Kun fem procent af virksomheder høster fordelene ved cloud

En ny global undersøgelse fra Dell Technologies viser, at langt de fleste virksomheder går glip af en række fordele ved cloud på trods af øgede investeringer. Hele 73 procent af de adspurgte it-ansvarlige mener, at kombinationen af public cloud-løsninger og on-premise it-infrastruktur overkomplicerer it-driften, hvilket spænder ben for at få den fulde værdi af cloud-investeringerne

64 procent af virksomhederne planlagde i 2019 at bruge flere penge på public cloud-løsninger, men til trods for den øgede investering, viser en ny undersøgelse fra Dell Technologies og Intel, at kun fem procent af virksomhederne har opnået en værdifuld sammenhæng på tværs af deres spredte it-infrastrukturer.

Undersøgelsen viser, at mange virksomheder fortsætter med at bygge videre på deres on-premise it-miljøer samtidig med, at de flytter flere arbejdsmængder op i skyen. Det fragmenterer it-infrastrukturen, så virksomhederne ender med at kæmpe med alt for komplekse multi-cloud-miljøer. Således svarer 73 procent af de it-ansvarlige, at der tilføres stigende kompleksitet til it-driften, når man bruger public eller multi cloud-løsninger sammen med on-premise it-infrastruktur.

Paradoksalt nok investerer flere virksomheder i cloud-løsninger for at få en simplere it-infrastruktur og dermed minimere driftsomkostningerne, men de ender i stedet med at opnå det modsatte. Noget tyder altså på, at virksomheder bør lægge en strategi for, hvordan de opnår en simplere håndtering og større sammenhæng på tværs af hybride miljøer, hvis de for alvor vil høste fordelene ved multi-cloud og forblive konkurrencedygtige.

Poul Kjeldgaard, Field CTO i Dell Technologies Danmark.

Sammenhængende håndtering skaber værdi

Til trods for, at det langt fra er alle virksomheder, der høster frugterne af en cloud-strategi, har de store forventningerne til, at den kan skabe værdi for virksomheden i fremtiden.

Dell Technologies’ undersøgelse viser nemlig, at næsten 7 ud af 10 af de adspurgte it-ansvarlige forventer at kunne nedbringe de samlede omkostninger i it-afdelingen med et gennemsnit på 19 procent, hvis de lykkes med at skabe bedre sammenhæng i deres cloud-håndtering.

Udover de økonomiske fordele, mener virksomhederne, at en sammenhængende håndtering af it-infrastrukturen vil have positive indvirkning på udvikleroplevelse og sikkerhed. Hele 96 procent af de it-ansvarlige svarer nemlig, at de forventer, det vil blive nemmere for udviklere at levere kode til kunderne, hvoraf 56 procent forventer, at det vil ske på daglig basis.

Virksomhederne svarer også, at de i gennemsnit forventer et fald på 30 procent i antallet af sikkerhedsbrud og andre sikkerhedshændelser, som påvirker data, der ligger i en public cloud.

Ifølge undersøgelsen kan fordelene i it-afdelingen sprede sig til resten af forretningen. For eksempel svarer 38 procent af virksomhederne, at deres initiativer inden for hybrid cloud effektivt har tilført værdi for virksomheden efter at have opnået en sammenhængende cloud-håndtering. Initiativerne bidrager nemlig til innovation og konkurrencedygtig differentiering.

Fordelene overstiger forventningerne

Dell Technologies’ undersøgelse viser også, at fordelene ofte overstiger forventningerne for de virksomheder, som har opnået en værdifuld sammenhæng på tværs af cloud-løsninger og on-premise it-infrastruktur: 90 procent har oplevet øget effektivitet og forenklet drift.

Derudover svarer 87 procent, at de som resultat oplever en hurtigere time-to-market, mens 81 procent har øget innovationshastigheden, 77 procent kan udvikle applikationer hurtigere og 74 procent har adopteret transformerende teknologi såsom kunstig intelligens og machine learning.

Tre anbefalinger

Ifølge Field CTO Poul Kjeldgaard skal virksomhederne gennemtænke disse tre centrale områder for at få det fulde udbytte af deres cloud-strategi:

  • Vælg en færdigbygget “stack” i datacenteret: I stedet for at bygge on-premise it-miljøer, der skal anvende services fra en cloudløsning, så vælg en færdigbygget “stack” som fundament i datacenteret. Det frigør ressourcer, der i stedet kan anvendes til at integrere andre cloud-services. På den måde bliver både datacenteret, og naturligvis de valgte public cloud-løsninger, et variabelt it-gode.
  • Vælg en uafhængig integrationsplatform: Dataintegration er fortsat en af de største forhindringer for implementering af ægte multi-cloud-miljøer. Derfor bør man vælge en uafhængig integrationsplatform, der er cloud-agnostisk. Ellers risikerer man at blive afhængig af den enkelte cloud-udbyders integrationsværktøjer, der typisk ikke kan anvendes af en lang række andre cloududbydere.
  • Vælg et værktøj til at styre omkostningerne: Betragt økonomien i multi-cloud som en dynamisk størrelse, der skal opdateres månedligt ved både at justere forbruget bagud og fremskrive det. Der findes en række gode værktøjer til løbende at opdatere prisniveauerne i de forskellige clouds. Ellers risikerer virksomhederne, at de betaler en overpris som følge af, at priser og betingelser ikke opdateres i takt med teknologiske kvantespring. Samtidig er der risiko for, at de samme licenser skal betales flere gange, hvis man ikke sikrer licensmobilitet mellem on-premise til cloud og mellem clouds.

Om undersøgelsen

Med undersøgelsen forsøger Dell Technologies og Intel at forstå og benchmarke, hvordan virksomheder håndterer forskelligartede cloud-miljøer. Undersøgelsen er foretaget af Enterprise Strategy Group blandt 1.257 it-ansvarlige på globalt plan i private og offentlige organisationer, som allerede anvender cloud-løsninger.

About Lars Bennetzen 3834 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?