
Den koreanske elektronikgigant var blandt de allerførste, der sendte et kurvet tv på banen, og nu har de så kombineret det med deres smart-tv. Vi har haft mulighed for at kigge nærmere på modellen HU8505, som med sine 65” hører til blandt de største kurvede tv vi har kigget på.
Generelt er vi meget begejstrede for tv’et, men det kurvede tv giver også udfordringer for tv-kiggeriet, og lyden mangler lige lidt i at få klokkerne til at ringe.
Det første indtryk
Tv’et i sig selv er både flot og elegant. Det er skønt at se, at selvom tv’et er stort, så virker det stadig meget eksklusivt og er et elegant møbel.
Med til tv’et føler der to fjernbetjeninger, den ene til den rene tv del, mens den anden styrer smart-tv delen. Nuvel – det er både en fordel og en ulempe. Det er klart en fordel, at man ikke skal lede efter funktioner på en kæmpe stor fjernbetjening. Men omvendt så er det en ulempe, at man skal holde styr på to fjernbetjeninger.
Samsung skal dog have ros for at have ladet visse funktioner gå igen, som for eksempel volumenkontrollen, så hvis du sidder med fjernbetjeningen til smart-tv’et kan du stadig skrue op og ned for lyden, uden du skal have fat i fjernbetjeningen til tv’et.
Placeringen er vigtig
Da vi så gik i gang med at kigge nærmere på tv’et, blev det ret hurtigt klart for os, at der er to ting, der skal tages højde for. Dels selve placeringen af tv’et, for desværre viste det sig, at HU8505 er ret følsom over for lysindfald. Vi oplevede ofte, at der var mange reflekser i skærmen. Vi klarede det ved at mørkelægge godt og grundigt, men det var stadig lidt irriterende. Den kurvede form var klart med til at gøre det mere besværligt at placere tv’et korrekt i forhold til lysindfald.
Det næste var placeringen af os. Den optimale position var, ikke overraskende, lige foran tv’et, så det var der, vi brugte det meste af tiden. Men vi prøvede også at placere os ude til siden, og måtte konstatere, at selvom billedet var godt herude, så var det markant dårligere, end når vi sad i den optimale position.
Det flotte billede
Som vi startede med at skrive, så havde vi nogle betænkeligheder med et kurvet tv, for at være helt ærlige, så mente vi, at et kurvet tv primært er et marketingstunt.
Men der gik ikke længe, inde vi måtte kaste håndklædet i ringen. Billedet stod skarpt og klart, og i løbet af små 10 minutter mærkede vi effekten af det kurvede tv – og det blev en endnu mere fantastisk oplevelse at se på skærmen.
Men som vi også noterede lidt tidligere i denne artikel, så er skærmen nok utrolig flot, skarp og klar i farverne, men den har også utrolig mange reflekser. Så der skal virkelig skærmes godt og grundigt af.
Farverne er flotte og naturtro og alt i al så er det en fed oplevelse at se film på HU8505, og Samsung skal have ros for at have fremstillet et tv, der både er let at betjene og som har et rigtig flot billede.
Lyden acceptabel
Tv’et har indbygget lyd, og de højttalere klarer sig helt ok. Men i standardindstillingerne mangler der en hel del i bassen. Et tv af denne klasse fortjener langt bedre lyd, og hvis vi havde været investeret i et tv af denne klasse, så ville vi nok udstyre den med en soundbar.
Lyden kan dog forbedres en del ved at vælge en lydindstilling, der hedder ”Film”, så kommer der en helt acceptabel ’surround sound’.
Opsamling
Alt i alt har vi være meget begejstrede for tv’et, vi havde nogle fantastiske oplevelser med film, som vi virkelig blev draget godt og grundigt ind i.
Smart-tv-delen fungerede rigtig godt, og det var let at komme til de apps, som var født på tv’et. De enkelte apps starter lynhurtigt, og det er let at navigere rundt i menuen.
Men man skal også gøre sig klart, at det er et tv der har en markant prismærkat – og du skal i dag finde små 24.000 kroner, hvis du ønsker at tage dette tv med hjem.
Diskussionen er så, om 24.000 kroner er for dyrt for et tv. Godt nok er det stort, og billedet er flot, men du kan også købe mindst to ikke-kurvede smart-tv til den pris.
- Produktnavn: Samsung HU8505
- Producent: Samsung
- Processor: Quad Core+
- Indbygget WiFi
- Ultra Clear Panel
- Opløsning: UHD
- Indbygget kamera
- Antal tunere: 2 stk.
- Skype klar
- Forbindelser: HDMI, usb
- Multiroom tilkobling
- Pris: Set til kr. 23.999,-
- Mere information hos Samsung
Samlet vurdering 80%
Jo, vi er glade for tv’et. Billedet hører til blandt de flotteste, vi har set på et tv, oplevelsen er i top, og smart-tv delen fungerer perfekt. Tv’et er let at betjene og er elegant at have stående i stuen. Vi kunne ønske os lidt bedre lyd, og vi så også gerne prisen komme lidt længere ned.