Jeg har testet Ooni Karu 16 multi-fuel pizza oven, der som navnet siger kan arbejde med flere forskellige brændetyper, nærmere bestemt gas, træ og trækul.
Jeg har før testet deres Ooni Koda 16 – en pizzaovn til gas, og jeg var virkelig begejstret for den. Men nu var turen så kommet til at prøve at lave pizza med brænde, og Ooni Karu 16 var ovnen der skulle vise om det var lige så godt, og ikke mindst enkelt.
Denne pizzaovn kommer i en kæmpestor kasse med mange små kasser i, og et par enkelte store. For ovnen skal nemlig samles først, og lige da jeg så pakkerne og vejledningen var det meget overvældende. Jeg var faktisk ret nervøs for om det skulle vise sig at være svært.
Men det viste sig hurtigt, at hvis jeg bare fulgte vejledningen, der forresten var meget let at forstå, så gik det let og hurtigt. Jeg stod god nok tilbage med masser af pap, men det var ikke specielt besværligt at få samlet ovnen.
Skorstenen skulle sættes på plads, glaslågen skulle påsættes, det indbyggede termometer skulle monteres og batterier sættes i, pizzasten skulle sættes på plads og lågen til trækammeret monteres. Der var også mulighed for at installere en gasbrænder (der fulgte med), men da hele ideen for mig var at bruge brænde, så undlod jeg den del. Men jeg kan da lige sige, at den blev monteret der, hvor brændet ellers ville være.
Det tog mig ikke meget mere end små 15 minutter at få samlet ovnen, og det var faktisk en ret fed følelse, for jeg fik en stor forståelse for ovnen under denne proces. Og Ooni skal have ros for at lave en vejledning der var let at følge, og dele der bare sad helt korrekt første gang.
Herefter var det så at fyre op i ovnen og begynde at lave pizza. Og så ikke helt – for pludselig gik det op for mig, at jeg jo skulle have brænde til den også. Ooni forhandler noget, men det hjalp mig ikke, for lige her og nu havde jeg ikke noget.
Så turen gik til det lokale byggemarked, hvor jeg fandt noget optændingsbrænde. Årsagen til at valget faldt på det var, at det passede i størrelsen til kammeret, og burde være let at få til at brænde.
Jeg havde da heller ingen problemer med at få tændt op i Karu 16, og temperaturen kom lynhurtigt op på 450 grader, hvor en god pizzaovn skal ligge. Men et problem sneg sig ind på mig – for temperaturen faldt også hurtigt. Optændingsbrænde er bare ikke optimalt, brændværdien er for lav, og det brænder hurtigt ud.
Resultatet var, at jeg konstant måtte fodre Karu 16 med brænde, og det var svært at have nok i brændekurven til at holde den høje temperatur.
Det er naturligvis ikke ovnens fejl, men det er værd at være opmærksom på, at du skal sikre dig en god forsyning af f.eks. bøg eller eg i den rigtige størrelse inden du bruger ovnen, for ellers bliver du idiot af at skulle fodre brænde til ovnen.
Samtidig oplevede jeg, at brændet havde en tendens til at falde ud på selv pizzastenen – men igen, så tvivler jeg på at det ville være sket, hvis jeg havde kunne bruge godt brænde – for så ville det have brændt længere, varmere og mere effektivt. Lektie lært – husk godt brænde.
Her skal jeg dog også lige rose ovnen, for den har en virkelig smart lille detalje. På bagsiden af pizzaovnen monterer man nemlig en holder til det låg der ligger over brændet. Så når du skal fylde mere brænde i ovnen, så kan du hænge låget her. På den måde er du sikker på, at du ikke lægger låget et sted der ikke kan tåle varmen. Smart lille detalje.
Og det er altså en fornøjelse at lave pizza i denne ovn. Med en god pizzadej – du skal tage dig tiden til at lave en god italiensk pizzadej, hvilket Ooni forresten har flere opskrifter på – så er det let at lave gode og luftige pizzaer.
Jeg fik nogle virkelig gode og velsmagende oplevelser ud af Karu 16, og hvis jeg får mulighed for at bruge en pizza til brænde igen, så skal jeg klart have investeret i noget rigtig godt brænde.
Du skal forresten også lige være opmærksom på et par ting mere. Når du bruger ovnen så er det ikke kun ovnrummet der bliver varmt. For selvom ydersiden ikke bliver varm, så bliver skorstenen varm, så du kan ikke lige flytte ovnen efter endt brug.
Du skal også være sikker på at brændet er brændt helt ud inden du renser ovnen, ellers bliver det en smertefuld oplevelse. Det kan forresten godt være lidt udfordrende at få renset ovnen godt når du har brugt brænde, men det er i høj grad et spørgsmål om øvelse.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%
Jeg er vild med Karu 16 multi fuel pizza oven. Den er let at arbejde med, når man har det rigtige brænde, den laver fortrinlige pizzaer, og det er fedt med glaslågen der gør, at du faktisk kan kigge ind til din pizza under brug, og stadig lukke så varmen ikke fiser ud i haven.
Jeg synes også det er virkelig skønt at der er indbygget termometer, så du meget nøjagtigt kan se temperaturen på pizzastenen.
Det er så heller ikke nogen helt billig pizzaovn – men jeg synes den er pengene værd. Men en lidt bedre konstruktion på brændeskuffen ville være at foretrække, brændet falder for let ud og ender på pizzastenen.
Du kan læse mere om Ooni Karu 16 multi-fuel pizza oven her.