Yurbuds Signature Series ITX-1000 er et in-ear headset der er kablet. Det gør ikke brug af bøjle, men sidder direkte ind i dit øre.
Yurbuds headsettet er specielt udviklet til at sidde godt fast, og det kan vi kun skrive under på. Du kan hive og flå i kablet, og ørepropperne flytter sig ikke så meget som en millimeter når de først er sat ind i dit øre.
Det er ikke specielt vanskeligt at tage headsettet på, men det samme kan vi ikke sige når det skal tages ud igen. For netop det der gør headsettet specielt – at det sidder godt fast, er også det der gør at det er svært at få ud igen. Faktisk så oplevede vi ved flere lejligheder at øreproppen blev inde i vores øre når vi forsøgte at tage headsettet af.
Ledningen der forbinder headsettet med din smartphone er blød og meget fleksibel, hvilket vi kun kan sætte pris på. Til gengæld mangler der en hver form for kontrol, headsettet kan levere lyd og det er det. Skal musikken mutes eller skal der skrues op/ned så skal du ned på din smartphone. På samme måde er der heller ingen mikrofon i headsettet, så det kan ikke bruges til at føre mobilsamtaler i.
Komforten: 80%
Det er en meget svingende oplevelse at have Yurbuds headsettet på. Det presser en anelse på dit øre, og selvom man ikke lige mærker det i kampens hede, så er det noget du vil reagere på over tid.
Det er en blanding af presset i øret og den specielle belægning på ørepropperne der gør, at du efter et stykke tid bliver lidt øm i øret. Når du så kommer til slutningen af træningen og bare vil have headsettet ud, så skal lige passe på. For hvis du bare hiver det ud, så gør det ondt. Headsettet skal tages lidt forsigtigt ud af øret.
Både til kredsløbstræning og styrketræning sad headsettet suverænt godt på hovedet. Det ikke så meget som flyttede sig en mikrometer, men det var også skyld i, at vi faktisk blev lidt ømme i ørene af at bruge det. Det var ikke så meget som ved visse headsets, men nok til at det trækker ned i den samlede komfort.
Den lave vægt er også med til at give en god oplevelse med komforten, og her skal Yurbuds have ros, det er godt gået.
Lydkvalitet: 85%
I dag er det JBL der ejer Yurbuds, og man kan godt høre lidt af den klassiske JBL-kvalitet i musikken. Men det er også tydeligt at Yurbud endnu ikke helt er opslugt af JBL. Det betyder blandt andet at lydkvaliteten ikke helt er kommet op på den fantastiske standard som JBL holder sig.
Bassen var tydelig, men en anelse mudret. Men headsettet skal roses for at levere en ganske habil bas. Mellemtonen er også fin, om end den næppe vil vinde de store roser i HiFi medier.
Diskanten er en anden slag, det er faktisk væsentlig klarere end vi havde forventet, og det redder en del for det samlede lydbillede.
Men alt andet lige, så bliver det samlede i indtryk af billedet at det er ok, ikke fantastisk, dertil er bassen for dominerende og alt for mudret, men vi har også hørt værre.
Funktioner og tilbehør: 80%
Det eneste tilbehør Yurbuds har med sig, er en lille plastik taske og ikke andet. Vi mangler ganske alvorligt en betjeningsknap på ledningen. Det er rigtig irriterende at vi hele tiden skal have fat i vores mobil, hver gang vi skal pause, skrue op/ned eller snakke i telefon.
Yurbuds Signature Series ITX-1000 er et rendyrket headset, der er ikke nogen app, eller andre funktioner, og det afspejler prisen hvilket er ganske flot.