
Google har ikke været på det danske marked med deres smartphones så længe endnu – faktisk var sidste års model, Pixel 7 og 7 Pro, første gang Google-mobilerne blev solgt – officielt – i Danmark. Nu er efterfølgeren, Pixel 8 og 8 Pro så dukket op, og i denne test skal vi kigge nærmere på topmodellen og spoiler – den er bare for fed, ikke mindst på kamerasiden.
Hvis vi starter med at kigge på designet, så har Google ændret en anelse på det i forhold til sidste års model. Selve skærmen er gået væk fra det krummede design – det vi kender som waterfall design – hvor skærmen går rundt om kanten. I stedet er skærmen blevet helt flad og med en meget tynd kant, eller bezel.
Kanten mod bagsiden er stadig meget behagelig afrundet, og den bjælke der indeholder kameraet er der også endnu. Jeg ved godt at den har været udskældt mange steder, men jeg kan rigtig godt lide den. Dels giver den mobilen et elegant udseende, og kameraet ser ikke så dominerende ud. Herudover beskytter bjælken objektiverne, hvilket jeg savner hos stort set alle andre smartphones.
Hvis du kigger meget nøje efter på bjælken kan man også se at kameraerne har fået et lidt anderledes layout, og der er kommet et ekstra objektiv i forhold til sidste år.
Men alt i alt er jeg meget glad for designet af Pixel 8 Pro, det er en flot og elegant smartphone,.
Skærmen er en 6,7″ Super Actua, hvilket er Googles egen teknologi lidt som vi kender Retina fra Apple og Super AMOLED fra Samsung. Det er kun Pro-modellen der har Super Actua med en variabel opdateringshastighed på 1-120Hz. Jeg er meget begejstret for de billeder den skærm kan levere. Samtidig er glasset et Gorilla Glass 8, hvilket skulle gøre skærmen stærk og robust.,
Skærmen er super-responsiv, lynhurtig og fantastisk at se film og billeder på. Det er også en fornøjelse at game på mobilen, men personligt synes jeg at den er alt for dyr til at købe til det formål, og med alle de kreative kvaliteter mobilen har er det heller ikke det mobilens fokus.
Hestekræfter nok
Det bringer mig til næste punkt på dagsordenen, nemlig musklerne gemt under skærmen. Google har udstyret Pixel 8 Pro med processoren Tensor G3, deres nyeste chip, og ifølge Google selv skulle den være årsagen til, at de har kunne smække så mange AI-funktioner ned i mobilen.
Men inden jeg kommer AI-delen, der primært hører til i kameraet, så skal jeg lige dvæle lidt ved hestekræfterne i Pixel 8 Pro. For selvom den er hurtigt, så er den – overraskende nok – ikke så hurtig som jeg havde forventet.
Det betyder ikke at den ikke er hurtig, men den har ikke fået det spark i ydelse som jeg havde forventet. Men igen – den har rigeligt med kræfter. Den yder fint i spil og applikationer, og kameraet er lynhurtigt og meget responsivt.
Herudover giver Tensor G3, sammen med Titan M2-sikkerhedschippen mobilen dens sikkerhedniveauer, herunder en indbygget VPN fra Google One.
Det er også Tensor G3 og Titan M2 der er med til at sikre, at såvel ansigtsgenkendelse og fingeraftryksscanneren ikke så let kan brydes. Den del kommer jeg så ikke nærmere ind på her, men jeg tager det som givet, at sikkerheden er så høj som Google lover.
En ting er sikkert, mobilen lukkede lynhurtigt op med både ansigtsgenkendelse og fingeraftryk, og jeg oplevede aldrig at den ikke virkede.
Jeg havde dog et enkelt lille problem med mine hastighedsmålinger, flere af dem virkede nemlig ikke på Pixel 8 Pro. Årsagen var meget simpel, Pixel 8 Pro kommer med den nye Android 14, og den var de så ikke opdateret til.
Men jeg testede den med billed- og videoredigering, opstart af spil og andre apps og naturligvis spil. På intet tidspunkt følte jeg at der manglede kræfter i mobilen, så hvis du spørger mig, er processoren rigelig hurtig.
Fænomenalt kamera
Der hvor Pixel 8 Pro virkelig viser kræfter er når det kommer til kameraet, og redigeringsmulighederne, hvor de mange AI-kræfter forresten for alvor kommer til udtryk.
Pixel 8 Pro har et 3x-kamerasystem, med et hovedobjektiv på 50MP, et telefotoobjektiv på 48MP og et ultravidvinkelobjektiv på 48MP. Det lyder fint, men for at være helt ærlig, så er det ved at være standards på de nye mobiler. Derfor er det langt mere interessant hvad den indbyggede software kan gøre ved de informationer som objektiverne fanger – og Pixel 8 Pro kan på det nærmeste trylle.
De billeder og videoer jeg tog med Pixel 8 Pro var meget imponerende. Farverne var ægte og flotte, ikke noget med at der blev skruet op for f.eks. de grønne farver når der blev taget billeder af græs, eller at himlen på magisk vis blev blå, selv i gråvejr.
Billederne var flotte og skarpe og indeholdt informationer nok til at jeg kunne zoome ret kraftigt på billederne efterfølgende. Samtidig stod motiverne flotte og skarpe, og det var muligt at få en fin sløring af baggrunden.
Når det kom til portrætter var hovedkameraet ret godt til at skille motiv fra baggrund, men det samme gjaldt desværre ikke for selfiekameraet. Her oplevede jeg ofte problemer, hvor der var artefakter og fejl der hvor motiv og baggrund skulle skilles.
Når det kom til makrobilleder, så var jeg for alvor imponeret over Pixel 8 Pro. Det tog nogle virkelig flotte billeder her, super skarpe og flotte detaljer, og selv om der var lidt bevægelse i motiverne, så formåede kameraet at stille lynhurtigt skarpt på motivet og levere et superflot resultatet.
Kameraet i Pixel 8 Pro har et fedt zoom, hvor du kan komme meget tæt på motiverne, og funktionen, mørkelinse, giver nogle fede billeder om natten.







På videosiden kan Pixel 8 Pro også leve op til alle forventninger. Det filmer uden problemer i 4K ved både 24, 30 og 60 fps, og det giver nogle meget flotte og naturlige film. Samtidig har kameraet en række videofunktioner som gør at du kan få stabile film, selv hvis du bevæger dig rundt med kameraet, og så har det et par filmiske-funktioner der sætter motivet i fokus og meget diskret slører baggrunden.
Jeg blev hurtigt vild med at filme med Pixel 8 Pro, og kunne sagtens se mig selv bruge kameraet i mit videostudie til at lave film med.
Spændende indstillinger og funktioner i kamera
Når det kommer til betjening af kamera, så har Google slået Pro-funktioner og almindelige funktioner sammen. Så ikke noget med at du skal finde ‘pro’-funktionen. Du kan finde de pro-indstillinger der hænger sammen med den pågældende funktion, direkte der hvor du tager billeder.
Samtidig behøver du absolut ikke bruge dem. Hvis du bare bruger ‘point & click’ på kameraet så slår de automatiske indstillinger automatisk til.
Nogle af de ting du kan vælge i Pro-indstillingerne er en opløsning på 50MP, du kan vælge at tage billeder i jpg- eller RAW-format og meget mere. Jeg er glad for de funktioner jeg kan finde her, og ikke mindst, at de er så lette at nå.
Et andet sted der virkelig rykke er på de redigeringsfunktioner der er indbygget i Pixel 8 Pro, og hvor AI-funktionerne bliver brugt.
Der f.eks. kommet funktionen ‘Bedste billede’, hvor du tager en række billeder af en eller flere personer, vælger et af dem, og så kigger mobilen på alle billederne, og udvælger dem hvor folk smiler. Dem kombinerer mobilen så det færdige billedet er et, hvor alle smiler – det er både fantastisk effektivt og skræmmende – for det er umuligt at tro på billeder herefter.
Der er også en magisk redigeringsfunktion, hvor du f.eks. kan vælge et motiv, måske en person og få flytte ham eller hende på billedet. Mobilen beregner automatisk baggrunden der hvor personen blev flyttet fra, og i de fleste tilfælde var det en meget overbevisende redigering mobilen leverede.
Du kan også slette objekter på billederne, og det gjorde Pixel 8 Pro meget imponerende.
Der er også kommet en funktion, hvor du kan redigere lyden i dine videoer. Her vil mobilne fosøge at skille lyden i forskellige spor, og så kan du skrue op og ned for dem. Igen gør Pixel 8 Pro det rigtig godt. Jeg er meget imponeret over resultatet.
Bedømmelse
Samlet vurdering 100%

Jeg er imponeret – meget imponeret – over Pixel 8 Pro. Det er en flot, elegant og effektiv smartphone. Den lever op til navnet ‘Pro’ for den har rigtig mange fede kamerafunktioner indbygget, funktioner som du primært vil have brug for, hvis der pro, eller semi-pro, fotograf, eller videograf.
Specielt redigeringsmulighederne er imponerende, og meget lette at bruge.
Hvad jeg ikke er så begejstret for er, at prisen på Pixel 8 Pro er kommet ret højt op. Den er ved at kunne blande sig med de dyre topmodeller fra Apple og Samsung.
Du kan få den i 3 konfigurationer, en med 128GB, en med 256GB og en med 512GB lager.
Du kan læse mere om Pixel 8 Pro her.