TEST: FreeBuds 4i – lille, billigt og godt headset

Det nyeste helt trådløse headset fra Huawei er både billigt og godt. Men selvom det har mange formidlende omstændigheder, så er der ikke helt uden bump på vejen

Huawei FreeBuds 4i. Foto: Huawei

Jeg er temmelig vild med det helt trådløse headset, men ikke for enhver pris. Jeg forventer at de både sidder godt, behageligt og at de kan levere en fornuftig lyd – hvilket det desværre ikke er alle der lever op til. Men FreeBuds 4i fra Huawei tjekker mange af de rigtige bokse.

Som noget af det vigtigste – dog ikke det allervigtigste – så er det helt uden ledninger, og så leverer det en ganske fortrinlig lydkvalitet. Og så stopper jeg lige op her, for netop de to ting fortjener en kommentar med på vejen.

FreeBuds 4i er et helt trådløst in-ear-headset, som alle de forgående FreeBuds også var. Og i stil med forgængerne så er det designet over præcist samme læst som vi har set hos Apple, en lang hvid pind der hænger ud af øret på dig – noget der måske godt kan minde lidt om en gang ukogt, og tyk, spaghetti der hænger ned ad kinden på dig.

Det er et design du skal kunne lide, og hvis du ikke kunne lide det på AirPods, så kan du heller ikke lide det her. Men nu vi holder os til designet, så skal jeg også lige nævne, at selve øreproppen er en hybrid mellem de klassiske in-ear-headsets, hvor du skal mase en pjort ind i øret, og så det ophæng vi kender fra AirPods, hvor headsettet nærmest hænger fast i øret på dig.

Det virker som et underligt design, men her skal Huawei altså roses, for det virker bare. Det er et vildt godt design når det kommer til at lave et headset der både sidder godt i øret, og som ikke kun er afhængig af, om det nu også er proppet godt nok ind i øret.

Huawei FreeBuds 4i. Foto: Huawei

Men det betyder også at du godt kan mærke du har det på. Og selvom der er gjort meget for at sikre en god komfort, så kan jeg ikke holde ud at have det på mere end et par timer før det begynder at presse i øret – så hvor det nok får det bedste fra in-ear-verdenen, så får det også lidt af det værste.

Overraskende god lyd

Hvis vi så går lidt videre, så skal vi kigge på lydkvaliteten. For her overrasker FreeBudds 4i faktisk ganske positivt. Headsettet er jo ikke noget dyrt headset, så mine forventninger til lyden var sat derefter. Lyden viste sig dog at være ret god. Naturligvis får du ikke samme krystalklare lydbillede som du får i headsets til flere tusinde kroner. Men jeg var nu ganske godt tilfreds. Ganske fint lydbillede, og den aktive støjreduktion fungerer super godt.

Du kan styre lyden direkte på headsettet, sådan rimelig simpelt altså. Du kan pause og starte musiknumret, eller tage telefonen. Og så kan du slå støjreduktion til og fra fra den anden øreprop.

Og det er så kun en del af sandheden. For faktisk så kan du mere, eller rettere – du kan noget andet. For i den app der følger med (den vender jeg tilbage til om lidt), der kan du selv bestemme, hvad dobbeltklik på den ene hhv. den anden øreprop skal gøre, og det er faktisk ret fedt – jeg havde så valgt de to ovenstående funktioner.

Og nu vi er her, så skal jeg lige ind på app’en. Huawei har udviklet headsettet til en Huawei-mobil, og det betyder at du skal hente en speciel app som indeholder Huawei Mobile Services, HMS. Den app findes kun til Android, og du kan ikke finde den på Google Play. Så den QR-kode der følger med leder dig hen til Huaweis egen site, hvor du så kan hente app’en. Alternativt kan du også hente den fra Huaweis AppGallery, hvis du har installeret det på din smartphone.

Det skal du naturligvis lige afgøre med dig selvom om det er noget du ønsker, for du er nødt til, midlertidig om ikke andet, at tillade download og installation, fra en kilde der ligger uden for Google Play. Personligt har jeg ikke noget problem i det, men det er klart noget du skal være opmærksom på.

Der er omkring 10 timers batterilevetid i headsettet og op til 22 timers musikafspilning, hvis du medregner den strøm der ligger i etuiet.

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

FreeBuds 4i fra Huawei er et ganske godt lille headset. Af et headset til små 600 kroner er det faktisk en ret fin lyd man får ud af det. Jeg er mindre vild med, at det kræver speciel app, som ikke findes på Google Play, men kan dog godt leve med det.

Headsettet sidder rigtig godt fast i øret og har en fin batterilevetid. Du skal dog være opmærksom på, at det er en mellemting mellem et traditionelt in-ear-headset og Apples AirPods, så du slipper ikke for proppen ind i øret når du sætter det på.

Du kan læse mere om FreeBuds 4i her.

De bedste priser lige nu

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3168 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?