Markedets bedste kamerasmartphone – uden sammenligning

Huawei gør det igen - viser hvordan en smartphone skal skrues sammen. Både når det kommer til kamera og øvrig hardware. Teknisk set er det klart den bedste mobil på markedet pt. Men det er ikke helt uden udfordringer at bruge den nye mobil

P40 pro. Foto: Lars Bennetzen

Den nye high-end smartphone fra Huawei, P40 Pro, er uden sammenligning den bedste kamerasmartphone jeg nogensinde har testet. Jeg har muligheder for foto og video med P40 Pro, som jeg har svært ved at få i mit mere traditionelle spejlrefleks-kamera, og billedkvaliteten er i top. Mere om kameraet på næste side.

Side 1: Design og hvad du gør uden Google og deres tjenester
Side 2: Kameratesten
Side 3: Om hardwaren, specifikationer og samlet vurdering.

For der er også nogle udfordringer med mobilen. På grund af det handelsembargo som USA har mod den kinesiske techgigant, så er der ikke adgang til Googles tjenester, apps eller Google Mobile Services, som mange apps benytter for at blive afviklet. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Naturligvis har Huawei gjort en masse med design, skærm og den hardware du ikke lægger mærke til. Rent designmæssigt er det en superfed smartphone. Glasset på forsiden nærmest løber ned over kanter – både top, bund og sider. Der er stort set ingen kant på skærmen, og hele mobilen oser af kvalitet.

Der er naturligvis gjort plads til selfiekameraerne (ja flere, det kommer jeg også tilbage til) på skærmen, og på bagsiden fylder de fire kameraer en hel del – både forstået på den måde, at de tager meget plads op, og på den måde at de stikker en del ud fra selve bagsiden af mobilen.

Huawei P40 Pro. Kameraet fylder en del på bagsiden af mobilen. Foto: Lars Bennetzen

Men alt i alt, en af de lækreste smartphones jeg har haft fat i, og så kommer den i nogle meget flotte og spændende farver. Sammenholdt med at kameraet er uovertruffet er det svært ikke at forelsker sig i denne smartphone.

Lidt om Google

Med de ord er jeg så nødt til at gribe fat i det alle snakker om – de manglende Google Apps og tjenester på P40 Pro.

For kan du undvære dem? Er det muligt at have en smartphone uden Google Play og Google Mobile Services? Well – det er ikke helt uden udfordringer. Men min erfaring er, at du kan komme meget langt. Der er få ting der gør livet meget besværligt for mig, på grund af den manglende Google-adgang, og det er der man er nødt til at gøre op med sig selv – kan jeg undvære dem?

For det første. Ingen adgang til Google Play betyder ikke at du ikke kan få apps til P40 Pro. Huawei har deres egen app-store, AppGallery, der indeholder mange apps, nogle kendte – mange ukendte.

Der findes dog en række måder mere at få apps på mobilen. I den indbyggede browser på mobilen er der en genvej til “App Search” og her fandt jeg stort set alle de apps jeg ikke kunne finde i AppGallery – blandt andet Outlook, Instagram, Facebook, F-Secures sikkerhedsprogram, mit navigationsprogram Waze og flere andre.

Fra Huaweis AppGallery fandt jeg også et par, blandt andet det program jeg bruger til at holde styr på mine loginoplysninger til forskellige tjenester.

Jeg brugte også MoreApps til at finde apps som LinkedIn, og i løbet af relativ kort tid, så havde jeg faktisk fundet langt hovedparten af alle de apps jeg til dagligt bruger – ja, altså ikke Gmail, Google Maps eller Youtube. Men de tre tjenester kan jeg tilgå via en browser, og den indbyggede mailklient på P40 Pro kan koble sig op mod Gmail via en IMAP-protokol og hente alle dine mails ned til dig der – så Gmails egen dårlige app savner jeg slet ikke.

Makrobillede taget med P40 Pro. Foto: Lars Bennetzen

Der var dog stadig et par apps som jeg savnede, ikke mindst MobilePay og NemID. Men selv her er der (lidt) hjælp at hente. Hvis du starter med at bruge det værktøj der hedder “Phone Clone”, så kan du få langt de fleste apps over fra din gamle smartphone, blandt andet MobilePay. Den brokker sig godt nok over at den ikke har adgang til Google Mobile Services første gang du afvikler den, men derefter kører den uden problemer.

Men NemID kan ikke køre på P40 Pro, så den app måtte jeg bare undvære, og det er ikke sådan lige, for den bruger jeg meget ofte i løbet af min hverdag. Men derudover var der ikke andre apps jeg ikke enten kunne finde gode erstatninger for, eller som jeg kunne finde og få til at virke ved at sideloade dem.

Jeg skal også lige fremhæve MoreApps, der gennem en tjeneste APKPure, sørger for at holde dine apps opdateret, så selvom du ikke henter dem gennem en app store, så bliver de hele tiden holdt opdateret. Så for mig er der reelt ingen undskyldning for ikke at bruge mobilen i hverdagen.

På næste side kan du læse om kameraet.

Kommentar til artiklen?