
Sony har netop lanceret deres seneste flagskibssmartphone, Xperia 1 VII. Telefonen er udviklet i tæt samarbejde med ingeniørerne bag Sonys anerkendte kameraer (α™), Walkman®-lydafspillere og BRAVIA™-tv, hvilket afspejles i de integrerede teknologier under betegnelsen Xperia Intelligence.
Blandt de nye funktioner er AI Camerawork og Auto Framing. Disse teknologier er designet til at hjælpe brugere med at optage stabile, velkomponerede videoer, selv uden konstant at overvåge skærmen. AI Camerawork bruger billedstabilisering og kropsregistreringsteknologi til at holde motivet centreret i billedet. Auto Framing anvender AI til at spore motivet og automatisk beskære videoen for at holde motivet i centrum.
På kamerasiden er Xperia 1 VII udstyret med tre bagkameraer. Et nyt 16mm ultra-vidvinkelobjektiv har en større 48 MP 1/1.56” sensor, cirka 2,1x større end forgængeren. Sony angiver, at dette muliggør klarere natoptagelser med bred dynamisk rækkevidde, der nærmer sig full frame-kameraer. Objektivet har minimal forvrængning og en nærfokusgrænse på ca. 5 cm til makrofotografering. Vidvinkelobjektivet (24mm og 48mm med 2x optisk zoom) benytter Sonys Exmor T for mobile-sensor, som ifølge producenten leverer stærk ydeevne i svagt lys. Teleobjektivet tilbyder optisk zoom i området 85mm til 170mm.
Lydoplevelsen er også i fokus med komponenter fra Sonys Walkman-enheder for forbedret kvalitet med kablede hovedtelefoner. Den trådløse lyd nyder godt af DSEE Ultimate™, der bruger AI til at optimere komprimerede streamingkilder. De indbyggede stereohøjttalere er yderligere finjusteret for klarere lyd.
Skærmen i Xperia 1 VII inkluderer nu en ekstra lyssensor på bagsiden for automatisk justering af lysstyrke og farver baseret på omgivelserne. Funktionen Sunlight Vision skal forbedre skærmens læsbarhed i direkte sollys.
Under kølerhjelmen sidder Qualcomms Snapdragon® 8 Elite chipset, som ifølge Sony byder på over 40 % forbedring i NPU, CPU og GPU. En Processing Optimization-funktion hævdes at kunne reducere strømforbruget med op til 10 % ved daglig brug, hvilket bidrager til en angivet batterilevetid på op til to dage. Telefonen understøtter op til fire OS-opdateringer og seks års sikkerhedsopdateringer.
Sony fremhæver også tilgængelighedsfunktioner, herunder lyd- og vibrationsfeedback for at hjælpe med at tage lige billeder, samt en forbedret Android TalkBack-funktion. Telefonen leveres i plastfri emballage lavet af Sonys Original Blended Material. Ca. 84 % af materialerne i udvalgte komponenter er baseret på genbrugsmaterialet SORPLAS™.
Et separat cover til Xperia 1 VII (QXZ-CBFS) vil være tilgængeligt med indbygget stander. Coveret består ifølge Sony af ca. 78 % miljøvenlige materialer, herunder SORPLAS™.
Xperia 1 VII kan forudbestilles fra 13. maj i farverne Slate Black, Moss Green og Orchid Purple via Sony.dk og Amazon. Den vejledende pris er 11.199 kr.