TEST: Beyerdynamic Verio 200 er markedets bedste open-ear-headset

Beyerdynamic er en kendt spiller på headsetmarkedet, men Verio 200 er deres første open-ear-headset, og de rammer sømmet lige på hovedet. Kun et enkelt punkt driller lidt

Beyerdynamic Verio 200. Foto: Beyerdynamic

Jeg er ikke altid den store fan af open-ear-headset, du ved dem der ikke går ind i øregangen på dig, men som lægger sig lidt over øregangen og sender lyden ind via luften. Shokz, Creative og Sony har allerede et par versioner på gaden (og der findes sikkert også flere), og selvom de klart er blevet bedre, så har de aldrig for alvor solgt mig.

Men nu har jeg testet Verio 200 fra Beyerdynamic, og jeg er faldet pladask for dette headset – der forresten er det første open-ear-headset fra dem.

Designet er, heldigvis, langt fra det samme som jeg kender fra andre af samme type. Den bøjle der går rundt om øret er langt mere elegant og svunget, den varierer i tykkelse og selve de ørepropper der sender lyden ind til øret, er elegante og flade.

Designet på bøjlen sikrer at headsettet sidder godt rundt om øret, fast og komfortablet. Men en lille detalje her irriterer mig. For bøjlen har en størrelse som gør det vanskeligt at have briller på uden problemer. Når jeg brugte headsettet sammen med mine skærmbriller, så var det svært at få mine briller til at sidde ordentligt, og jeg tog mig selv i at rette på mine briller konstant. det var irriterende.

Fed lyd

Men når det kommer til lydkvaliteten, så var det svært at sætte en finger på headsettet. Naturligvis er det vigtigt at huske på, at headsettet er et open-ear-headset, og må ikke sammenlignes med et over-ear-headset i high-fi kvalitet. Det skal lige nævnes.

Men jeg blev meget overrasket over, hvor god en bas jeg fik ind i øret. Af et open-ear-headset var den ikke mindre end imponerende. Flot, dyb og med en virkelig god klang. Der kom en meget flot bas i musikken.

Beyerdynamic Verio 200. Foto: Beyerdynamnic

Verio 200 leverede ligeledes skønne og flotte mellemtoner og klare og fine diskanter, der afrundede lydbilledet på den mest elegante vis.

Det betød at jeg meget hurtig blev glad for at have headsettet på når jeg lyttede til musik, for ikke alene fik jeg en fed lyd, jeg kunne også stadig følge med i, hvad der skete omkring mig. Et af mine favoritbands, Queen, er kendt for meget kompliceret musik og selv den musik leverede Verio 200 på flotteste vis.

Et sted hvor mange headset har et problem er ved samtaler. Det kan være vanskeligt at samle god lyd op, når mikrofonen sidder ved øret. Men Beyerdynamic har en lang historie med at udvikle avancerede mikrofoner, og det var tydeligt at de har taget den viden med sig.

Selvom blæsevejr naturligvis kan være en udfordring, var samtalekvaliteten god, også når det blæste. Jeg følte godt at jeg kunne være bekendt at have headsettet på når jeg førte samtaler, selv når jeg var ude og gå en tur i blæsevejr.

Med til headsettet er der, naturligvis, en app. Men det er nu ikke det store du kan i den. Du kan justere hvad der sker når du klikker på headsettets højttalere, og så er der en grafisk equalizer, og det er klart det bedste i app’en. Den viser nemlig ikke bare i bjælker, hvordan lydbilledet ændrer sig, men giver et mere dynamisk billede og det giver et godt overblik over, hvad der sker når du justerer lyden.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Hvis jeg skulle vælge et nyt headset enten af open-ear eller in-ear-typen, så ville jeg kigge meget nøje på Verio 200 fra Beyerdynamic. Det giver en overraskende fed lyd, det lader dig lytte med til alt der sker omkring dig, og det er super komfortabelt.

Selv prisen er yderst rimeligt, og det eneste der for alvor driller mig, er at det er en udfordring at have briller på når man bruger headsettet.

Du kan læse mere om Beyerdynamic Verio 200 her.

I skrivende stund ligger prisen på omkring 1.500 kroner.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.