TEST: Headset godt til både musik og møder

Logitech Zone Wired Earbuds er tænkt som en headset til onlinemøder, men fungerer imponerende godt til musik - hvis du altså kan leve med ledningerne

Det er sjældent at se et nyt headset med ledninger, men Logitech Zone Wired Earbuds er lige præcist hvad det siger – et kablet headset. Men det er så heller ikke et headset det, som udgangpunkt, er beregnet til musik eller mobil brug. Headsettet er tænkt til folk der sidder ved computeren og holder video/online-møder, eller folk der holder møder via telefonen.

Jeg vil godt lige bruge et øjeblik på designet af headsettet. For Zone Wired Earbuds er faktisk ret elegant headset – specielt af et kablet et af slagsen. Samtidig er det udstyret med magneter i øredupperne, så de to ørepropper klikker sammen hvis du fører dem tæt sammen.

Det virker måske overflødigt, men det er faktisk ret smart, for det betyder at det er lettere at pakke sammen, og undgå det store ledningsrod.

Logitech Zone Wired Earbuds. Foto: Logitech

Samtidig har Logitech designet headsettet så det er overraskende komfortabelt. Jeg fandt hurtigt de øredutter der passede mine ører, og herefter kunne jeg bruge det stort set hele dagen, uden nogen form for træthed i øret. Jeg var virkelig begejstret over pasformen.

Headsettet kan tilkobles både via 3,5mm jack-stik, usb-c og usb-a, men altså ikke Lightning. Så her og nu kan det ikke bruges med din iPhone – med mindre du altså har en adapter der ændrer jackstikket til lightning.

Umiddelbart kan jeg dog ikke anbefale at bruge jack-stikket. For det betyder at du ikke kan bruge den kontrolboks der styrer headsettet. Jack-stikket tilkobles nemlig kontrolboksen, der så igen har ledning til usb-c/a-stikket.

Så for mig betyder det, at headsettet primært kan bruges, men fornuft, til usb-c og usb-a.

Kontrolboksen lader dig skrue op og ned for lyden, du kan mute mikrofonen, starte og stoppe musikken og modtage og afbryde et opkald – helt som vi kender det fra de klassiske kontrolbokse.

God lyd på alle områder

Uanset om du bruger et headset til møder, telefonsamtaler, musik eller gaming så skal lyden være på plads, og det skal støjreduktionen også. Sidstnævnte kan jeg med det samme skrive under på er helt i top. Jeg var meget begejstret for den gode støjreduktion, der fjerner udefrakommende lyd, uden at skabe en lydtæt boble – så langt så godt. Den teknologi Logitech bruger her er rigtig god.

Fordi headsettet er specielt rettet mod folk der har behov for et headset til online møder, er mikrofonen virkelig vigtig. Der er ikke noget værre end at sidde i et møde og spekulere på, hvad pokker det lige er, de andre siger.

Logitech Zone Wired Earbuds. Foto: Logitech

Her klarer Zone Wired sig virkelig godt, den indbyggede mikrofon, eller skulle jeg sige mikrofoner, opfangede min stemme rigtig godt, og fjernede fint de lyde fra rummet der kunne forstyrre samtalen.

Her er det så lige at jeg skal nævne den software, LogiTune, man bør – men ikke skal – installere på computeren. Via den kan man dels holde headsettet opdateret med den nyeste firmware, dels kan man indstille hvor kraftig mikrofonen skal være, og ikke mindst hvor meget af din egen tale du ønsker at høre.

Det sidste er faktisk vigtigere end man skulle tro, for hvis man slet ikke kan høre sig selv tale, er det vildt underligt at deltage i møder. Så en justering er på plads, og det passer mig fint, at man selv kan indstille præcist hvor meget man gerne vil høre.

Det bringer mig tilbage til lydkvaliteten igen. For til møder er den bare virkelig god – talen går klart og flot igennem – og det er vigtigt.

Når det så kommer til musik, var det her Logitech Zone Wired Earbuds virkelig overraskede mig positivt. For musikken var af langt bedre kvalitet end jeg havde forestillet mig. Virkelig flot bas, afrundet og behagelig, fine mellemtoner der gav et godt lydbillede og ganske flot diskant. Jeg kunne dog godt have tænkt mig at diskanterne var lidt skarpere end tilfældet var. Men alt i alt en god lydkvalitet, ikke mindst når prisen tages i betragtning.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Logitech Zone Wired Earbuds er et overraskende godt headset til både onlinemøder og hvis du vil lytte til musik, når du alligevel sidder foran computeren.

Det er elegant i design og yderst komfortabelt, og du kan uden problemer have det på det meste af en arbejdsdag.

God støjreduktion der sikrer god lyd til både musik og tale, og ved møder sender det din stemme meget klart igennem.

Til brug foran computeren er dette headset virkelig godt – og samtidig diskret.

Du kan læse mere om headsettet her.

Det koster Zone Wired Earbuds lige nu

About Lars Bennetzen 3850 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.