TEST: Jabra gør det, næsten, igen…

Det nyeste in-ear-headset fra danske Jabra imponerer på mange måder. Men et eller andet er gået galt for lydspecialisterne, for pasformen er bare ikke hvor den bør være

Jabra Elite 5. Foto: Jabra

Det er ikke så længe siden Jabra lancerede deres nyeste skud på stammen af headsets i deres Elite-serie, Elite 5. Headsettet blev sendt på gaden i forbindelse med gadgetmessen IFA i Berlin, og allerede ved lanceringen blev det berømmet af stort alle der fik fat i det.

Jeg har testet det siden før lanceringen, og selvom jeg langt hen ad vejen er ret glad for headsettet – der er fed lyd og imponerende støjreduktion – så skuffer det altså når det kommer til komforten.

Selvom Jabra holder fast i gennemtestet succes omkring designet, så ændrer de dog lidt fra version til version af deres in-ear-headsets. Det gælder også med Elite 5, hvor Jabra har givet det nye headset et lidt mere elegant udseende, og de har gjort det en anelse mindre, så det virker mere diskret. Jeg er rigtig glad for det nye design, og ret overrasket over, at det stadig er muligt at ændre så meget på design af de små headsets, at det faktisk ses tydeligt.

Spændende teknologier

Jabra har dog også ændret på pasformen i forbindelse med det nye design, og desværre ikke til det bedre. Næsten lige så længe jeg har testet Jabra-headsets, har jeg haft det godt med deres pasform. Det har aldrig været nødvendigt for mig at skulle lede efter præcist den silikonedut der passer bedst, og jeg har kunne bruge dem i timevis uden irritation.

Men tingene ser altså anderledes ud med Elite 5. Umiddelbart passede det fint ind i øret på mig, men der var et eller andet der generede mig en anelse allerede fra starten af. Efter et stykke tid blev den irritation større, og uanset hvilke silikone dutter jeg brugte, kunne jeg ikke slippe for irritationen.

Jo længere jeg havde headsettet på, jo mere irriterende blev headsettet i mit øre, og efter et par timer måtte jeg opgive at have det på.

Jabra Elite 5. Foto: Jabra

Jabra har indført et par nye teknologier i Elite 5, blandt andet ‘Hybrid Active Noise Cancellation’, en teknologi der bruger mikrofoner der lytter til det samme som du hører inde i øret, feedback-mikrofoner, og mikrofoner der lytte til omgivelserne, feedforward-mikrofoner der sidder på ydersiden af headsettet.

Jabra bruger den teknologi til at finde ud af hvordan støjdæmpningen virker inde i det øre, samtidig med at det finder ud af, hvad der skal dæmpes ned. Resultatet er, at det ikke betyder så meget, hvordan du placerer headsettet i øret, støjdæmpningen virker lige godt.

Den del virker rigtig godt, støjdæmpningen er imponerende god, uanset hvordan jeg placerer headsettet i øret på mig, så dæmper det lyden vildt godt. Samtidig så får jeg ikke den følelse af at være placeret i boble af stilhed, som visse headsets kan give indtrykket af.

Overbevisende lyd

Jabra skuffer heller ikke når det kommer til lydkvaliteten. Helt som jeg havde forventet af Jabra. En rigtig god og flot bas, der på bedste vis lægger en flot bud i musikken. Samtidig har Jabra helt styr på mellemtonen og diskanten, og det samlede lydbillede var virkelig godt. Derfor irriterer det mig også ekstra meget, at pasformen bare ikke er helt på plads.

Lydbilledet kan forresten også ændres inde i Jabras app, men den brugte jeg ikke, for lydbilledet var fint som det var.

Der er heller ikke noget at komme efter på batterilevetiden. Næsten 7 timer i selve øredutterne og yderligere 21 timer i etuiet er bare optimalt.

Denne gang har Jabra så ikke gjort headsettet vandtæt som vi kender fra tidligere headsets. Det tåler vand og støv, men du skal ikke forvente at have det på når du bader, og du bør også spekulere på om du skal have det på når du træner, for det tåler heller ikke – nødvendigvis – sved.

Omvendt er prisen ret attraktiv, og det er jo altid dejligt.

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Jabra Elite 5 er et godt headset på mange områder. Designet er rigtig godt og det ser godt og diskret ud. Lyd og støjreduktion er helt top, og det er altså fedt at kunne lytte til god musik helt uden at lydbilledet bliver forstyrret af omgivelserne.

Jeg er også ret glad for at prisen er lav, men det skal den også være når pasformen ikke er helt på plads.

Jeg kan normalt godt lide den pasform Jabra har på deres headsets, men der er noget off ved den pasform Elite 5 har, og det er frustrerende.

Du kan læse mere om headsettet her.

Det koster Elite 5 lige nu

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3754 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.