Opdateret omkring design. Se længere nede:
Jeg har testet den nye router, FRITZ!Box 7690 fra AVM, og er blevet ret glad for den. Men det var ikke et bekendtskab der startede uden problemer.
Jeg var ikke ukendt med FRITZ!Box-routere da jeg startede testen, så jeg troede faktisk at jeg var rimelig godt klædt på til testen. Men installationsprocessen skulle hurtigt vise sig at være en større udfordring for mig end forventet.
Inden jeg kommer til den del, så skal jeg lige fortæller at routeren er en Wi-Fi 7 router med understøttelse for DSL, Mesh, Smart Home-enheder, DECT-telefoner og NAS-produkter.
Når det kommer til DSL og DECT-telefoner, så tvivler jeg for alvor på, at det er en salgsparameter i Danmark. Vi er så gennemdigitaliserede at fiber er ret almindeligt, og hvis vi får internet via telefonstikket, så medfølger der altid en router fra leverandøren. Jeg kender heller ikke nogen der bruger DECT-telefoner i Danmark, og selvom der måske findes et par stykker, så er det næppe heller det store salgsargument i vores lille andedam.
Jeg vil også godt lige rose designet. For hvor AVM tidligere har været meget klassiske i deres design, altså med firkantede kasser, så har denne router fået et langt mere elegant og moderne design, og jeg kan faktisk rigtig godt lide det nye design.
Dog vil jeg godt brokke mig over, at strømmen tilsluttes i toppen, og det gør selve routeren meget ustabil når den står op. Jeg endte med at lægge min ned, så den ikke væltede hele tiden.
Opdatering: Her er det mig mig der har misforstået designet. Routeren er udviklet til at ligge ned – som også ses på illustrationen i skærmbilledet herunder. Jeg troede blot at det var ment at den skulle stå op. Det er så ikke tilfældet, og routeren er stabil når den placeres korrekt.
Installation med udfordringer
Nu er det så tid til at snakke om installationen, der ikke var helt så uproblematisk som håbet. Jeg fik hurtigt sat routeren op fysisk, med forbindelse til min fiberforbindelse, og herefter skulle jeg så bare kunne logge ind på routerens adresse, fritz.box og fortsætte opsætningen der.
Men nu kom problemet, for den adresse forsøger at logge ind på en bestemt ip-adressen, og FRITZ!Box 7690 havde en anden (som jeg går ud fra den selv bestemmer). Heldigvis er der en ‘nød-adresse’ man kan bruge, og den bragte mig så direkte ind på routeren. Problemet var så bare, at hver eneste gang jeg ville en markant ændring – ny SSID på netværket, nyt password til samme, slå gæstenetværk til eller fra osv – gjorde at routeren forsøgte at logge ind på dens default adresse, som så ikke virkede.
En ret irriterende bug, der gjorde indstillingen af netværket mere besværligt end nødvendigt. Men jeg kom dog igennem opsætningen, fik sat netværket op som jeg ville have, tilsluttet min eksisterende extender, så mit Mesh-netværk kunne nå helt ud til min bil, sat sikkerhed op og opdateret firmware.
Logisk opbygning
Herefter var der så masser af muligheder i softwaren til routeren. Der var alle de forventede ting, så som at tjekke og opsætte dit Mesh-netværk, bruge medieserver, opsætte koder, begrænsninger på WiFi og meget mere.
Jeg kan godt lide de muligheder der er i routeren, og jeg kan godt lide at designet af brugergrænsefladen er logisk opbygget.
Men jeg savner stadig et par muligheder i routeren, ikke mindst en let mulighed for at begrænse at brugere kan tilgå bestemte apps eller websteder på bestemte tider af døgnet. Her tænker jeg i høj grad på at begrænse børn på bestemte tidspunkter, og selvom det måske nok kan gøres ad omveje, så er der ikke nogen let måde at gøre det på i routerne, og det savner jeg virkelig.
Hurtig og stabil
Men når det kommer til hastigheder på netværket, så har jeg intet at brokke mig over. Mine enheder skulle lige genstartes et par gange, men så var der godt nok gode hastigheder på mit netværk. Jeg har kun ganske få WiFi-7-enheder, men dem jeg havde reagerede prompte med rasende høje hastigheder
Samtidig er routeren klippe stabil. Den kører og kører og kører. Jeg oplevede aldrig at den hakkede, eller udviste nogle problemer under drift. Præcist som jeg forventede fra en router fra AVM. De er stabile arbejdsheste.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Jeg har et par krav til min router. Den skal være let at bruge, den skal være hurtig og den skal vær stabil. Bonus er så, hvis den også har mange fede funktioner, så som bandwith management, og så skal opsætningen være let.
FRITZ!Box 7690 lever op til de fleste krav, men jeg savner let bandwith management og jeg havde gerne set et lettere opsætning.
App’en der følger med til routeren er god, men her savner jeg at jeg kan mere end blot overvåge – det havde været oplagt, hvis jeg også kunne justere på routerens parametre.
Alt i alt er jeg glad for routeren, den lever op til mine forventninger når det kommer til netværksprodukter fra AVM.
Du kan læse mere om FRITZ!Box 7690 her.
