TEST: Yderst problematisk headset

For første gang nogensinde har jeg testet et headset der var en fysisk smertefuld oplevelse. Studio Nio er flot, men lydmæssigt set yderst problematisk

Jeg har testet det nye helt trådløse in-ear-headset fra svenske Studio, Nio. Og på papiret, og ved første visuelle inspektion, ser det rigtig godt ud.

Designmæssigt er der ingen tvivl om at Studio har fået stor inspiration fra Airpods og måske også fra de trådløse FreeBuds fra Huawei. Samtidig kommer det i en række meget spændende farver, og der er en række silikonehætter som gør, at du let kan finde en god pasform til dit øre.

Så langt så godt – herudover er headsettet IPX4-certificeret, altså vandafvisende, og har en spilletid på op til 20 timer.

Studio lover også en klar lyd til samtaler via en dual-mikrofonteknologi.

Så meget for alle de flotte ord. Nu er det tid til at kigge nærmere på headsettet. Der er ingen app så du kan styre eller indstille headsettet – eller installere en eventuel firmwareopdatering, og der er heller ingen NC til at fjerne baggrundsstøj når du lytter til musik.

Så jeg satte headsettet i øret, og blev med det samme overrasket over en meget høj stemme der sagde at det var nu var klar til at parring med min smartphone. Jeg havde hurtigt koblet min iPhone og headsettet sammen, og gik så i gang med at lytte til musik.

Det var så her at det hele faldt sammen. Jeg blev mødt af en bas der på det nærmeste bombarderede mit øre, og ikke en god bas, men en bas der var mudret og uklar. Den druknede totalt diskanten, der i øvrigt ikke virkede specielt klar og mellemtonen var lige så mudret som bassen.

Men ting er at lydbilledet var dårligt. Noget helt andet var, at det var smertefuldt at lytte til musik med Studio Nio i øret. Bassen hamrede hårdt ind i øregangen på mig, og jeg kunne ikke holde ud at lytte til ret mange musiknumre, inden jeg måtte hive headsettet ud af øregangen.

Det var virkelig surt, for jeg kunne godt lide designet, også på etuiet der hører til. Det hele er meget elegant og virker meget elegant.

Men selv en pris på mellem 550 og 650 kroner er alt for dyrt for et headset, der muligvis kan ødelægge dit øre.

Hvis du udelukkende bruger det til telefonsamtaler, så er det et ok headset, men helt ærligt – hvor mange gør lige det? Et headset bliver primært brugt til at lytte til musik i.

Bedømmelse

Samlet vurdering 10%

Det er sjældent at jeg fraråder et produkt, men det gør jeg her. Headsettet har en virkelig problematisk lydkvalitet, og det er bare er virkelig et problem at det er smertefuldt at lytte til det.

Pænt design og flotte intentioner er ikke nok – dette headset er en ommer.

Du kan læse mere om Studio Nio her.

De bedste priser lige nu

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3756 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?