Volvo Cars vil gøre Apple CarPlay bedre i deres biler

Volvo Cars har netop rullet en spændende trådløs OTA-opdatering ud, der vil gøre oplevelsen med Apple CarPlay endnu bedre i Volvos infotainmentsystemer

Foto: Volvo Cars

Den nye opdatering gør det muligt at tilgå Apple Maps og andre navigations-apps på skærmen bag rattet. Opdateringen lover at gøre det mindre kompliceret at tage opkald, da det nu bliver muligt at besvare, afvise og slutte opkald med knapperne i rattet og på skærmen i midten, ligesom skærmen i midten også vil vise medieinformation, der gør det nemmere at afspille, pause og skifte mellem sange, når man hører musik.

Med opdateringen kommer også en række ændringer, der skulle forbedre oplevelsen for bilens fører. Som noget nyt får man mulighed for at skifte mellem førerstøttefunktioner med knapperne på rattet, og man kan vælge, om sidespejlene skal slås ind eller fortsat være foldet ud, når bilen låses. Derudover omfatter ændringerne blandt andet mindre optimeringer af motorkalibrering og forskellige fejlrettelser.

Den nye Apple CarPlay-opdatering er tilgængelig for alle Volvo-ejere globalt, der har Google integreret i deres bil.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.