Brug lige 10-15 sekunder til at reflektere over begrebet, ”boom”.
Kommer du, ligesom os, frem til at begrebet refererer til lyden af en eksplosion eller et brag? Eller sagt på en anden måde, en fyldig og kraftfuld lyd. Når Logitech og Ultimate Ears smækker et ”mega” foran ”boom” i navnet på deres nyeste højttaler, ja, så forventer vi i sagens natur MEGA-kraftfuld lyd med masser af fylde.
De gode lydingeniører hos Logitech og UE, må ikke have reflekteret over betydningen af MegaBoom, eftersom den nye Bluetooth-højttaler nok byder på et boom, men mega-oplevelsen udebliver. Spørgsmålet er så, hvor meget kan et godt udseende og øvrig performance råde bod på, når vi forventer afsløringen af en kolos, men under sløret står en fnisende dværg på steroider med en stemme, der er i overgang?
Dværgen og porcelænet
Vovet er det at kalde en forvokset sodavandsdåse, der kan levere 360 graders lyd, for MegaBoom, eftersom trådløse og transportable satellithøjttalere er notorisk berygtede for at have flad lyd, fordi små højttalere bare ikke har størrelsen til at gengive kraftfuld bas med fylde.
UE MegaBoom kan levere en kraftfuld bas, men alle kan pumpe sig fuld af steroider og hamre løs på sagesløse. Som grundindstilling har UE MegaBoom ikke den store saft og kraft i bassen, men vi har hentet app’en til højttalerne, hvori vi ændrer på lydindstillingerne. Vi vælger den, der hedder ”Bass-jumping”, og steroiderne pumpes ind i bassemanden! Han buldrer og brager derudaf, mens han øver vold på de stakkels mellemtoner. Baseffekten pumper dunder og larm uden respekt for finesserne, hvormed det bliver ulideligt at lytte til, og til tider oplever vi, at musikkens flow knækker, fordi højttaleren ikke kan følge med.
Vi bruger amerikanske BTs progressive house album, A Song Across Wires, der har dybe og kraftige basrytmer. Her oplever vi, at bassen ikke kan undslippe diskantens dominerende indflydelse, da lydbilledet skær i ørerne på grund af en alt for fremtrædende metallisk lyd. Da vi bruger Deleriums albummer, Poem og Chimera, oplever vi ligeledes, hvordan bassen dræber mellemtonerne og de finere detaljer i sangene. Delerium fusionerer klassisk, akustisk og elektronisk musik, hvormed deres numre kræver en afbalanceret baseffekt i forhold til mellemtoner og diskant, så det spidsfindige øre forkæles med et fyldigt og detaljeret lydbillede akkompagneret af rumklang. I porcelænsforretningen står steroidebassen og flekser musklerne, mens det kongelige ligger i stumper og stykker på gulvet. Jo, der er boom – masser af boom. Men megaboom? Nej, for højttaleren formår ikke at skabe fylde og rumklang, når den ekstra baseffekt aktiveres. Tværtimod bliver lydbilledet alt for mudret at lytte til.
Er det vigtigt for dig med en Bluetooth-højttaler, som kan gengive musikken på en ordentlig måde, mens bassen pumper, er Sound Blaster Roar, som vi testede i marts måned, et klart alternativ.
Når dværgen er pillet af scenen
UE MegaBoom står umiddelbart på kanten af fiaskoens rand, men højttaleren reddes af at slukke for den overdrevne baseffekt. Det tager sin tid at vænne sig til den nye lydoplevelse, men vi er tålmodige og lytter efter, når vi spiller de samme sange fra de samme albummer – blot med standardindstillingerne. Her kan vi mærke, at Ultimate Ears lever op til deres gode ry.
For det er en helt anden lyd. Vi oplever masser af fylde og kælen for de små detaljer i musikken – om end diskanten fortsat dominerer lidt for meget efter vores smag. Bassen er flad, men lydbilledet har en meget bedre rumklang, og det er tydeligt at høre vokalens skarpe gengivelse – om det er forsanger eller baggrundskor. Deleriums musik bliver opdelt, så det fremgår klart, at der er en akustisk guitar, som spiller i takt med trommer og elektroniske basrytmer i Myth, mens korets og forsangerens stemmer træder klart og markant frem. Det sker uden at overdøve de subtile lydeffekter, som nummeret også byder på, hvilke er Deleriums varemærke. UE MegaBoom ikke kun respekterer dette underfundige varemærke – højttaleren får det til at træde tydeligt frem. Samme oplevelse har vi, når vi spiller andre krævende numre fra Delerium og andre.
Musikken bliver gengivet i 360 grader, så uanset hvor vi er i lokalet, når musikken direkte ind i vores ører, uden at vi skal ændre på højttalerens position. En glimrende feature til fester, hvor du blot behøver at placere UE MegaBoom midt på bordet i midten af rummet, så alle kan have gavn af musikken.
Dobbelt op gør festen sjovere!
Hvor UE MegaBoom for alvor imponerer os er, når vi parrer to højttalere med vores iPad. Vi bruger app’en til at forbinde begge enheder med vores tablet. For et kort øjeblik eksperimenterer vi atter med Bass-jumping, men slår hurtigt den ekstra baseffekt fra igen, da den fortsat overdøver musikkens finesser.
Vi placerer de to højttalere med to meters mellemrum og lader musikken spille. Efter de første to-tre sange har ørerne vænnet sig til den noget flade bas og den lidt for dominerende diskant, hvormed vi kan fokusere på skønheden i lydbilledet, der opstår mellem de to enheder. Inde i app’en har vi indstillet UE MegaBoom til at spille i stereo, og stereo får vi!
Aldrig har Delerium, Hannah Peel eller andre nuancerede musikkere været så fantastiske at lytte til i et par Bluetooth-højttalere! Lyden kommer fortsat ud i 360 grader, men mellem højttalerne opstår et lydfelt, hvor vokaler og kor træder frem, mens instrumenter og detaljer kommer i stereo fra højre og venstre – undtagen når kunstnerne vil have lyden til at vandre fra den ene højttaler til den anden.
Har du små kr. 5.000 til at købe to UE MegaBoom, bør du klart gøre dette, hvis du vil have en af de mest detaljerede stereooplevelser, der findes i små, trådløse højttalere. Her har lydingeniørerne hos Ultimate Ears levet op til deres navn og ry.
Pivfræk dåse!
UE MegaBoom er godt 1/3 del større end sin forgænger, UE Boom. Og det har en betydning, eftersom batterilevetiden er op til 20 timer – på papiret. Vi oplevede, at batteriet døde efter 18 timers spilletid, hvoraf vi brugte nogle timer på at spille højt med ekstra baseffekt. Højttaleren er også vandtæt i op til 30 minutter i op til en meters dybde, hvilket forgængeren ikke er. Vi smider UE MegaBoom i køkkenvasken, mens den spiller – resultatet kan du se på vores Facebookside.
Logitech markedsfører UE MegaBoom som en højttaler, der passer perfekt til festen – indendørs som udendørs. Den er målrettet unge med hang til rapt design og attitude, hvilket højttaleren bestemt besidder. For UE MegaBoom har bare et udseende, der bare er frækt, selv om den ligner en forvokset coladåse.
Logitechs seneste Bluetooh-højttaler er nem at tilslutte din smartphone eller tablet, og højttaleren kan huske op til ti enheder. UE MegaBoom er handy og nem at have med på farten. Dyret kan tåle at komme i vand, og så leverer den rigtig god lyd, hvis vi ser bort fra bassen. Er højttaleren kr. 2.499 værd? Ja, hvis du ikke går op i bas, men mellemtoner, nuancerede lydbilleder, lang batterilevetid og fedt design. Er det kr. 5.000 værd at købe to højttalere? Ja, hvis du vil have en fantastisk stereooplevelse, uden kraftfuld bas, men med storslået rumklang og opdeling af lydbilledet, når du er i sommerhuset, i haven eller andre steder, hvor du vil nyde god musik.
- Navn: UE MegaBoom
- Producent: Logitech
- Batterilevetid: Op til 20 timer
- Opladningstid: 2½ time
- App-kompatibilitet: iOS & Android
- Frekvens: 65 kHz- 20 kHz
- Dimensioner: Diameter: 8,3 cm. Højde: 22,6 cm
- Vægt: 877 gram
- Set til: Kr. 2.499
- Mere information her
Samlet vurdering 70%
UE MegaBoom skuffer gevaldigt med sin dundrende bas, der mudrer musikoplevelsen. Heldigvis kan du slå den forstærkede baseffekt, og det er en helt anden lyd, der kommer ud af Bluetooth-højttaleren. UE MegaBoom vinder vores hjerter, fordi højttaleren virkelig kæler for mellemtoner og nuancer i lydbilledet. Kobler du to UE MegaBoom sammen får du en stereooplevelse, du sent vil glemme, men alt sammen er betinget af, at du kan leve med en lyd, der bærer lidt for meget præg af diskant.