Flot designer tastatur/mus kombo fra Logitech

Den nye Logitech MK470 Slim Wireless Keyboard og Mouse kombo, er designet til at både være effektiv og se flot ud på skrivebordet – minder faktisk lidt om Mac-tastaturet

MK470 Slim Wireless Keyboard

Logitech har lige sendt et kombo af mus og tastatur på gaden, som sætter design i højsædet. Tastaturet, MK470 Slim Wireless Keyboard er super tyndt, og musen skulle være både moderne (hvad det så end betyder) og komfortabel (lover Logitech).

Tastaturet og mus skulle være lydløse og Logitech lover et behagelig arbejdsoplevelse når du bruger dem – og i modsætning til de fleste tastaturer jeg arbejde på, så skulle de ikke forstyrre omgivelserne når du arbejder på dem.

MK470 er et fuldt tastatur, hvilket betyder at det også har et numerisk tastatur, hvilket jeg sætter meget stor pris på. Tasterne, der er slanke, er designet som med scissor switch-teknologi, hvilket skulle sikre den lydfri, og laptop-lignende, brugeroplevelse. Og det samme skulle gøre sig gældende for tasterne på musen.

Tastaturet er trådløst og forbinder sig med en 2,4GHz-forbindelse via en trådløs, medfølgende, usb-modtager. Der er dog ingen melding om, hvorvidt du også kan bruge den almindelige bluetooth-forbindelse, og dermed også bruge tastaturet på f.eks. en Mac.

Både mus og tastatur har en auto-sleep-funktion der sætter dem i batteribesparende tilstand når de ikke bruges. Logitech lover hhv. 18 og 36 måneders batterilevetid for mus og keyboard.

Kombinationen af mus og tastatur kommer på markedet i løbet af august og får en pris på 399 kroner.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2386 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?