TEST: Fed flyvetur i VR

Det er ikke nødvendigvis alt der bliver bedre i virtual reality, men den nye Flight Simulator fra Microsoft bliver ikke mindre end imponerende når det hele foregår i VR

Jeg har haft mulighed for at teste den nye Flight Simulator fra Microsoft sammen med HTC Vive Cosmo Elite, og dermed fik jeg en forsmag på, hvordan VR også kan være.

Hvad mener jeg så lige med det? Jo ser du…

Jeg har før prøvet VR, og må indrømme at jeg ikke har været specielt imponeret. Jeg har altid lige manglet den sidste dimension, nemlig de fysiske påvirkninger, fx når du kører en tur i en rutsjebane.

Så jeg var lidt skeptisk da jeg satte Cosmo Elite op til min computer og downloade Microsoft Flight Simulator. Sidebemærkning – den installeres hurtigt, men når den først er installeret, så skal der hentes over 20GB ‘opdatering’ ned. Det er i min verden IKKE en opdatering, det er selve spillet…

Men lad det nu lige fare – Flight Sim er stor, vandvittig stor, og den gør brug af real-time vejr data, så du kan komme til at flyve i ‘ægte’ dansk vejr. Og på grund af den store nøjagtighed når det kommer til kort, omgivelser og ikke mindst flytyper, så skal der naturligvis hentes en hulens masse data ned på din computer.

Kompliceret simulator

Flight Sim fra Microsoft er i virkeligheden ikke et spil – jo du kan godt spille visse missioner, men det er og bliver en simulator, og det er sådan man skal betragte programmet. Jeg skal også lige med det samme sige, at selvom du godt kan bruge Flight Sim uden andet udstyr end dit tastatur og mus, så er det ikke optimalt.

En lille flyvetur over bjergene på Madeira – altid hyggeligt.

Du kan købe en masse ekstraudstyr til programmet, og hvis du virkelig er glad for at flyve, så vil et par ekstra skærme, et egentligt ror og gashåndtag klart være at foretrække. Men altså – hvis du lærer alle genveje at kende, så kan du godt flyve med mus og tastatur.

Så jeg tog en masse flyveture, og lærte programmet godt at kende, så jeg ikke skulle tænke over den del, når jeg først gik fuld VR.

Herefter sluttede jeg så Cosmo Elite til, og gik nærmest i chock. For realisme-graden var nærmest latterlighøj. Jeg var ved flere tilfælde overbevist om, at jeg sad i cockpittet på et rutefly, eller at jeg havde rorpinden i et gammelt fly fra 2. verdenskrig.

Jo – jeg manglede stadig den fysiske påvirkning. Men enten er det fordi jeg har fløjet i mit job, at mit hoved gik i gang med at overbevise min krop om, at jeg faktisk var ude at flyve, eller om det bare er fordi det ikke betyder så meget i Flight Sim ved jeg ikke, men jeg fortabte mig totalt i denne simulator.

Når jeg kiggede rundt i flyet, så var det fuldstændig som om jeg faktisk sad i cockpittet. Når jeg justerede instrumenterne med controllerne, så gik det let og naturligt, og meget hurtigt så var jeg i gang med at flyve.

HTC Vive Cosmos Elite. Foto: HTC

Lyd og billeder blandes imponerende godt i VR-udgaven af Flight Simulator, og jeg har i den grad nydt at flyve rundt i hele verden.

Det eneste jeg bare er nødt til at påpege er, at både Flight Sim og Cosmos Elite kræver meget af din computer. Jeg brugte den bedste gamer jeg havde, og selvom den ikke blev sendt i knæ, så var det godt nok ikke så langt fra. Jeg skulle ikke køre andre programmer på den samtidig.

Men hvis du er til flysimulatorer og VR, så har jeg svært ved at se, at det kan blive meget bedre end med Microsoft Flight Simulator sammen med Vive Cosmos Elite.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3134 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?