Oprindelig havde vi Googles Chrome Cast, en måde at smide indhold fra din smartphone eller computer over på dit tv. Men Google har droppet den teknologi, og er i stedet gået efter samme marked som Apple har siddet på længe med deres Apple TV.
Google TV Streamer 4K kan nemlig mere end blot være et mellemled mellem din computer/smartphone/tablet og dit tv. Den er en selvstændig enhed, som kan forvandle et ikke-smart-tv til et smart-tv. Med Google TV Streamer 4K får du apps til streaming tjenester så som Netflix, HBO, Disney+, Youtube og meget mere – præcist som du også får med Apple TV.
Jeg kan godt lide ideen, men jeg har præcist samme udfordring med Google TV Streamer 4K, som jeg også har med Apple TV, nemlig hvad skal jeg bruge den til? De fleste tv i dag er ‘smarte’ og indeholder apps og adgang til alle de streaming-tjenester som du så også får via fx. Google TV Streamer 4K.
Mere end blot en streaming box
Jeg tænker at Google har tænkt det samme, og har givet deres boks lidt flere funktioner end blot streaming fra forskellige tjenester. Faktisk understøtter den nu både Matter-og Thread-standarden, og det betyder at du kan styre enheder der understøtter en af de to standarder, direkte fra hjemmeskærmen i Google TV Streamer 4K.

Det er da nok også den del af boksen der er mest spændende. For du kan naturligvis også styre, eller kommunikere med, alle andre enheder du har forbundet til Google Home. Det vil sige, at du har adgang til f.eks. dine overvågningskameraer, lys eller andre smarte enheder der enten understøttes direkte af Google Home, eller af f.eks. Matter.
Bruger også AI
Google selv skriver at de gør brug af AI til f.eks. at give anbefalinger til indhold du kan se, give et kort resume af, hvad film og serier handler om og mere.
Den del kan jeg faktisk rigtig godt lide, det er en ret fin funktioner, ikke mindst fordi de funktioner kører på tværs af alle de streamingtjenester du har installeret på Google TV Streamer 4K.
Du kan, naturligvis, også tale til fjernbetjeningen og bede den om at finde film frem, fortæller dig hvad de handler om, afspille dem eller sætte dem på din ‘dem vil jeg godt se’-liste. Du kan også bruge fjernbetjeningens talegenkendelse til at betjene alle andre enheder der er forbundet til Google TV Streamer, og det er meget spændende.
Som navnet antyder, så kan denne boks streamer i op til 4K, men det kræver naturligvis at dit tv understøtter den opløsning – hvilket de fleste i dag heldigvis gør.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Den nye Google TV Streamer 4K er en fin lille tilføjelse til dit tv hvis du har et ikke-smart-tv, eller hvis du gerne vil kunne styre dit hjems smarte enheder direkte fra tv’et. Det er fedt at den understøtter Matter og Thread – for på den måde får du kontrollen samlet et sted.
Men det betyder også at du skal tænde dit tv, hver eneste gang du vil styre hjemmet, og det mener jeg ikke er reelt.
Personligt mener jeg ikke at enheder som Google TV Streamer 4K har en fremtid – vores tv kan klare de fleste af de opgaver uden du behøver investere i ekstra enheder, og spørgsmålet er om den giver nok ekstra funktioner for pengene.
Den gør hvad den siger den gør, men personligt ville jeg ikke investere i sådan en svend.
Du kan læse mere om Google TV Streamer 4K her.