Vi har ikke haft glæden af Xiaomi så længe på det danske marked endnu, men deres Redmi 11-mobiler får allerede nu en afløser, nemlig 12-serien. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Xiaomi sidste år var det næstestørste mærke af mobiltelefoner i Europa, og nu vil Xiaomi slå fast at de hører til i toppen med deres næste serie af mobiler.
Xiaomi 12-serien lover at komme med nye og spændende AI-algoritmer og softwareværktøjer, der muliggør foto- og videoredigering i professionel liga – direkte på mobilen.
Kameraet i Xiaomi 12 Pro og Xiaomi 12 har 3 objektiver, hvor begge har et kraftigt vidvinkelkamera på 50MP, og som understøtter 8K-video.
I Pro-modellen er alle tre objektiver på 50MP, og så er der en ekstra stor senros fra Sony, IMX707, der skulle kunne indfange mere lys og flere farver, og have en hurtigere fokuseringshastighed end tidligere modeller.
12-modellen får udover hovedkameraet et 13MP ultravidvinkelskamera og et 5MP teleobjektiv.
En af de nye AI-funktioner i kameraet er ProFocus, der skulle identificere og spore objekter i bevægelse, for at mindske risikoen for at billeder bliver slørede eller mister fokus.
Der er også kommet Ultra Night Video med, der skulle give nye muligheder for at optage film i svag belysning.
Herudover kommer der en masse redigeringsunktioner, så som Parallel world, Freeze Frame og Magic Zoom.
Skærmen på begge mobile er af typen AMOLED Dot Display, der understøtter TrueColor, Dolby Vision og HRD+ og er forstærket af Gorilla Glass Victus.
Xiaomi 12 Pro har en skærmstørre på 6,73″ mens 12-modellen har en størrelse på 6,28″.
Batterierne er på 4.600 mAh for den store model, mens den mindre model har et batteri på 4.500 mAh.
Senere på måneden vil begge modeller blive introduceret på det Europæiske marked, og der forventer vi også at priser og tilgængelighed vil blive annonceret.