Det er ikke småting der er sket med den nye version af Apple Watch, også kaldet for Series 2. Forbedringerne finder du både på brugersiden og på hardwaresiden, og langt de fleste er så markante at du ikke kan undgå at opdage dem.
Allerede når du får Apple Watch Series 2 i hånden lægger du mærke til ændringerne. Dels er den lille drejeknap flyttet en anelse opad på uret, og så er der blevet tilføjet en aflang trykknap herunder.
Grunden til denne ændring er ganske simpelt, at den nederste knap nu giver adgang til en dock-funktion. Klik på den knap, og alle dine favorit-apps på uret dukker frem, og du kan bladre mellem dem. I starten var det lidt underligt, men snart havde vi vænnet os til den funktion, og det gjorde det hurtigt og let at skifte mellem apps på uret.
Et kig på dimensionerne afslører også, at Apple Watch Series 2 er blevet en anelse tykkere end forgængeren, men det er så få millimeter at vi ikke opdaget det under brug. Vægten er også steget en anelse, men vi kan altså ikke mærke de tre gram som uret er blevet tungere.
Den funktion som nok er den største nyhed i uret, og som vi altså ikke rigtig bruger, er at uret nu er vandtæt ned til 50 meter. Samtidig er der kommet en mulighed i urets aktivitestracker for at holde øje med din svømning, så uret kan logge hvor langt du svømmer, hvor mange svømme tag du tager og så videre.
Det fascinerende er, at når du vælger at ville svømme, og fortæller uret, at du godt vil tracke svømning, så låser skærmen så den ikke reagerer på at vandet rører ved den.
Efter endt svømmetur, kan du låse skærmen op igen, og når du gør det, så bruger uret lydbølger til at tømme højttaleren for vand. Det er ikke mindre end en genial måde at løse problemet med vand i højttaleren på.
De daglige gøremål spores
Lige fra du tager uret i brug, får du en fornemmelse af et gennemført produkt. Hele processen med at tage uret i brug, kører smidigt og elegant. Du bliver hele tiden informeret om, hvad der skal ske, og hvad du skal gøre. Uret skal lige synkronisere med din iPhone, og det kan godt tage lidt tid. For alle apps du har på din iPhone, og som har en Apple Watch app, bliver nemlig installeret.
Men du bliver pænt holdt i hånden, og når processen er færdig, kan du gå i gang med at bruge dit ur.
Så snart du tager uret på, går Watch Series 2 i gang med at holde øje med din aktivitet. Det tjekker hvor ofte du står op, hvor meget du bevæger dig og hvor meget motion du får. Løbende får du så opdateringer for hvordan dine fremskridt er, og det er faktisk yderst motiverende.
På din iPhone kan du så få et mere detaljeret billede af din aktivitet, og du kan der gå tilbage i tid for at se din aktivitet over tid. Let og elegant – det spiller bare.
Avanceret fitness-tracker
Men uret kan meget mere når det kommer til at holde øje med din aktivitet. Når du går i gang med at træne, kan du bede uret om at tracke dig. Her er der en række forskellige discipliner uret kan holde øje med, så som gang og løb inden- og udendørs, cykling inde og ude, elipsetræner, stepmaskine, roning og svømning i bassin eller i åbent vand.
Du har også mulighed for at vælge ’anden’ hvis du dyrker en sportsgren der ikke lige er på listen.
Under din træning holder uret konstant øje med hvad du laver, hvor mange kalorier du forbrænder og hvis du løber eller går, så bliver din rute også kortlagt.
For her kommer en ny fed feature – der er GPS indbygget i Series 2. Så du behøver ikke have din iPhone med dig på løbe-, cykel- eller gåturen. Din rute bliver pænt kortlag bare du fortæller uret at du er på løbetur. Når du så kommer hjem, kan du se ruten på din iPhone, og her noteres der endda på kortet, hvordan dine hastigheder har ændret sig over ruten.
Nu ved jeg godt hvad du tænker: ”Jeg skal stadig have min iPhone med mig, for jeg lytter til musik.” Men nej – du behøver stadig ikke din iPhone med dig. Der er ikke mindre end 8GB lager på uret, og du via iTunes lægger spillelister over på Series 2, og derefter kan du parre uret med et headset. Voila – så har du musik med dig på turen. Så med mindre du insisterer på at sms’e, snapchatte eller skrive på Facebook under turen, så er der absolut ingen grund til at tage din iPhone med dig.
Den tætte integration
Der er klare fordele ved at være i Apples økosystem. For der er en utrolig tæt integration mellem alle deres enheder. Det betyder at når du få en mail eller en sms på din iPhone, så dukker den med det samme op på Series 2.
Men ikke nok med det – du kan også let svare på beskeder via uret. Dels er der en række faste beskeder du kan sende retur, dels kan du tegne på skærmen og sende det retur, eller du kan diktere et svar via Siri. Og ja – det virker faktisk imponerende godt. Du kan endda diktere tegnsætning. Korte beskeder fungerer bedst, men det er også nok. Du kan let sige ting som ”er lige optaget, ringer tilbage om lidt”, uden overhovedet at komme i nærheden af din iPhone.
Vi oplevede ret hurtigt, at den tætte integration spreder sig til alle de apps vi har på vores iPhone. F.eks. har vi en app som logger vores kørsel, en elektronisk kørebog. Hvis vi glemmer at slukke den når turen er forbi, så går der fem minutter, så får vi besked på uret om, at der ikke har været bevægelse de sidste fem minutter. Og så er det bare at slukke for app’en.
Integrationen gælder også når det kommer til ting som påmindelser. Sig til uret at det skal minde dig om et møde, eller at du skal sætte stegen i ovnen på et givent tidspunkt, og så bliver alarmen sat på alle dine enheder.
Den integration som Apple Watch Series 2 har vist under vores test, har afgjort gjort os til en stor fan af uret.
Alt det andet
Der er en lang række ting at være begejstrede over ved Series 2 uret. Uret er blevet markant hurtigere end forgængeren, hvilket skyldes en markant hardwareopdatering, og skærmen er blevet meget mere klar, hvilket gør at den er let at se og afkode, uanset hvad der sker på skærmen.
Selv undertegnedes langsyn kan læse skærmen uden at gøre tekst større. En ting der for resten kan klares på to måder. Enten laver du et omvendt knib på skærmen når du læse en mail eller sms, eller du går ind i indstillinger og vælger en større skrifttype.
Hvad vi så havde frygtet var, at batterilevetiden var dårlig, men det var ikke vores oplevelse. Selv på dage, hvor uret bliver brugt flittigt til at tracke undertegnedes træning, så stod det på omkring 50% strøm når vi skulle i seng.
Vi valgte så at lægge uret til opladning om natten, men i princippet ville uret snildt kunne bruges om natten også. Du ender så med at skulle oplade i løbet af næste dag. Men – hvem har også ur på om natten?
Der er kommet en lang række nye urskiver, og her er det nu blevet muligt, i en vis udstrækning, at tilpasse dem. Series 2 arbejder med det som Apple har valgt at kalde for ’komplikationer’. Hvilket absolut intet har at gøre med komplikationer. Det er forskellige hændelser. Så du kan, alt efter urskiven, bestemme om du vil have aktiviteter, kalender, beskeder, tid, dato og så videre til at så på skiven. Du kan endda vælge en skive, hvor baggrunden billeder fra dine egne billeder.
Hvis du har en iMac eller MacBook der er fra 2013 eller frem, så kan du også bruge uret til at låse op for din computer med – en funktion vi ikke kunne teste, for vores iMac er fra 2012.
En sidste ting vi gerne vil fremhæve med Series 2 er, at det føles som om uret rigtig gerne vil passe på os. For det minder os om, at vi skal huske at rejse os op, når vi har siddet for længe, og fra tid til anden dukker app’en ’Breathe’ op, og hjælper os til et minuts fokuseret åndedræt. I en travl hverdag virker det ret meditativt, og vi er blevet utrolig glade for den funktion.
Vi fandt ikke noget i vores test der for alvor trak ned. Men med en pris på omkring 3.500 kroner for et smartwatch, så bør der heller ikke være noget at komme efter. Vi er begejstrede, og uddeler med glæde en Platinum til Apple Watch Series 2.