Der er kommet en række nyheder fra Sony på IFA messen i Berlin. Det er bådet blevet til hovedtelefoner, kameraer og nye fladskærme i luksusklassen.
Nye noise cancelling bøffer fra Sony
Sony har afsløret WH-1000XM3, som er den nyeste tilføjelse til 1000X-serien af trådløse hovedtelefoner med Noise Cancelling. 1000XM3-hovedtelefonerne kommer med en nyudviklet HD Noise Cancelling Processor – QN1 – som har cirka fire gange større ydeevne end den tidligere processor, hvilket skal gøre Sonys Noise Cancelling teknologi endnu bedre. Ifølge Sony betyder det, at det ikke længere kun er transportstøj, der elimineres, men nu også hverdagslyde som gadelarm og stemmer. Udover støjeliminering, så skal den nye QN1 processor give bedre lyd, da dens 32-bit lydsignalbehandling muliggør kombinationen af DAC med forstærker-funktionen. Det vil ifølge Sony give en meget høj lydkvalitet, det bedste signal-til-støj-forhold og lav forvrængning, når der afspilles musik fra bærbare enheder.
Vandtætte in-ear hovedtelefoner til sportsfolket
I den trådløse hovedtelefon-kategori, har Sony præsenteret WF-SP900 Truly-Wireless sportshovedtelefoner. WF-SP900 er vand- og støvtætte og kan bruges selv i poolen eller i havet. Når man tilslutter SP900 hovedtelefoner til sin smartphone eller pc via Bluetooth, kan man lytte til musik i tre timer. Hovedtelefonerne kommer i et opladeetui, der giver op til 12 timers spilletid på farten. Hovedtelefonerne har i øvrigt indbygget lager på 4GB, så man kan gemme op til 920 sange, så man ikke er afhængig af telefon eller PC. Afspiller man sangene direkte fra hovedtelefonerne kan man få seks timers afspilning på én opladning og op til 21 timers spilletid, hvis man lader dem op med opladningsetuiet.
Nye fladskærme kommer til Danmark
Tidligere på sommeren lancerede Sony MASTER-serien med AF9 OLED og ZF9 LCD-tv’er. På IFA har Sony bekræftet, at fladskærmene vil blive tilgængelige i Danmark fra september. Begge fjernsyn byder på Sonys næste generations billedprocessor X1 Ultimate. MASTER-serien omfatter udelukkende tv’er fra Sony, som har den allerbedste billedkvalitet. Billedkvaliteten i MASTER-serien skal ifølge Sony være så god, at den kan måle sig med kvaliteten af skærmene i professionelle produktionsstudier.
AF9 kommer med Pixel Contrast Booster, som gengiver billeder med enestående sort og høj lystæthed. Den avancerede Acoustic Surface Audio+-teknologi, skaber et rigt lydbillede fra tre aktuatorer og to kraftfulde subwoofere. Derudover har AF9 en midt-højttaler-tilstand, som gør, at Acoustic Surface Audio+ kan anvendes som midt-højttaler i et hjemmebiografsystem.
Nye kameraer på vej
Sony udvider deres Cyber-shot-sortiment med lanceringen af to nye rejsekameraer med høj zoom – DSC-HX99 og DSC-HX95. De nye kameraer er udstyret med verdens mindste hus i deres klasse og ZEISS Vario-Sonnar T 24-720mm5 objektiv med meget høj zoom og billedkvalitet. Kameraerne dækker fra det brede zoomområde fra 24mm vidvinkel op til 720mm supertelefoto. Det betyder, at kameraerne ifølge Sony både passer til hverdagsbrug, men også som højtydende rejsekamera. Begge modeller leverer 4K-videoptagelser, og takket være den kraftfulde BIONZ X billedbehandlingsprocessor og front-LSI leverer kameraet hurtig kontinuerlig optagelse på op til 10 billeder i sekundet med en buffer på 155 billeder. Derudover kommer HX99 og HX95 med hurtig AF-hastighed på 0,09 sekunder. Andre nye funktioner inkluderer Eye AF, billedoptagelse i RAW-format, berøringsfølsom fokus og lukker samt mulighed for indsamling af lokationsdata via Bluetooth.