TEST: Lynhurtig ekstern SSD fra Freecom

Den nye Celeritas fra Freecom er et eksternt SSD der bruger den hurtige Thunderbolt 3 port – og hastighederne er imponerende høje – men drevet har også et enkelt lille minus

Eksterne drev bliver normalt primært brugt til backup og transport af store datamængder. At bruge dem til at arbejde på, specielt når det kommer til at arbejde med video, så er det normalt ikke hurtige nok.

Men det ændrer Celeritas fra Freecom på. Drevet er et SSD, hvilket i sig selv er en hurtige teknologi. Samtidig bruger det Thunderbolt 3-porten, som gør det til et lynhurtigt drev.

Jeg har haft drevet til test, og det er lige værd at bemærke, at hvis du ikke har en Thunderbolt 3.0-port på din computer, så glem alt om at bruge drevet, det duer kun til den port.

Heldigvis er min MacBook Pro 15” udstyret med fire af slagsen, så jeg gik i gang med at teste drevet.

Freecom er kendt for sit flotte metalliske design, og det går også igen i Celeritas. Slankt aluminiums kabinet, markante riller der giver drevet et elegant og eksklusivt design. Noget der virkelig passer godt sammen med en sølvfarvet laptop – fx en MacBook.

Drevet lover hastigheder på op til 2.800 MB/s ved læseoperationer og 2.000 MB/s ved skriveoperationer. Det holder så kun næsten. For min test kunne ikke helt levere de hastigheder. Hverken mit benchmarkprogram, Blackmagic Disk Speed Tool, eller min kopieringstest kunne levere så høje hastigheder. Det bedste jeg kunne opnå var 1.675 MB/s., og selvom det var lynende hurtigt, så var det ikke helt de 2.000 MB/s jeg havde håbet på.

Læsehastighederne var noget tættere på det opgivne. Her kunne jeg måle 2.650 MB/s, og igen er det en ret god hastighed, men ikke helt de 2.800 de lover.

Det er så også værd at bemærke, at jeg testede Celeritas på en computer der bruges som min arbejdscomputer, og det betyder, at der er installeret andet end blot et OS på den. Selvom det ikke burde have indflydelse på drevets hastighed, så tænker jeg at det nok trods alt har haft en vis indflydelse.

Omvendt så er det en meget ægte test – for et drev som Celeritas er bygget til at blive brugt på en arbejdscomputer. Så jeg valgte, udover den rendyrkede benchmark, at arbejde med videoredigering direkte fra den eksterne disk, og det var virkelig en fornøjelse.

Arbejdet gik fuldt ud lige så hurtigt som fra min interne disk, og det vil sige at Celeritas er et oplagt valg som en ekstern arbejdsdisk. Ikke bare en der bliver brugt som backupdisk, men også som en aflastning til din almindelige harddisk.

Du skal så også være opmærksom på, at drevet bliver meget varmt under brug. Det har ikke svigtet under testen, men når jeg virkelig pressede det, så var det til tider så varmt at jeg blev lidt urolig. Igen – der skete ikke noget, men ved længere tids belastning er jeg ikke sikker på, hvordan Celeritas vil reagere.

Men du skal så også have fat i den store pengepung, for Celeritas koster – i 1TB versionen – omkring 5.000 kroner, og det er altså en pæn skvat penge for en harddisk. Er den pengene værd? Personligt synes jeg det ikke, for så meget mangler jeg ikke en ekstern hurtig harddisk. Teknologisk er den fantastisk – men den er også alt for dyr i forhold til, hvad du faktisk får for pengene.

Produktinformation

  • Produktnavn: Celeritas mSSD 1TB
  • Producent: Freecom
  • Interface: Thunderbolt 3
  • Drevtype: M.2 2280 NVMe SSD
  • Hastigheder (opgivet): Max. 2800 Mbit/s læs, max. 2000 Mbit/s skriv
  • Materiale: Aluminium
  • Dimensioner: 12.6 x 6.0 x 1.9 cm
  • Vægt: 186 g
  • Pris: Set til kr. 5.050,-
  • Mere information hos Freecom

 

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Freecom mSSD Celeritas er, teknologisk set, et fantastisk drev. Lynhurtigt at skrive til og læse fra, og let at bruge. Designet er i top, og det klæder rigtig godt din laptop, hvis du i forvejen har en sølvfarvet en af slagsen.

Men prisen er høj, alt for høj. Og drevet har en kedelig tendens til at blive meget varm. Personligt ville jeg hellere købe et billigere drev, få endnu mere kapacitet, og leve med at jeg måske skal vente et par sekunder ekstra på at loade de helt store videofiler.

 

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2239 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?