Hjælp til at håndtere ældre IoT-enheder

Antallet af forbundne enheder i virksomheder stiger eksplosivt, men det er især ældre enheder der giver udfordringer. For det er svært at vedligeholde dem. Men ny platform fra VMware gør at selv ældre enheder kan håndteres og sikres

VMworld, Barcelona, Spanien

IoT-området er i hastig vækst, og det er lettere end nogensinde før at koble enheder på netværket. Det betyder også at der er mange enheder på nettet, der enten kommer fra ukendte kilder, eller er vanskelige at vedligeholde.

”Der er enormt mange forbundne enheder i dag. Vi forventer at der er omkring 50 millioner enheder online allerede nu, og der kommer endnu flere bare i løbet af 2020,” fortæller Lakshmi Mandyam, VP Product Management Edge/IoT at VMware til IT-Reload.

Problemet er at de fleste af de enheder der er online, er bygget op i siloer, så de virker lokalt men ikke i større netværk eller sammenhænge. Det gør at der ikke er nogen central måde at styre dem på, og derfor ses det ofte, at de slet ikke bliver vedligeholdt, og ofte mere eller mindre glemmes.

”Det var oprindelig ikke noget problem, for oprindeligt samlede de ikke så mange data op. Men når vi kigger på transformationen der sker, hvor data bliver genereret på kanten (the edge, red.), og hvor meget af arbejdsbyrden bliver afviklet der, så skal vi finde ud af, hvordan man trækker værdi ud af de data der genereres der,” pointerer Lakshmi Mandyam.

VMware har udviklet en leverandørneutralt platform, VMware Pulse, der er beregnet til at håndtere alle forbundne enheder, nye som gamle.

”Pulse kender og forstår langt de fleste IoT-enheder på markedet i dag, og gennem Pulse lader vi it-organisationerne få adgang til deres enheder, så de kan vedligeholde og opdatere dem,” siger Lakshmi Mandyam.

Lakshmi Mandyam. Foto: Lars Bennetzen

Skulle det så vise sig, at der findes IoT-enheder som Pulse alligevel ikke forstår, så er det muligt at programmere op mod det åbne API som Pulse har.

”Det Pulse i praksis gør er, at den får klientsoftwaren til at afvikle, så enheden opdateres, og gennem den indbyggede management console kan du let onboarde enheder,” forklarer Lakshmi Mandyam.

IoT stadig mere populært

Der er god grund til at få styr på virksomhedens IoT-enheder, for trusselsbilledet mod netop de enheder er stærkt stigende, og Lakshmi Mandyam fortæller at hun oplever, at virksomhederne er meget bekymret over den stigende trussel som IoT-enheder udgør.

Samtidig oplever hun, hvordan flere virksomheder i hele verden er begyndt at bruge IoT-enheder til at optimere deres processer med.

”De bruger de forbundne enheder til at overvåge og beregne lokalt, og derved kan processer overvåges og eventuelt stoppes i tiden, så virksomhederne ikke spilder ressourcer, tid, råvarer osv,” siger Lakshmi Mandyam.

Det gør sikkerhedsproblematikken endnu mere aktuel, ikke mindst fordi det ikke kun er den virtuelle sikkerhed det handler om.

”Faktisk så snakker vi om sikkerhed på flere niveauer. Blandt andet så skal vi være sikre på, at der ikke er pillet fysisk ved enhederne. Derfor er ’tamper detection’ også vigtig,” slutter Lakshmi Mandyam.

Kommentar til artiklen?