så du kan slutte headsettet til din computer uden at skulle bruge bluetooth-forbindelsen. Headsettet har også en Teams-knap på siden, der gør at du direkte kan besvare opkald fra Teams, men kun hvis du bruge den medfølgende dongle.
Så langt så godt – nu var det så tid til at teste ADAPT 660.
Installeringsudfordringer
Så jeg hentede EPOS-app’en og sluttede headsettet til min smartphone. Jeg havde en anelse problemer med at få headset og mobil til at se hinanden, og det viste sig at være fordi du kan slukke for bluetooth på headsettet. Den lille knap der klarer det sidder gemt godt på siden af headsettet, der hvor bøjlen også sidder fast.
Da jeg først fandt den, gik det så hurtigt, og jeg kunne nu indstille headsettet i EPOS-app’en.
Primært kan du opdatere firmware, og du kan så indstille lyden en anelse i en form for equalizer. Eller rettere, der er et par faste indstillinger, hvor du kan vælge fx neutral, musik eller tale, og så kan du også vælge en tilstand, hvor du bruger dine egne indstillinger.
Men det er stadig rimelig primitivt hvad du kan gøre – du kan fx booste bassen, eller ændre lidt på rumklangen. Det er ikke det store, og jeg savnede virkelig at kunne indstille lyden lidt bedre.
Bortset fra det, så er der en virkelig god lyd i dette headset, specielt hvis du kører i neutral-indstillinger. Jeg blev dog også ret glad for klub-indstillingen, der fik musikken til at virke både varm og meget stemningsfuld.
Naturligvis måtte jeg også lige teste headsettets kvalitet til tale, for det er en stor del af, hvad headsettet bliver markedsført til. Og igen leverer det en virkelig god kvalitet, selvom der ikke er en mikrofonarm, så er din tale klar og tydelig, og helt uden støj. Og helt i trit med den lyd som det leverer når du lytter til musik, så får du en god og klar lyd når du snakker med folk – om det er via din mobil eller Teams på laptoppen, ændrer intet, lyden er virkelig god.
Design og betjening
Helt som jeg husker det fra Sennheiser MB660, så betjener du headsettet meget let direkte fra ørekopperne. Stryg op eller ned og du ændrer på lydstyrken, fra højre til venstre eller omvendt, og du springer frem eller tilbage i musiknumrene. Dobbeltklik på ørekoppen og du starter eller stopper musikken, eller besvarer et opkald.
Samtidig så stopper musikken automatisk når du tager headsetttet af, og hvis du er i en samtale med nogen, kan du mute dig selv ved at stryge op på en af ørekopperne.
Jeg er ret begejstret for betjeningen – den er virkelig let og intuitiv, noget jeg sætter stor pris på.
Det sidste jeg kiggede på var så komforten, for et kontorheadset der kan skaffe totalt stilhed, er også et headset du skal kunne holde ud at have på hele dagen.
Her udmærker EPOS ADAPT 660 sig også – helt som jeg husker fra MB660. Det vejer ikke ret meget – lige over 600 gram, og samtidig trykke det kun lige hårdt nok til at det sidder godt fast på hovedet, og ikke så hårdt, at du ikke kan have det på, også selvom du har briller på.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Jeg er ret vild med EPOS ADAPT 660, hvilket passer fint med, at jeg også var begejstret for MB660. EPOS har sikret den gode lyd, både når det kommer til musik og tale, og samtidig har de sikret at komforten er helt i top.
Er det et pænt headset? Nogle vil nok sige nej, men jeg kan godt lide det simple design, og jeg er vildt med at du kan folde det sammen så det ikke fylder ret meget.
Hvad jeg dog ikke er så begejstret for, er den knap der kan tænde og slukke for bluetooth – den forstår jeg ikke. Jeg fatter heller ikke, hvorfor de ikke har lavet en bedre equalizer. For den der er lige nu, er stort set så langt fra en equalizer du kan komme. Det er meget begrænset, hvad du kan gøre i den, og det er surt, for et headset til omkring 2.500 kroner bør kunne indstilles langt mere end tilfældet er.
Du kan læse mere om EPOS ADAPT 660 her.
Prisen ligger på mellem 2.500 og 3.000 kroner alt efter hvor du finder headsettet.