TEST: Fitness tracker – flot, men alt for dyr

Den lille flotte fitness tracker fra Fitbit, Luxe, er super avanceret, flot og en god tracker. Men den er et dyrt bekendskab hvis du skal have det maksimale ud af den

Fitbit Luxe. Foto: Fitbit

Jeg kan godt lide at have styr på min daglige aktivitet. Både når det kommer til, hvor mange skridt jeg får flyttet fusserne, men også hvor meget jeg slider i fitness centret, hvordan mit hjerte håndterer det og meget mere. Det kræver en tracker, og heldigvis kan de fleste smarte ure klar den sag, mere eller mindre godt.

Men en god fitness tracker, eller aktivitetstracker kan ofte klare den opgave bedre, eller måle på flere parametre. Fitbit har i mange år været blandt de førende indenfor denne kategori, og var en af de allerførste på markedet der leverede pålidelige og præcise trackere.

Jeg har testet Fitbit Luxe, en af deres trackere, der i lige så høj grad er et smykke, som en egentlig aktivitetstracker, og klart langt mere feminin end hvad jeg normalt vil gå med. Men mange vil klart foretrække den fremfor et stort klodset smartwatch eller ditto aktivitetstracker, og der er ingen tvivl om at den er pynter langt mere end mange af de større kolleger.

Let at komme igang

Det er dejlig let at komme i gang med en Fibit tracker, og det gælder også for Luxe. Tænd for den, åben app’en og så er den hurtigt aktiveret. Jeg oplevede dog at den ikke kunne finde trackeren første gang jeg forsøgte, og det krævede en genstart af Luxe – en opgaver der krævede at jeg tilsluttede trackeren til opladeren og trykkede tre gange på en knap der er gemt på usb-stikket på opladeren.

Nuvel – herefter var jeg i gang, og bortset fra min irritation over, at Luxe kræver sin helt egen oplader, og derfor ikke kan genbruge nogle af de andre Fitbit-opladere jeg har liggende, så gik det som sådan godt. Samtidig så kræver den ikke at se opladeren ret tit, for den holdt let strømmen op til en uges tid – virkelig fedt.

Design og materialevalg gjorde den til en rigtig flot tracker, og selve urskiven på den klædte virkelig designet. Men det også nødvendigt, for ekstra urskiver skal købes i app’en, og der findes ikke så mange, pæne, urskiver du kan få uden at skulle svinge Dankortet.

Luxe kan, naturligvis, vise en masse opdateringer og notifikationer direkte på uret, men det kræver gode øjne at se det, for skiven og skriften er lille. Men du kan få de mest basale oplysninger og opdateringer der, og det er fint. Jeg valgte at bruge det primært som ur og tracker.

Fitbit Luxe, lille og elegant. Men alt for dyrt. Foto: Fitbit

Meget avanceret

Som jeg havde forventet af Fitbit, så er det en meget avanceret tracker. Den kan måle en imponerende mængde forskellige ting, udover din aktivitet. Ting som søvnmønster, iltindhold i blodet, åndedrætsfrekvensen og naturligvis puls er ting du kan måle med Luxe.

Men der er en lille hage her. Hvis du vil have et overblik over de mere interessante, og spændende, målinger, så skal du have et Fitbit Premium-abonnement, og det koster et sted mellem 50 og 75 kroner om måneden, altså et sted mellem 600 og 900 kroner om året. Dertil kommer prisen på Luxe, der i forvejen ligger på omkring 1.200 kroner, så dit ur bliver hurtigt et dyrt bekendtskab.

Eller rettere sagt – du får adgang til 7 dages statistik uden abonnement, hvis du vil have op til 90 dage, så skal du betale for et Premium-abonnement.

Godt nok er der seks måneder gratis med når du køber uret, men stadig…

Gode målinger

Der er ingen tvivl om, at trackeren er god og meget avanceret. Dens målinger var meget præcist, og det er altså fedt at kunne få et overblik over ting som søvn og åndedræt, for ikke at tale om iltniveau i blodet – ting der er kan være guld værd når du træner meget.

Men det irriterer mig stadig virkelig meget, at jeg skal betale ekstra for at få det fulde overblik. Der findes faktisk smartwatch på markedet i dag, der kan det samme, uden at du skal betale ekstra for det. De ure er nok lidt dyrere i indkøb, men du bliver så heller ikke bundet til et abonnement.

Der er også en række funktioner som Stress Manager og mindfulness, som du så også skal betale for at få adgang til, men det skal jeg ikke brokke mig mere over her. Funktionerne er fede og de virker, og det skal Fitbit have stor ros for.

Du kan starte tracking af dine favoritøvelser direkte på skærmen, og du vækker urskiven ved at dobbeltklikke på den. Noget jeg dog ofte havde problemer med. Det var nemlig ikke altid at trackeren tændte skiven når jeg bad den om det. Her kunne jeg godt have brugt, at den bare tændte når jeg løftede hånden.

App’en giver et fint overblik over din sundhed, og jeg kan fx godt lide at se hvordan min søvn bliver brudt ned. Altså – hvor meget var jeg vågen fra jeg gik i seng. Hvor mange timer har jeg REM-søvn, hvor meget af søvnen er let søvn og hvor meget er dyb søvn.

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

Jeg kan rigtig godt lide Luxe som tracker betragtet, og jeg er vild med at det er muligt at få en der faktisk er rigtig pæn. Men jeg er meget utilfreds med, at du skal ud og betale rigtig mange penge, årligt, for at få fuld adgang til de funktioner der faktisk giver gør trackeren speciel.

Samtidig er det ikke ok at jeg skal bruge en speciel oplader, hver gang jeg skifter ur, og det er heller ikke ok, at det er så svært at vække urskiven.

Jeg ville godt give trackeren en højere karakter, men prisen, abonnementet og problemet med at vække urskiven gør det umuligt for mig.

Læs mere om Fitbit Luxe her.

De bedste priser lige nu

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?