Fords selvkørende biler taler til dig med et blink

Trafikanter bruger fagter og håndbevægelser til at signalere deres færden i trafikken. Gestikuleren forekommer som naturlig kommunikation mellem mennesker. Men hvordan vil selvkørende biler kommunikere med omgivelserne?

Det undersøger Ford i øjeblikket med en lysbro, der signalerer bilens færden. Lysbroen er monteret øverst på bilen som en del af Fords forskning i selvkørende bilers kommunikation. Målet er, at selvkørende biler integreres i trafikken ved at kommunikere klart, tydeligt og sikkert med omgivelserne.

For at undersøgelsen skulle foregå på realistisk og naturlig vis, indførte Ford et ’menneskeligt førersæde’ i en Ford Transit Connect. Sædet er på kreativ vis designet til at ligne et førerløst sæde ved at gemme og kamuflere en fører i det, så forbipasserende trafikanter fik indtrykket af, at bilen var selvkørende. På den måde kunne bilens omgivelser forholde sig til lysbroens kommunikative egenskaber – henholdsvis hvide, lilla og turkise blink – mere effektivt.

“Grundlæggende handler det om at få trafikanter til at stole på selvkørende biler gennem visuel kommunikation, som alle kan forstå. Tanken om at forvandle en fører til et ’menneskeligt førersæde’ var en af de idéer, vi diskuterede længe, indtil vi kom frem til, at det var den bedste måde at teste teknologien på,” forklarer Thorsten Warvel, chef for lysteknologi hos Ford Europa.

Undersøgelsen blev foretaget i samarbejde med Chemnitz’ Tekniske Universitet i Tyskland og understøtter lignende Ford-forskning fra 2017 i USA. I denne omgang blev testprojektet blandt andet udvidet med ny lysplacering på toppen af bilen og to nye blinkfarver ud over den oprindelige hvide.

Testen viser, at 60 procent af de 173 adspurgte trafikanter i undersøgelsen fik indtrykket af, at den pågældende Ford Transit Connect var selvkørende. Sammen med observerede reaktioner fra yderligere 1600 deltagere viste det sig, at den turkise farve var det foretrukne kommunikationsblink. Det var ifølge de adspurgte i undersøgelsen mere mærkbart end hvidt og blev derudover sjældent forvekslet med farven rød i modsætning til den lilla blinkfarve. Undersøgelsen viste også en høj grad af accept og tillid til lysbroens signaler, der danner grundlag for yderligere udvikling og finpudsning af selvkørende bilers visuelle sprog med andre trafikanter.

“Øjenkontakt er vigtig – men vores undersøgelse viser, at trafikanter først og fremmest iagttager bilers gøren og laden, når de orienterer sig. Det næste skridt er at undersøge, hvordan vi gør lyssignalerne tydeligere og mere intuitive,” siger dr. Matthias Beggiato fra Chemnitz’ Tekniske Universitets psykologiske fakultet.

Førerne, der var forklædt som ‘menneskelige førersæder’, gennemgik inden undersøgelsen særlig træning for at sikre, at de på alle tidspunkter holdt øjnene på vejen. Optimalt udsyn var sikret gennem forklædningens falske hovedstøtte. Derudover sad en assistent skjult på bagsædet under hele forløbet, som også holdt øje med vejen forude.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2236 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?