Bevæbnet med vores smartphones fotograferer vi mere end nogensinde før. Mere end ni ud af ti danskere har inden for den sidste måned haft mobilkameraet i brug for at forevige livets små og store øjeblikke, viser en ny undersøgelse fra Sony Mobile. Men mobilkameraets tilgængelighed og brugervenlighed har også banet vej for andre og langt mere praktiske anvendelsesmuligheder.
I undersøgelsen svarer 60 procent, at de mindst en gang om måneden bruger mobilkameraet til at tage billeder af tekster og dokumenter, som de gerne vil huske eller dele med andre – det være sig alt fra opskrifter og huskesedler til regninger og varenumre. For aldersgruppen 16-29 år – de såkaldt digitalt indfødte – er tallet helt oppe på 84 procent. Her er det tilmed kun tre ud af hundrede, der aldrig gør brug af denne mulighed.
På samme måde benytter mere end halvdelen af os også mobilkameraet, når vi ude i butikkerne fotograferer produkter, som vi overvejer at købe, men gerne vil have andres øjne på først. Og mere end seks ud af ti tager billeder af ting derhjemme, som de enten ønsker at vise andre eller gerne vil finde igen ude i forretningen.
‟Det er ikke uden grund, at Smartphonen i dag er så er populær og uundværlig for rigtig mange af os. Udover at give os adgang til snart alle tænkelige former for kommunikation og underholdning, har den også gjort en masse ting lettere for os i dagligdagen. Når vi skal sende en kopi af vores pas eller kørekort til banken eller en myndighed, behøver vi ikke længere have gang i kopimaskinen eller scanneren – vi tager blot et billede med mobilen og sender det afsted. På samme måde kan vi underskrive f.eks. aftaler og købskontrakter og blot sende et billede af den pågældende side, fremfor at skulle scanne eller returnere alle dokumenter via posten. At de unge er længere fremme, hvad den slags små, praktiske genveje angår, er nok ikke en overraskelse for nogen”, siger Morten Johansen, marketingchef for Sony Mobile.