Det er ikke så længe siden at Signify lancerede et nyt spændende system, hvormed de kunne se bevægelser i rummet, udelukkende på grund af ændringer i WiFi-signalet. Det system har Signify nu bragt ind i deres nye WiZ Hjemmemonitorering, et system der både skal forebygge, advare og afskrække.
Signify skriver selv at systemet kombinerer belysning og sikkerhed på en simpel, smart og sikker måde. Det indeholder både lys og et kamera med nattesyn – og naturligvis deres SpaceSense bevægelsesteknologi.
Når lys tænder og slukker på forskellige tidspunkter i løbet af dagen eller aftenen, så illuderer det at der er folk i huset, og det kan – måske – afskrække en potentiel indbrudstyv. Derfor har Signify opdateret deres WiZ-app, så den har fået funktioner, såsom brugerdefinerede rutiner, der giver brugeren mulighed for både at styre belysningen, og overvåge hjemmet med et enkelt tryk. Alt det kræves er at brugeren vælger den ønskede rutine, så WiZ-systemet ved, at brugeren er gået hjemmefra, og så aktiverer en særlig adfærd for lyset.
Systemet kan også, via app’en, give brugeren besked om uventet aktivitet i hjemmet, så der kan tages handling med det samme. Signify fortælller i pressemeddelelsen, at SpaceSense-bevægelsesteknologien gør alle kompatible WiZ-produkter til en bevægelsessensor, der kan registrere bevægelse i dækningsområdet.
Det medfølgende kamera gør at brugeren konstant kan se, hvad der sker i hjemmet, og kan vise mistænkelige bevægelser. App’en giver med det samme adgang til kameraet, hvis systemet opdager bevægelse.
Det er ikke nødvendigt at sikre at der er lys i huset, for kameraet er udstyret med nattesyn, der automatisk aktiveres, når lysniveauet er lavt nok. Kameraet kan også indstilles til at opfange pludselige høje lyde, og sende en notifikation til brugeren.
Kameraet har også to-vejs lydfunktion, billedbaseret bevægelsesdetektion, 120 graders synsvinkel, HD-opløsning og et slot til et SD-kort.
Ifølge Signify er det ikke nødvendigt med et abonnement for at bruge systemet, men der findes dog et abonnement, der giver ekstra funktioner, så som at gemme indholdet fra kameraet op i skyen i op til 30 dage, definere bevægelseszoner og/eller private zoner i udvalgte områder, eller starte en manuel optagelse mens kameraet streamer.
WiZ-kameraet alene dukker op i anden halvdel af maj til en pris på omkring 670 kroner, mens WiZ Hjemmemonitorering startsæt (kamera og lys) først dukker op medio juni til en pris på omkring 1.200 kroner.