Med lanceringen af iPhone 7 og 7 Plus introducerede Apple en række nyskabelser i deres smartphones, og opgraderede samtidig hardwaren markant, blandt andet med en superhurtig cpu.
Tech-Test har haft begge mobiler under luppen og testet dem i såvel daglig brug som med at par benchmarks, og der er ingen tvivl om, at der faktisk er sket ret meget fra iPhone 6s og til de nye iPhones.
7 og 7 Plus er ens et langt stykke hen ad vejen, men der er områder hvorpå de to smartphones adskiller sig fra hinanden. I denne test tager vi udgangspunkt i iPhone 7, og vil så udbygge de steder hvor de to versioner adskiller sig fra hinanden.
Det lover Apple
Hvis vi starter med at kigge på, hvad Apple egentlig lover med de nye iPhones, så er det et ’innovativt’ design, et nyt kamerasystem, bedre Retina HD-display, bedre lyd (endda i stereo), bedre performance takket være ny chip og den bedste batterilevetid på en iPhone til dato.
Oversat fra marketingssprog til godt dansk betyder der, at Apple har pillet en lille smule (ikke meget) ved udseendet, en del på det fysiske design, bruger helt nye linser (ja – to på iPhone 7) og ny underliggende teknologi på kameraet, gjort skærmen langt bedre at kigge på ved at øge opløsningen, og smidt bedre hardware ned i mobilen.
Rent designmæssigt er det ikke specielt innovativt at Apple har flyttet på antennen, så den stribe der viser hvor der er, nu er flyttet. Men der hvor det for alvor bliver interessant er at iPhone 7 faktisk nu er designet til at være vand- og støvresistent. Altså ikke noget med at Apple lover at den kan ligge under vand, men de lover at den nu kan tåle at der bliver spildt lidt vand på den, og at den kan tåle et støvet miljø. At der så allerede er videoer med folk der smider iPhone 7 i vand, hvor den virker efterfølgende, er noget helt andet.
Men hvor er det fedt, at man ikke længere skal være nervøs for at ens dyrt indkøbte smartphone dør, bare fordi den kommer en tur med ud på badeværelset – ros til Apple fordi de endelig adresseret det område.
Samtidig har Apple også ændret på hjemmeknappen. Væk er den fysiske knap, og nu er den i stedet erstattet af en ring på samme sted som den gamle hjem-knap var. Men nu skal den ikke længere trykkes ned. I stedet bruger Apple deres 3D-touch-teknologi, så iPhone nu kan fornemme at du klikker på knappen (ja – der skal et fysisk klik til), og så kvitterer den med et haptisk feedback, så det føles nøjagtigt som om du klikker på en fysisk knap.
Resultatet er imponerende og overbevisende, det er ikke lige til at fornemme at knappen ikke længere er en fysisk knap. Samtidig så kan du programmere det haptiske feedback, så du får et feedback i den styrke du gerne vil have.
At fjerne den fysiske knap, er naturligvis en del af det at gøre telefonen stænktæt, og klart en funktion der skal have stor ros herfra. Det er faktisk en god løsning, og irritationen over den gamle knap der godt kunne føles træg er nu helt væk.
Super spændende kamerasystem
Det sted, hvor du som forbruger lettest ser opgraderingen fra iPhone 6 til 7 er på kameraet, for her der virkelig sket meget – ikke mindst på iPhone 7 Plus der har fået et dobbelt kamera.
Så hvad er så bedre ved kameraet nu? Jo – der er kommet optisk billedstabilisering, en bedre blænde og en markant bedre linse der lukker mere lys ind. Resultatet er imponerende. De billeder som vi tog – og vi tog mange – med iPhone 7 og 7Plus, var superskarpe. Specielt imponerede den under dårlig belysning, hvor billederne stadig var flotte, klare og meget farverige.
Faktisk så fandt vi, at det i mange tilfælde var en fordel at slå blitzen fra, den betød blot at vi kun så det vi fokuserede på, mens alt udenom forsvandt fra billederne.
Det hjælper naturligvis også, at Apple har udstyret iPhone 7 med en højhastighedssensor, der lynhurtigt kan tage højde for dårlige lysforhold.
Apple er selv ret stolte over den nye Quad-led True Tone blitz, som skulle give 50% mere lys end fra 6s. Samtidig skulle den justere farven, så den passer til farvetemperaturen i rummet. Fint nok siger vi – en blitz er en blitz, og en lille en af slagsen tæt på en linse giver bare ikke noget godt resultat. Den kan bruges i en snæver vending, men vi anbefaler klart at du forsøger at tage billeder uden blitzen.
Hvis vi lige kigger hurtigt over på iPhone 7 Plus, så har den fået en ekstra linse. Den har samme vidvinkel-linse som iPhone 7, og en linse der er en såkaldt telefoto-linse. Det betyder at du nu pludselig har 2x optisk zoom i din smartphone, og op til 10x digital zoom ved billeder og 6x ved videoer.
Specielt den optiske zoom er spændende, og vi blev hurtigt ret begejstrede for den, og sammen med den optiske billedstabilisator er den med til at give nogle fantastiske billeder, selv på afstand.
Det betyder ikke at du skal vælge at skifte mellem linserne – kameraet klarer det helt selv og uden problemer. Og som om det ikke er nok, så er der en opdatering på vej til iPhone 7 Plus, der betyder at du senere kan få dybdeskarphed med i billederne, så du kan holde fx et portræt skarpt og også få en skarp baggrund – den funktion glæder vi os meget til.
Kameraet flyder meget i denne anmeldelse, det ved vi godt, men det fortjener de mange linjer, og vi er altså lige nødt til at runde den sidste opdatering, nemlig det 7MP store kamera på forsiden af iPhone 7 og 7 Plus.
Ikke alene har Apple oppet det gamle kamera til 7MP, der er også optisk billedstabilisering og software med der forbedrer farverne i billederne. Kameraet er HD og fungerer naturligvis fint sammen med FaceTime. Ikke mindste fordi der nu er en indbygget Retina Flash indbygget i Retina-skærmen, så du aldrig mangler lys til hverken selfier eller FaceTime-snakken.
Kameraet på de nye iPhones er nok det vi er blevet mest begejstrede over på den nye iPhone, og koblet sammen med det nye iOS10 er der bare så mange funktioner at det næsten ikke er til få hænderne ned igen.
Den flotte skærm
Kameraet bringer os direkte videre til skærmen, for hvad nytter det hvis du har et super-kamera men en skodskærm til at vise billeder på. Det er heldigvis ikke tilfældet med iPhone 7 eller 7 Plus. iPhone 7 har en 4,7” skærm mens 7 Plus er udstyret med den store 5,5” skærm.
Bette er et Retina HD-display med det Apple kalder for wide-color og naturligvis deres patenterede 3D Touch. Men hvad vigtigere er, at iPhone 7 har en opløsning på 1.334 x 750 mens 7 Plus klarer hele 1.920 x 1.080.
Begge er langt klarere end den gamle model af iPhone, faktisk så påstår Apple selv, at skærmen er op til 25% klarere. Om det virkelig er 25% kan vi ikke eftervise, men der er ingen tvivl om, at når man sammenligner med 6s, så er der et markant flottere og klarere billede.
Hvor vi på 6s godt kunne have følelsen af en let sløret skærm, så står billederne super skarpt på iPhone 7, og på 7 Plus med den store skærm, hører billedet til blandt de bedste vi har set. Godt gået Apple – dejligt at I er kommet ind i kampen igen.
Helt vild hurtig
Hvad der virkelig er markant ved iPhone 7 er hastigheden, for pokker tage mig, den er blevet hurtig at arbejde på. De apps som vi normalt arbejder på, starter op næsten dobbelt så hurtigt som på vores iPhone 6s, og det skyldes at iPhone 7 er drevet af den nye A10 Fusion chip. Denne cpu har to kerner der er designet til at være lynhurtige, og to der er beregnet til at være energieffektive.
Gennem hele vores test så var iPhone 7 hurtigere end alle andre telefoner vi endnu har testet, men værre stod det til med energiforbruget. For selvom Apple lover op til to timer længere batterilevetid på iPhone 7 forhold til iPhone 6, og en timere længere på iPhone 7 Plus, så er det ikke hvad vi oplevede. Vi oplevede stort set samme batterilevetid på iPhone 7 som på iPhone 6s, og en der var lidt dårligere på iPhone 7 Plus.
Så jagten på strøm fortsatte med den nye iPhone, og så snart vi var hjemme så blev den sat i opladeren. Ret irriterende, specielt når man nu er lovet noget helt andet.
En rigtig god smartphone
Her til sidst skal vi lige kommentere på lyden, for Apple har faktisk arbejdet ret meget med lydsystemet på iPhone 7, blandt andet ved at forsyne mobilen med stereohøjttalere.
Så selvom der er stor forskel på lyd/musik ud gennem et godt headset og på lyden i indbyggede højttalere, så er det faktisk en ganske fornuftig og flot lyd der kommer ud af de indbyggede højttalere.
Så selvom du næppe vil undvære gode headsets til musikken, så kan du sagtens lytte til et enkelt nummer og høre nyhederne fra radioen uden.