DJI er klar med ny, lille superdrone

DJI Mini 4 er en ny drone under 250 gram, der både gør det nemt at komme i gang med at flyve og byder på masser af avanceret teknologi

DJI Mini Pro 4 blev lanceret hos Droner.dk mandag den 25. september præcis kl. 15.00, hvor der var verdenspremiere. Foto: Henrik Malmgreen

Af Henrik Malmgreen

Nye, fælles EU-regler har generelt gjort det lettere for os alle at komme i gang med at flyve med drone. Især med de små droner under 250 gram er reglerne i dag ganske lempelige, hvilket blandt andet betyder, at man ikke behøver certifikat, men blot skal registrere sig som droneoperatør, hvilket man gør online på trafikstyrelsens hjemmeside. Samtidig er selve flyvereglerne meget fleksible, lige som der ikke er krav til forsikring.

Det har betydet stor efterspørgsel på netop de små droner, men uanset om, man er professionel fotograf eller almindelig bruger, vil man jo gerne have så god kvalitet på sine optagelser som muligt. Det har betydet, at man også i de små droner i dag finder rigtig god teknologi, som stille og roligt siver ned fra de større droner, der direkte henvender sig til det professionelle segment.

360 graders sikkerhed

Det er også tilfældet med den nye DJI Mini 4 Pro, som netop er lanceret. Hvis vi starter med at kigge på flyvesikkerheden er Mini 4 Pro udstyret med det, man vel kan kalde for 360 graders sikkerhed, forstået på den måde, at den er forsynet med sensorer, der sporer eventuelle forhindringer i alle retninger. Sikkerheden under flyvningen øges ligeledes af Advanced Pilot Assistance Systems (APAS), som sørger for, at dronen automatisk bremser og undgår forhindringerne.

En af udfordringerne ved at flyve med drone er, at man oftere, end man måske lige forestiller sig, kan møde interferens, der begrænser dronens rækkevidde, fordi signalet mellem drone og fjernbetjening forstyrres. DJI Mini 4 Pro byder på den nye RC 2 fjernbetjening samt DJI’s Ocusync 4.0 transmissionsteknologi, der skulle være med til at mindske dette problem.

Flotte specifikationer

Om det er rigtigt, kigger vi på i vores kommende test af dronen, hvor vi også kigger på, om den lever op til DJI’s rosende ord, når det gælder kvalitet af såvel stillbilleder som video. Meget lovende lyder det imidlertid i specifikationerne, at det er muligt ikke blot at optage 48 MB stillbilleder i RAW-format, men også er muligt at optage video i det, man kan kalde for videoverdenens RAW-format, nemlig 10-bit D-Log samt 4K op til 100 frames i sekundet.

DJI Mini 4 Pro er nu sat til opladning i stikkontakten, og vi ser frem til at teste den. Ganske som vanligt, når der er tale om DJI, fås den nye model i flere forskellige konfigurationer, det vil sige drone alene, drone med fjernbetjening og drone med fjernbetjening samt diverse tilbehør såsom ekstra batterier etc.

Priser

  • DJI Mini 4 Pro (DJI RC-N2): 6.299 kr.
  • DJI Mini 4 Pro (DJI RC 2): 7.799 kr.
  • DJI Mini 4 Pro Fly More Combo (DJI RC 2): 8.999 kr.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.