Når jeg skal lytte til musik, så griber jeg ofte til et over-ear-headset. Selvom de små in-ear-headsets er blevet fantastiske, så er der ingen tvivl om, at musikken ofte bliver bedre i over-ear-modellerne, og ikke mindst så er komforten altid bedre, uanset hvor god den er i in-ear-modellerne.
Derfor var jeg da også ret spændt på at teste det nye Beoplay HX fra danske Bang & Olufsen. Jeg har altid været glad for deres design, men dog ikke altid lydkvaliteten – her har de svinget en del de sidste par år.
Designet i Beoplay HX er virkelig fedt – det er tydeligt at Bang & Olufsen er gået tilbage til gamle designdyder, og fremstillet et headset der både er elegant og flot, samtidig med at det er dejlig robust.
Der er brugt lammelæder til ørepuder og bøjlen over hovedet, og indersiden af ørepuderne har også memory foam, hvilket er med til at øge komforten i headsettet markant.
Der er ingen tvivl om at jeg er begejstret for designet i dette headset, det kan man altid være bekendt at have på.
Lækker komfort, fed lyd
Da jeg først gik i gang med at bruge headsettet, var der heller ingen tvivl om, at det virkelig er et komfortabelt headset. Det sad utrolig behageligt på mit hoved, og jeg glemte hurtigt at jeg havde det på.
Det skal kombineres med, at Bang & Olufsen virkelig har fået styr på lyden igen. For hvor jeg ofte har brokket mig over netop den, så er det ikke længere tilfældet. En fed bas der giver en god bund i musikken, uden på nogen måde at være overvældende, eller give en følelse af at bassen hamrer ind i hovedet på dig.
Mellemtonerne er gode og klare og breder musikken godt ud, og diskanterne står virkelig godt, og giver en god afrunding af musikken.
Der medfølger en app, hvor du kan justere musikken, blandt andet kan du vælge mellem forskellige lydindstillinger, og som standard står den op ‘Optimal’. Den indstilling valgte jeg hurtigt at bruge, for den levede fuldkomment op til sit navn. Det var her jeg fik den bedste musikkvalitet.
Men du kan selv vælge mellem et par stykker mere, ikke mindst en der er optimeret til podcast, og så kan du justere lyden individuelt gennem en lidt speciel equalizer. Det er et hjul hvori du bevæger en prik, og så justerer lyden sig alt efter, hvor du sætter prikken. Det virker fint, men jeg valgte ikke at bruge den, af de årsager jeg skrev om lige før.
Betjeningen ikke optimal
Headsettet kan styres direkte på ørepuderne ved lette berøringer, små taps, eller ved at du drejer med eller mod uret for at skrue op eller ned for lyden.
Men betjeningen virker desværre ikke optimalt. Jeg oplevede ofte at headsettet ikke reagerede på tryk for at pause eller starte musikken, og jeg fik aldrig justering af lydstyrken til at fungere. Hvorfor ved jeg så ikke, for jeg havde opdateret headsettet til nyeste firmware.
Lidt surt, for det er trods alt en væsentlig ting ved headsettet.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%
Jeg er ret begejstret for Beoplay HX, ikke mindst når det kommer til lydkvalitet og design. Men jeg bliver lidt frustreret over at de problemer der er med betjeningen.
Det skal også tages med i betragtningerne, at headsettet altså koster omkring 3.000 kroner alt efter hvor du køber det. Med så dyrt et headset skal der stilles store krav til lyd og kvalitet. Lyden passer fint med prismærket og det samme gør designet, men det overgår heller ikke mine forventninger, og jeg har problemer med at acceptere at betjeningen er så besværlig at have med at gøre.
Du kan læse mere om headsettet her.