TEST: Samsung Galaxy S9+ – årets næstbedste smartphone

Galaxy S9+ fra Samsung er en stor mobil, det er en flot mobil, og den har testens næstbedste kamera. Hvis det ikke lige var for prisen, så er det svært ikke at blive småforelsket i denne lækre mobil

Samsung Galaxy S9+. Foto: Lars Bennetzen

Så er vi igen oppe i en anstændig størrelse mobil. Med sine 6,2” er Galaxy S9+ testens næststørste mobil, men den føles ikke står når du har den i hånden. Designet er, som ved Galaxy S9, elegant, rundet og meget eksklusivt. Og jo – den fylder da, men den ligger super godt i hånden.

Man skal godt nok lige kunne lide de afrundede kanter på skærme, dem der også gør at du får skærm på siden af mobilen, men kan du lide det design, så er du altså solgt.

Og der er ingen tvivl om, at det er en meget elegant smartphone. Personligt er jeg ikke fan af den sekundære skærm som den buede skærm giver dig, og jeg er bliver ofte irriteret over at skulle ramme knapper der sidder tæt på kanten – ofte rammer jeg forkert. Men den ser stadig flot ud.

S9+ har også en af de bedste skærme i testen. Med en QHD opløsning på 2.960x x 1.440 er den imponerende flot og skarp. Den er dejlig lysstæk og Samsungs Super AMOLED er altså bare en af de fedeste skærme der findes på markedet.

Og så er skærmen hurtig, der er absolut ingen lag når du bruger skærmen, og det er en fornøjelse at arbejde på den.

Skærmen her også et allways-on display. Og udover at det giver dig tiden og notifikationer, så ser det også ret fedt ud.

Du kan åbne mobilen med både fingeraftryk og ansigtsscanner, og fingeraftryksscanneren er placeret godt og den fungerer lynhurtigt. Men desværre kan jeg ikke være helt så positiv når det kommer til ansigtsscanneren.

For det første skal du klikke på en knap på mobilen for at vække mobilen, for det andet så er ansigtsscanneren langsom – hvis den overhovedet virker. Den bruger alt for lang tid, og jeg endte med at vælge at bruger fingeraftryksscanneren i stedet – lidt surt.

Klassisk Samsung interface

Samsung lægger deres eget skin ned over Android, og det er blandt andet med til at give dig den sekundære skærm på siden af din mobil.

Men Samsung har desværre også en tendens til at smide en masse apps og anden blotware ned på deres mobiler, og det er også tilfældet her. Og så er der funktioner som deres Bixby-tjeneste der blandt andet kan oversætte tekster for dig, og som gør at du kan betjene mobilen med tale. Den kræver bare at du opretter en speciel Samsung-konto, og deler data med Samsung. Og den tapper også unødigt mange kræfter i din mobil.

Men udseendet af Samsungs Android-version er nu i top. Det understreger det eksklusive design på deres mobil.

Fantastisk ydelse

Samsung Galaxy S9+ er testens næst hurtigste mobil når det kommer til rendyrket benchmark, og du kan godt mærke det når du arbejder med den – den er meget responsiv og åbner apps lynhurtigt.

Det eneste sted en halter lidt i vores benchmark er når det kommer til hukommelsestesten. Her klarer den sig faktisk ret ringe, og det kan godt bekymre mig. For det kan betyde at load af spil eller andre store apps kommer til at tage længere tid. Jeg oplevede det nu ikke under testen, men det kan være at den øvrige hastighed er så høj, at det hele jævner lidt ud.

Når det så er sagt, så er det en fornøjelse at spille på en ny Galaxy S9+, alt går dejlig hurtigt og opløsningen er som sagt helt i top, og det er bare fedt.

Et virkeligt fedt kamera

Der er ikke mange mobiler på markedet der kommer i nærheden af Samsung når det kommer til funktioner eller kvalitet. Huawei overhaler med deres P20 og P20 Pro og men ellers er der ikke andre i testen der har et bedre kamera.

Samsung har solidt fast i at implementere kameraer i deres smartphones, og S9+ er ingen undtagelse. Jeg er helt vild med dette fede kamera, billederne er af meget høj kvalitet, gode og skarpe og kameraet er lynhurtigt. Og det mærkes virkelig at der er kommet et dobbelt kamera i mobilen.

Farverne er stadig lidt for mættede, men man skal lede efter det for at få øje på det – hvilket jeg naturligvis gør.

Kontrastbilleder kunne godt være bedre, her har mobilen lidt problemer med at gengive både skygger og lys på samme tid. Men det er i virkeligheden småting.

Der er en række superfede funktioner i selve kameraet, blandt andet muligheden for at lave din egen animerede Emoji (som det så kun er andre med Samsung Galaxy S9/S9+ mobiler der kan se), du kan vælge selektiv fokus, hvor du vælge fokus og så sløres resten og en række andre fine indstillinger, blandt andet Pro-tilstand, hvor du selv kan justere kameraets indstillinger.

Men hvor Samsung Galaxy S9+ virkelig imponerer er med deres super-slow motion. Den optager i 960 billeder pr. sekund, men det imponerende er måden funktionen er indarbejdet på.

Du starter med at optage, og i starten er det almindelig video. Men når der så kommer bevægelse i centrum af søgeren (er fremhævet på skærmen), så starter super-slow motion optagelsen automatisk. Og når de 0,2 sekunder er optaget og gemt så fortsætter mobilen af sig selv. Du behøver ikke gøre noget – bare peg mobilen det rigtige sted hen og tænd for funktionen. Det gør det altså markant lettere at få de fede optagelser i super-slow motion. Klar den bedste implementering af den funktion her i testen.

Helt så godt går det så ikke når det kommer til optagelser i lav belysning. Hvis du bare skyder et billede bliver det mørkt og sløret. Og hvis du vil bruge den særlige ”super low light” funktion, så skal du altså have sat din mobil op i et stativ, for ellers får du dårlige billeder. Her taber kameraet mange point i forhold til Huawei P20 og P20 Pro.

Samsung selv bryster sig meget af denne funktion, men jeg fik den aldrig til at fungere ordentligt.

Men det ændrer ikke ved at det er et fedt kamera og klart det tredje bedste i testen. Lidt bedre kontrast ville have løst mange problemer – men det ville kræve et dobbelt kamera.

Produktinformation

  • Produktnavn: Galaxy S9+
  • Producent: Samsung
  • Skærm: 6,2”, Super AMOLED i QHD, opløsning 2.960 x 1.440
  • Cpu: Octa Core, 2,7 GHz, 1,7 GHz
  • Forbindelser:  802.11 a/b/g/n/ac 2.4G+5GHz, VHT80 MU-MIMO, 1024-QAM, Bluetooth v5.0 (LE up to 2 Mbps), Jack-stik.
  • Bagkamera: 12.0MP + 12.0MP, F1,5/F2,4 (dobbelt blænde), F2,4
  • Frontkamera: 8MP, blænde f/1.7
  • Batteri: 3.500 mAh
  • Hukommelse: 6GB RAM, 64GB lager
  • Dimensioner: 158,1 x 73,8 x 8,5 mm
  • Vægt: 189 gram
  • Pris: Set til 7.270 kroner
  • Se mere hos Samsung

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Der er ingen tvivl om at vi her har testens næstbedste mobil. Den er imponerende hurtig, har et fedt desig og en flot skærm i super opløsning. Kameraet er godt, og Samsung formår virkelig at udnytte de to 12MP kameraer optimalt.

Men kameraet er altså ikke så godt som testvinderen, og det sammen med prisen er med til at trække ned i bedømmelsen.

Men når det kommer til super-slow motion så styrer Samsung for vildt – hvad jeg dog ikke kan sige om optagelser i dårlig belysning.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?