CES 2019: Brætspillet smelter sammen med den fysiske verden

Startup-firmaet Wizema har lige lanceret SquareOne, et brætspil der blandt andet består af en berøringsfølsom skærm, brikker, kort, en terning og meget mere. Nu smelter den fysiske og digitale gamingverden for alvor sammen

Vi har før set spil der benytter en smartphone eller tablet som en del af spillet. Men primært har gameplay stadig ligget på brættet, og den digitale del har været en hjælp til spillerne. Men med SquareOne bliver det fysiske og digitale aspekt smeltet sammen, og det kan da heller ikke undre at Wizama har fået Innovation Awards 2019 på CES i gamingkategorien.

Nogle gange fødes gode ideer ud af nødvendighed, og som det gamle mundheld siger: “Nød lærer nøgen kvinde at spinne” (jeg underskylder på forhånd for alle der måtte føle sig krænkede over at jeg benytter et gammelt mandschauvinistisk udtryk her i artiklen). I dette tilfælde en far der var frustreret over at skulle kæmpe mod en iPad om sin datters opmærksomhed.

Det blev så til SquareOne, som er verdens første forbundne brætspil der smelter den digitale og analoge virkelighed sammen på en ny og spændende måde.

Spillet består af en 19”-skærm der bruger forbundne brikker, kort, terninger og meget mere til at skabe en total oplevelse. Hver gang du bruger en af de dimser der er med til spillet, bliver den interaktion beregnet og vist i real tid på konsollen/skærmen.

I en pressemeddelelse fortæller Franck Botta, CEO hos Wizama:

”Ved at kombinere brætspillet og videospillet kan vi tilbyde familie og venner en måde at opleve masser af sjov og spændende oplevelser uden at generationskløften eller irritationsmomentet over at skulle læse en stor regelbog kommer i vejen. Vi giver måde for flere generationer at spille sammen, og hvor alle kan deltage, leve med i og konkurrere – ja du kan endda snyde i spillet.”

Spillepladen, eller konsollen om du vil, opdager selv når du sætter kort og brikker op, og starter automatisk det korrekte spil (ja – der er mere end et spil i SquareOne), og når du kaster terningen, bliver værdien automatisk sendt til konsollen via Bluetooth og NFC, og spillerne bliver guidet til deres næste træk – ikke hvad de præcist skal gøre, men hvilken aktion de skal foretage. Og bare rolig – du skal ikke til at skifte batteri i terningen, den kræver nemlig ikke batteri.

SquareOne er udstyret med et AI, så konsollen tilpasser sig til spilleren, alt afhængig af hans alder og viden. Intuitive tutorials gør at du ikke skal læse lange regelsæt, og den trælse opgave med at tælle point og sætte spillet op og styre det bliver lettere. At jeg så personligt nyder den del, er nok bare fordi jeg er en antikvarisk gammel brætspilfanatiker.

Spillene kan starts direkte fra konsollen, og her kan du også få den til at optage spil, genstarte en kamp og sætte profiler op. Under et spil kan hver enkelt spiller vælge at spille i et af 32 forskellige sprog – det synes jeg faktisk er ret fedt.

Wizama har indgået partnerskab med flere brætspilsfabrikanter og videospilsproducenter, for at kunne tilbyde en lang række forskellige oplevelser, og garantere at der løbende kommer nyt indhold til platformen.

Når SquareOne kommer på markedet til sommer vil følgende titler være klar:

  • Oya Stones: Der er inspiret af Snakes & Ladders
  • Chromacy: Et taktisk spil der handler om at erobre territorier
  • Krubera: Et tantisk og chancespil, hvor du skal skyde bobler og samle værdifulde sten
  • Cosmo Squabble: Et 2 mod 2 shooterspil, der bruges med forbundne kort
  • Fistful of Screws: Rollespil der foregår på en losseplads, hvor dyrene hersker. Her skal du spille som et af de specielle dyr

Tekniske specifikationer

  • Dimensioner: 482.4 x 422.1 x 31 mm
  • Vægt: 3.2 kg
  • Multi-Touch display TFT-LCD active matrix 19”
  • Betragtningsvinkel: > 170°
  • Processor: Computing Hexa-Core ARM
  • Kapacitet: RAM 2GB Disk 64/128GB
  • Lyd: Fire højttalere
  • Lager i skyen
  • Indbygget strøm og batterie. Genoplades via strømforsyning. Passive terninger
  • Porte: 1 micro-usb-port
  • Forbindelser: Wi-Fi (802.11a/b/g/n), Bluetooth 4.2 Low Energy og NFC (Near Field Communication)
  • 32 sprog: English (Australia, UK, U.S.), Chinese, French, German, Italian, Japanese, Korean, Spanish, Arabic, Catalan, Croatian, Czech, Danish, Dutch, Finnish, Greek, Hebrew, Hindi, Hungarian, Indonesian, Malay, Norwegian, Polish, Portuguese, Romanian, Russian, Slovak, Swedish, Thai, Turkish, Ukrainian, Vietnamese

Kommer til sommer

I løbet af sommeren vil SquareOne være klar og prisen kommer til at ligge på omkring 3.500 kroner. Pakken vil indeholde fire interaktive brikker (blå, grøn, rød og gul), 54 magi-kort, en smart terning, et trådløst spor og en AC-strømforsyning.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?