TEST: Hold hovedet koldt med HP Omen Mindframe

HP Omen Mindframe er verdens første headset med aktiv køling, og det er en rigtig god ide. Vi håber, at HPs koncept for kølige ører spreder sig til flere typer af headset – til træning, til arbejde, til Netflix – alle har brug for kølige ører i varmen

HP Omen Mindframe. Foto: HP

Kender du fornemmelsen af at sidde foran computeren i flere timer med et fedt spil, som du må stoppe, fordi dine ører er blevet så varme, at sveden begynder at pible frem under hovedtelefonerne? Hvis du kan svare ja til det, så har HP netop lanceret løsningen på dit problem, så du kan spille videre lige så længe du vil (og hvis du kan svare ja, så burde du måske også overveje at komme lidt ud i den friske luft ind imellem). Løsningen hedder HP OMEN Mindeframe, og vi er vilde med de bøffer.

Altid kølig

Hovedtelefonerne er en del af HPs gaming lineup, og vi måtte lige kigge en ekstra gang, da vi læste om dem. Men den er god nok; de har indbygget aktiv køling, som sørger for at du kan holde hovedet og ørerne kolde hele tiden. Kølingen fungerer med nogle thermoelektriske kølelementer, der sørger for at nedkøle et aluminiumsgitter, der sidder i øre-kopperne. Der er tre køleniveauer, som man styrer via en app på computeren: Høj, medium og lav – og så kan man også vælge helt at slukke for kølingen.

Genial ide

Der er ingen tvivl om, at HP er kommet med et genialt koncept her. For kølingen fungerer super effektivt, og når vi putter fingeren på aluminiumspladen, er den virkelig kold. Men når vi har hovedtelefonerne på, føles det meget behageligt, fordi vi ikke fysisk rører ved aluminiumspladen.

Det kan ind imellem ske, at øret rammer aluminiumspladen, og så bliver det ubehageligt koldt. Her skal HP måske sørge for, at der er en stofmembran imellem aluminiumsplade og øret i næste udgave. Og der er ingen tvivl om, at der kommer flere versioner af Mindframe. For selv om der er småting, som man kan justere på, så holder selve konceptet 100%: Slut med svedige ører og behagelig gaming i timevis. Kopperne er i øvrigt pakket ind i lækkert, åndbart materiale, som føles virkelig behageligt, også når man sidder i mange timer.

Mangler justeringsmuligheder

Vil man tages alvorligt som gaming headset, så skal man nærmest per definition kunne levere 7.1 surround. Det kan HP Omen Mindframe, og det fungerer effektivt. Vi kan høre fjenderne komme snigende 360 grader omkring os, og det giver en oplevelse af at være tilstede i spillet. Selve lyden er velafbalanceret – i hvert fald indtil vi skruer meget højt op for volumen. Så bliver diskanten for dominerende. Vi kunne generelt godt tænke os en lidt tungere og præcis bas, for vi skal skrue ret meget op for lyden, inden den kan mærkes. Generelt er lydbilledet detaljeret og fungerer fint til gaming. Selv om lyden er god, så undrer vi os i den grad over, at det ikke er muligt at ændre indstillinger for lyden i Omen Command Center. Her bør det være muligt at fintjustere lyden, så man kan få den optimale spiloplevelse. Den indbyggede mikrofon tændes ved at man vipper den ned i vandret position. Og man vipper den lodret op for at slukke. Lyden er klar og stemmer går rent igennem, når vi taler. Mikrofonen lyser rødt, når den er slukket op i opret position, og lyset slukker, når den er aktiv. Det er smart, for så slipper man for at have en lysende mikrofon i sit synsfelt, imens man gamer. Prisen på 1.399 kr. vil være for høj for et 7.1 surround headset i sig selv, men når man tager kølingen med, er prisen helt ok.

Selvjusterende (og fremragende) pasform

HP har udstyret Omen med en bøjle, der er selv-justerende. Dvs. at den automatisk tilpasser sig, så vi ikke behøver at tænke på at skulle justere på hovedtelefonerne for at få dem til at sidde rigtigt på ørerne. Det fungerer, og sørger automatisk for, at vægten af hovedtelefonerne ikke kommer til at genere med trykken på ørerne. Den selvjusterende bøjle er ikke nyt, men det er et ret velfungerende koncept. Den er perfekt til gaming headsets, fordi man sidder stille foran computeren og ikke bevæger hovedet for meget fra side til side. Ryster man hovedet, bliver det hurtig klart, at den selvjusterende bøjle ikke giver ret meget stabilitet under bevægelse.

Afdæmpet design i solid byggekvalitet

Selv om der er tale om et gaming headset, så er det ret diskret i designet. Jo, der er et Omen logo på siden, men det er ikke noget, man lægger mærke til. Hvis man gerne vil tiltrække opmærksomhed, kan man tænde forskellige lyseffekter via Omen Command Center. Der er tale om nogle velbyggede hovedtelefoner i virkelig god kvalitet. Bøjlen er i metal, ledningen er beskyttet af flettet stof, og man virkelig får en følelse af at man sidder med et kvalitetsprodukt mellem hænderne. Og det er holdbart.

Vi er ikke meget for at indrømme det, men nogen i redaktionen har muligvis sat sig oven på hovedtelefonerne ved et uheld. Men hvem lader også et sort headset ligge på en sort stol??? Heldigvis kom ingen til skade, og Omen Mindframe klarede sig igennem uden en skramme. Det siger noget om, hvor robuste hovedtelefonerne er.

Funktioner

For at kunne bruge HP Mindframe skal man installere HP Omen Command Center på sin computer. Herfra kan man så styre farverne på hovedtelefonerne – ja, selvfølgelig kan disse gamerbøffer lyse i 16,8 millioner farver. Det er også via Command Center, at man kan styre kølingen. Har man en HP Omen gamer-pc kan man også bruge HP Omen Command Center til at justere farver på sit tastatur, streame spil og overvåge computerens hastighed og temperatur. På en almindelig computer styrer man altså kun lyset i hovedtelefonerne og køling. Her er det ret irriterende, at vi ikke kan justere temperaturen på selve hovedtelefonen. I stedet er vi nødt til at tænde for HP Omen Command Center hver eneste gang, udelukkende for at justere temperaturen. Det er ærlig talt noget biks, for det betyder, at man skal ud af spillet for at skifte indstillinger. Det kan HP helt sikkert gøre mere brugervenligt i næste version. Der sidder allerede en volumen-hjul på den ene side, så HP kan nok godt finde plads til en temperatur-knap på den anden side.

Produktinformation

  • Produktinformation
  • Produkt: HP Omen Mindframe
  • Producent: HP
  • Produkttype: 7.1 surround over-ear gaming headset
  • Driver: 40 mm
  • Driver type: Neodymium
  • Frekvens: 15 Hz – 22.000 Hz
  • Impedans: 32 Ohm
  • Følsomhed: 95 dB
  • Tilslutning: USB 2.0
  • Farve: Sort
  • Volumenkontrol: På høretelefoner
  • Kompatibel med (platform): PC
  • Kabel: Flettet stof
  • Kabellængde: 2 meter
  • Mål og vægt
  • Højde: 20,20 cm
  • Bredde: 21,70 cm
  • Dybde: 9,10 cm
  • Vægt (g): 480g
  • Mikrofonen
  • Frekvens: 100 Hz – 10,000 Hz
  • Impedans: 3300 Ohm
  • Følsomhed: -38 dB
  • Pris: Set til kr. 1.399 kr.
  • Se mere her

 

Bedømmelse

Bedømmelse 82%

HP leverer virkeligt varen her. Taler vi pasform, så sidder det forholdsvist tunge headset fantastisk, og vi glemmer faktisk, at vi sidder med det. Samtidig fungerer kølingen virkelig godt. Vi kan sidde i sommervarmen og spille i timevis uden overhovedet at tænke på svedige ører. Det er genialt, genialt, genialt, og vi er sikre på, at vi kommer til at se flere producenter, der kaster sig over konceptet i fremtiden.

Men det skal være muligt at tænde og justere kølingen på selve hovedtelefonen. Køling behøver ikke kun være til gaming – træning, arbejde eller Netflix ville også have godt af nogle kølige hovedtelefoner. Der er selvfølgelig også ting, der kan forbedres: Ledningen på to meter er lige 20 cm for kort. Lyden er god, uden at vi bliver blæst helt bagover.

Og så er prisen relativt høj. Vi kunne godt tænke os en equalizer i HP Omen Command Center til at finjustere lyden. Det ødelægger nu ikke vores nydelse af HP Mindframe smarte køling. Det er den perfekte kombination af komfortabel pasform og behagelig temperatur, og når vi tager dem på, føles det lige så dejligt som at hoppe i sit slap-af-tøj og smide sig i sit yndlingsmøbel hjemme i privaten.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?