Nye smarte støvsugere fra Dyson

Støvsugereksperten Dyson har lige sendt tre nye støvsugere på markedet - to af dem afslører hvor hvor beskidt eller rent dit gulv er, og den tredje er kompakt og med et helt nyt støvsugerhoved

Dyson V15 Detect. Foto: Dyson

Du kender det sikkert godt – du render lige gulvet over med din støvsuger, og efterfølgende er du sikker på at dit gulv er helt rent. Men det behøver nu ikke være helt sandt, for er du sikker på at du har været rundt i alle hjørner? Det kan to nye støvsugere fra Dyson, V15 Detect og V12 Detect Slim, give dig svaret på.

De har nemlig fået indbygget et unikt grønt laserlys, der gør at støv der ikke lige kan ses med det blotte øje bliver afsløret for dig. Samtidig viser et display på støvsuger dig størrelsen på og antallet af, støvpartikler som din støvsuger fanger.

Dyson V15 Detect. Foto: Dyson

Hvorfor så det kan man spørge – well, displayet er nok mest ‘fordi du kan’, men informationen bruger støvsugerens indbyggede computer til, sammen med informationer fra en piezo-sensor i støvsugerhovedet, til at beregne hvor meget sugekraft støvsugeren skal bruge for at sikre at dit gulv bliver så rent som muligt.

Begge de to nye støvsugere har Dysons Hyperdymium-motor, der kan levere 230 air watt sugekraft, hvilket næsten er nok til at suge gulvtæppet med op. De har et femtrins filter, der fanger 99,99% af alle støvpartikler ned til 0,3 mikron (oplyser Dyson), og sammen med det grønne laserlys, så burde det sikre dig et ret rent gulv.

Sammen med lanceringen af de nye støvsugere, er der også kommet nye koniske mundstykker, der skulle sikre at hår, snorer og lignende ikke vikler sig sammen i mundstykket, men kommer helt ned i støvbeholderen. På en online demo viste Dyson teknologien frem, og den så spændende ud, og jeg glæder mig til at teste det nye mundstykke.

De nye koniske mundstykker kommer umiddelbart kun med til V15 Detect, men den koster også lidt mere end V12 Detect Slim.

Dyson V12 Detech Slim. Foto: Dyson

V15 Detech skulle få en pris på 5.390 kroner, mens V12 Detech Slim får en pris på 4.690 kroner.

En kompakt støvsuger

Dyson lancerede også den nye Omni-glide, en støvsuger der er rettet mod folk der bor i små lejligheder, samt børnefamilier og andre der støvsuger ofte.

Den nye støvsuger er, som navnet antyder, kompakt, og så har den et helt speciel støvsugerhoved, der er helt ligeglad med, hvilken vej du kører med støvsugeren. Det skulle gøre det langt lettere at kommer godt rundt i alle krogene i huset.

Mundstykket har fået navnet Fluffy, og kan bevæges både forlæns, baglæns og sidelæns, hvilket faktisk lyder ret smart.

Dyson Omne-Glide. Foto: Dyson

Støvsugeren har samme filtersystem som de to ovenstående støvsugere, men naturligvis ikke samme grønne laserlys.

Prisen bliver på omkring 4.490 kroner, og det bliver ret sjovt at se, hvordan det nye støvsugerhoved fungerer i praksis.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3168 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?