Prisbillig espressomaskine overrasker positivt

Philips Saeco har sendt en fuldautomatisk espressomaskine på gaden, der skal appellere til den almindelige kaffedrikker

Saeco minuto

Alle billeder i denne test er taget af vores husfotograf: Sally Megyessi www.sallymeg.dk

Du får, hvad du betaler for. Sådan er det oftest. Men fra tid til anden støder du på et produkt, som overrasker dig positivt, fordi du får mere for pengene end forventet – Saeco Minuto er sådan et produkt. I vores test af Saeco GranBaristo Avanti fortalte vi, hvordan Philips forsøger at redefinere Saeco-brandet, fordi det har et blakket ry i kaffebranchen. Vores test af det nye flagskib i Saeco-serien imponerede os, og forsøget på at forbedre brandet var en begyndende succes. Nu har vi fået den nye fuldautomatiske Saeco Minuto-espressomaskine inden for dørene, og endnu en gang imponerer Philips os.

Saeco Minuto ligger i den anden ende af prisskalaen med en pris på kr. 3.999 i forhold til Saeco GranBaristo Avanti, der koster kr. 15.999.

Designindtryk og materialekvalitet

Kasper siger: 

Ligesom med GranBaristo Avanti sparer Philips penge på materialevalget. Saeco Minuto virker som en lettere tynd og vakkelvorn plastikskal. Espressomaskinen har to låg i toppen. Venstre side er til vand, mens jeg kan hælde hele espressobønner i højre side, når jeg løfter låget. Når låget løftes, føler jeg, at den tynde plastik virker skrøbelig, mens kontrolpanelets gummiknapper i toppen nærmest føles som om, de falder ud, hvis jeg trykker hårdt på dem. Kaffedyssen er ligeledes lavet af tynd plastik, og når jeg justerer højden på dyssen, så der kan stå en lav kop eller et højt glas under den, er jeg ligefrem bange for, at den knækker af.

Nu har jeg været en smule hårdhændet over for Minuto-maskinen, og den er endnu ikke gået i stykker, hvormed skrøbeligheden er en fornemmelse frem for et reelt problem. Ikke desto mindre føles Saeco Minuto som et discountprodukt, og designet er lettere kantet og klodset, hvormed den italienske lækkerhed i udseendet er ikke-eksisterende. Men igen, maskinen er i den lave ende af prisskalaen.

Lars siger:

Det var tydeligt at Philips havde skåret et par hjørner ved design og produktion af denne espressomaskine. Men det kunne jeg sagtens leve med. Prisen var tilstrækkelig lav til at det var acceptabelt, og selvom der var lidt plastik over den, så så den faktisk pæn og nydelig ud – prisen taget i betragtning.

Men det er klart en bekymring, at den risikerer at gå i stykker, og er det så muligt at skaffe reservedele til den?

Funktioner og brugervenlighed

Kasper siger: 

Saeco Minuto byder ikke på avancerede funktioner og raffinerede brygningsmetoder. Den automatiske espressomaskine brygger espresso og almindelig kaffe, og den kan skumme mælken med varmt vand takket være dampdyssen i venstre side. Alligevel formår Saeco Minuto at imponere mig.

For maskinen har en keramisk kaffekværn i højre side, og selv om låget til bønnebeholderen på ingen måde er lufttæt, så er det ikke muligt for sollyset at trænge igennem det sorte plastiklåg, hvormed mine gode espressobønner ikke mister sin aroma til solens stråler. Når jeg påbegynder kværningsprocessen, kan jeg justere på kværningsgraden, hvormed espressoens smag og fylde ændres – det gøres dog manuelt med et monterbart håndtag.

Vandbeholderen i venstre side kan tages ud af maskinen, og den kan rumme op til 1,8 liter vand. Irriterende er det dog, at bunden af beholderen har et lille forhøjning, hvori et lille vandfilter er indsat. Jo, jeg er glad for vandfilteret, så der ikke kommer snask med i kaffen, men det irriterer mig, at de sidste milliliter vand i bunden ikke kommer med, fordi der går dyrbart islandsk kildevand til spilde. Jep, jeg er lidt af en snob, hvad angår ingredienser til den gode kop kaffe. Dette problem er dog ikke unikt for Philips, da mange andre espressomaskiner fra andre producenter har samme filter og forhøjning, men det gør det ikke til en mindre irriterende detalje at Philips også er hoppet med på denne vogn.

Det var så al galden, der kom ud. Saeco Minuto skal have ros, fordi den både nemt og hurtigt kan brygge espresso. Jeg trykker på espressokop-ikonet, og det tager maskinen 47 sekunder at brygge en dejlig varm og aromatisk kop espresso. Skal der brygges to kopper, tager det 1,32 minutter. Mælken er let at skumme. Det tager mindre end 30 sekunder at få 100 ML mælk varmet op og skummet godt igennem, hvormed der er rigeligt til begge kopper.

Saeco Minuto er ikke alene meget brugervenlig og hurtig til at brygge espresso. Maskinen formår også at give et godt overblik. Er det på tide at fylde mere vand eller bønner i beholderne lyser en lampe højre side af kontrolpanelet i toppen. Skal jeg rengøre maskinen indvendig, lyser en lampe. Er beholderen til kafferester fra brygningerne ved at være fuld, ja, så lyser en lampe. Skal dyret afkalkes, så lyser… okay, du har fattet det. Sum af summarum er, at Philips har gjort det let for mig at vide, hvornår der er noget, jeg skal handle på.

Selve rengøringen af maskinen er yderst nem. Du trækker frontpanelet ud af maskinen. Den ydre drypbakke er en del af den indre, og beholderen til kaffegrums sidder oven på drypbakken, så alt kommer med, når fronten trækkes ud. Selve kaffestemplet kan tages ud af højre side, og den skal blot skyldes med varmt vand for at fjerne kaffegrumset, der sidder rundt omkring på stemplet. Det tager mig cirka fem minutter at vaske og tørre al indmaden. Tak, Philips, I har gjort det yderst nemt og hurtigt at rengøre en espressomaskine!

Lars siger:

For en kaffeamatør som undertegnede er det fedt, at der ikke er så mange indstillinger at rode med. I modsætning til Kasper, så har jeg alligevel ingen ide om, hvordan temperaturen påvirker kaffens smag, eller hvorledes finheden af kaffekværnen gør det samme. Jeg er helt tryg ved at overlade den del af brygningen til Philips.

Når det så er sagt, så tilslutter jeg mig Kaspers betragtninger om lågets lystæthed, og letheden hvormed man skifter vand og udskifter kaffebønner. Jeg må også give Kasper ret i, at det er irriterende og uforståeligt at der skal være en fordybning ved filter/ventil til vandet, som gør at der altid står vand tilbage. Hvis du ikke husker at tømme, og ideelt skolde, vandbeholderen så er der en reel risiko for at du tager grimme bakterier med over til de næste brygninger. Kan vi lige få gentænkt det design, tak…

Jeg er altså også nødt til at revse Philips for måden, kaffekværnen skal indstilles på. Jeg bryder mig bare ikke om ideen med, at kaffemaskinen skal køre, før det er muligt at indstille kværnen. Det ville jeg godt have mulighed for at gøre i ro og mag, uden den kværner kaffe.

Når det så er sagt – så er det en dejlig cremet espresso maskinen fremstiller. Den larmer en del, når den fremstiller kaffen, men den smager dejligt og har en skøn konsistens.

Igen sætter jeg som kaffenybegynder pris på, at den er så let at betjene. Der er ikke så mange knapper at trykke på, alt er overladt til automatikken. Herligt og virkelig brugervenligt. Selv det at skumme mælk er relativ let, og rengøringen her er ikke så pokkers besværlig. Bare husk på at det helst skal gøres med det samme.

Let rengøring, jo og nej. Jeg ved godt, at Kasper synes det er let. Men der stadig pokkers mange dele, der skal gøres rene, og der er mange kringelkroge i de enkelte dimser. Så selvom den er let at skille ad, så tager det lidt tid at gøre den ren. Heldigvis er det ikke noget, der skal gøres tit. Men husk lige på, at det kræver lidt tålmodighed at få den ordentlig ren.

saeco minuto

Mellem sibirisk landsbyhospital og strygerkvartet

Kasper siger: 

Jeg har mine fordomme – indrømmet. Når jeg ser et prisskilt på kr. 3.999, skriger det ikke ligefrem af gourmetkaffe i mine ører. Men jeg er også bevidst om mine fordomme, hvormed de kan være produktive; for er der hold i dem?

Nej, det er der ikke! Philips leverer en kaffeoplevelse, der snildt kunne ligge et par tusinde kroner højere ud fra isenkrammet. Givet, jeg får ikke den samme oplevelse, som hvis maskinen havde ligget på den anden side af kr. 10.000, men alt er relativt, og Saeco Minuto skal bedømmes efter det niveau, den er udviklet til – og her excellerer maskinen.

Philips har fundet en god måde at brygge espressoen på. Maskinen kværner bønnerne på sådan en måde, at olierne og dermed aromaen bevares. Dosen af friskkværnede bønner passer fint til mængden af vand, der bruges til at lave en kop espresso, mens maskinen stempler bønnerne tilstrækkeligt inde i cylinderen, hvor espressoen brygges. Resultatet er en rigtig god kop espresso, der både er cremet og fyldig i sin smag. Saeco Minuto formår at få nogle af de finere nuancer med i brygningen, og det er vigtigt for en kaffesnob som mig.

Da jeg prøver en caffe latte, er det vigtige, at mælken får en høj temperatur og godt med skum, når den bliver skummer den op. Også her er resultatet i den høje ende. Mælkeskummeren varmer dampen op omkring 70 grader, hvilket efter min mening er en fin temperatur, og når mælken kommer over i glasset med espressoen, efterlader den et flot og cremet skum – en veritabel kaffestrygerkvartet spiller på mine smagsløg.

Jeg vil ikke begynde at kritisere Saeco Minuto for, at det ikke er muligt at justere vandets temperatur for at få mere ud af bønnerne, ligesom jeg heller ikke kunne drømme om at kritisere fåtallet af brygningsmuligheder. Maskinen koster kr. 3.999, og jeg synes ikke, at man med rimelighed kan forvente meget mere end, espressomaskinen tilbyder.

Til gengæld vil jeg pege fingre af kaffefunktionen, som Philips har plastret på Minuto’en. For der er en knap til espresso og en til almindelig kaffe. Dermed forventer jeg, at espressobryggeren også kan håndtere bønner til almindelig filterkaffe ud fra reglerne om, hvordan filterkaffe skal brygges – men nej. Mine almindelige kaffebønner håndtere som var de espressobønner, og den eneste nævneværdige forskel er, at koppen fyldes mere op i forhold til en espressobrygning. Smagen af filterkaffe er ikke-eksisterende, og langt de fleste smagsnuancer forsvinder. Kaffen spyttes ud med højt tryk i stedet for at lade vandet sive igennem de finmalede bønner, der afgiver aroma. Resultatet leder tankerne hen på en billig kaffeautomat, der griner af én i venteværelset i et sibirisk landsbyhospital. Mere vodka i kaffen, tak – den er allerede ødelagt.

Lars siger:

Jeg leder ikke efter strygekvartet eller violinkoncerter når jeg drikker kaffe. Men jeg ønsker, at kaffen smager godt, og det er tilfældet med Minuto’en. Til under kr. 4.000 har jeg mulighed for at få en fuldautomatisk (på nær mælkeskummeren) espressomaskine, der fremstiller en kop espresso let og problemfrit på kort tid. Det er min slags maskine.

Jeg undrer mig over, at vandet, der bruges til damp, kun er omkring 70 grader. Det er rigeligt til at lave mælkeskum, men du kan i realiteten ikke bruge den til at koge vand til te. Her skal vi op på mindst 80 grader, før det er en mulighed.

Men så længe du er klar over det, er det ikke noget problem – blot noget du skal være opmærksom på. Det betyder dog, at du ikke kan afskaffe vandkogeren, så hvis du tror at du kan slippe af med noget køkkengrej som følge af indkøb af Minuto’en så tro om igen – du bliver nødt til at allokere mere bordplads til dine køkkengadgets.

Jeg er helt med på Kaspers betragtning om, at den ’almindelige’ kaffe, den kan brygge, er tæt på udrikkelig. Lad være med at fortælle at den kan lave almindelig kaffe – det kan den bare ikke.

God til almindelige kaffebehov

Kasper siger:

Har du behov for en espressomaskine, der laver en hurtig og god kop til dig, er Saeco Minuto noget for dig. Hvis du ikke efterspørger en gastronomisk kaffeoplevelse, er Saeco Minuto bestemt anbefalelsesværdig. Er du kaffesnob med hang til finindstillinger og justeringer af smagsbarometeret, så skal du højere op i prisniveauet.

Philips formår at smække rigtig mange fede funktioner ind i en fuldautomatisk espressomaskine til under kr. 5.000, hvilket imponerer. Samtidig er Saeco Minuto enormt brugervenlig, og den kræver meget lidt tid at rengøre ugentligt. Derfor vil jeg varmt anbefale dyret her til alle, der leder efter en relativ billig espressomaskine og ikke stiller de store krav til smagsoplevelsen.

Lars siger:

For folk som mig, der ikke er så kræsne når det kommer til espresso, men som sætter pris på at det meste sker fuldautomatisk, og at resultatet hører til i den bedre ende, ja så er dette en virkelig god maskine. Hvis jeg skulle have en espressomaskine stående i mit køkken, så måtte det rigtig gerne være Minuto.

Netop automatikken gør den attraktiv for mig, og når den så samtidig fremstiller en rigtig god espresso, så er jeg altså solgt. Selvom den fylder noget, så er den ikke kæmpestor, og den ville uden problemer kunne få en plads blandt mine køkkengadgets.

Prisen er også rigtig attraktiv, dog trækker det lidt ned, at jeg hverken kan afskaffe vandskoger eller almindelig kaffemaskine.

Produktinformation

  • Navn: Minuto HD8821
  • Producent: Philips Saeco
  • Maksimal kophøjde: 15,2 cm
  • Vandbeholder: 1,8 l
  • Pumpetryk: 15 bar
  • Dimensioner: H 33 cm x B 21,5 cm x D 42,9 cm
  • Vægt: 7,2 kg
  • Vejledende udsalgspris: Kr. 3.999
  • Mere information her

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

Philips Saeco Minuto lever i høj grad op til vores forventninger til en fuldautomatisk espressomaskine. Vi får en rigtig god kaffeoplevelse på stort set ingen tid, og Minuto’en er både brugervenlig samt let at rengøre. Det trækker dog ned, at byggematerialet er relativ skrøbelig plastik, mens maskinen spytter elendig ”filterkaffe” ud. Leder du efter en espressomaskine til almindeligt kaffebehov, går du bestemt ikke galt i byen med Saeco Minuto.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?