Tre ud af fire medarbejdere svækker virksomhedens it-sikkerhed

Internethandel, pengeoverførsler gennem netbank og besøg i den private e-mailindbakke er blandt de daglige gøremål, som de fleste klarer fra firmacomputeren, viser en ny undersøgelse. Konsekvensen er dog, det gør virksomheden særdeles sårbar over for cyberangreb i en tid, hvor truslen er blevet markant større, vurderer it-sikkerhedsvirksomheden Mimecast

Vi bruger vores firmacomputere til meget mere end at svare på arbejdsrelaterede e-mails og udfylde forretningskritiske dokumenter og regneark. Faktisk bruger hele 73 procent den computer, arbejdsgiveren stiller til rådighed, til både underholdning og praktiske, private ærinder.

Det viser en ny global undersøgelse, som Censuswide har foretaget på vegne af it-sikkerhedsfirmaet Mimecast. Konsekvensen af den personlige brug er, at virksomheder i stigende grad bliver sårbare over for cyberangreb. I medarbejdernes personlige e-mailindbakker kan virksomheden fx ikke indføre samme strikse sikkerhedsprocedurer som medarbejdernes firmamail, og det øger risikoen for cyberangreb.

Fænomenet er bestemt ikke nyt, men 60 procent af de adspurgte svarer, at de bruger firmacomputeren i personligt øjemed oftere end tidligere. Og det er særligt slemt i disse måneder, hvor mange arbejder hjemme og er koblet på trådløse netværk, som ikke er lige så sikre som virksomhedens.

Eftersom manges hjem fungerer som kontorer, klasseværelser og bolig, er det ikke en overraskelse, at medarbejdere bruger enheder udleveret af deres arbejdsgiver til personligt brug. Det åbner dog for nye muligheder for it-kriminelle, der kan angribe organisationerne flere steder end tidligere. Samtidig har vi set en stor stigning i antallet af angreb i år. Alene i årets tre første måneder steg antallet med 33 procent, så det er noget, vi skal tage meget alvorligt.

Niels Frederiksen, dansk landechef i Mimecast.

Vi tjekker mails og netbank

For de fleste af os er det særligt besøg i den private e-mailindbakke (47 procent) og internethandel (35 procent), som sker på firmacomputeren, viser undersøgelsen. Og det er særligt problematisk, når hele 44 procent af de adspurgte er tilbøjelige til at åbne mistænksomme e-mails.

Undersøgelsen viser, at mens mange virksomheder har et ønske om at sikkerhedsuddanne medarbejdere, så er indholdet og frekvensen af uddannelsen utilstrækkelig. Uddannelse af medarbejderne er altafgørende for at reducere risikoen for at blive offer for cyberangreb. Uddannelsen skal være kort, involverende, visuel, relevant og gerne med en grad af humor, hvis den skal bundfælde sig i medarbejdernes bevidsthed.

Niels Frederiksen

I gennemsnit bruger hver af de 1.105 respondenter fra blandt andet Storbritannien, USA, Australien, Holland og Tyskland firmacomputeren 1,9 timer om dagen i privat henseende. Særligt slemme er de yngre generationer mellem 16 og 34 år, hvor de ældre generationer på arbejdsmarkedet i langt mindre grad lader de digitale privat- og arbejdsliv smelte sammen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget i september 2020 af Censuswide, som har indsamlet data fra 1.105 respondenter fra Storbritannien, USA, Australien, Sydafrika, Holland, Tyskland, Canada og De Forenede Arabiske Emirater. Respondenterne kommer alle fra virksomheder med færre end 100 medarbejdere, og de er alle udstyret med enten mobilenhed, bærbar eller stationær computer af deres arbejdsgiver.

Læs mere om undersøgelsen her.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?