TEST: God lyd, men lav volumen med Urbanears Pampas

Pampas hovedtelefonerne kommer med lækker lyd, enkelt design, stor komfort og masser af spilletid. Men vi savner power på volumenknappen, selv om Urbanears Pampas delvist løser det problem

Urban Pampas

Urbanears har længe lavet gode hovedtelefoner, der ikke koster en formue. Det gælder også deres seneste model – Urbanears Pampas. Prisen er på ca. 1.195 kr., og for pengene får man et par Bluetooth hovedtelefoner, der er har mange gode funktioner.

Design

Urbanears står bag hovedtelefonerne Plattan, der har et afdæmpet, men markant design, som man kan se folk børe både i reklamer og film. Pampas ligner ikke Plattan, men har alligevel et design, der skiller sig ud. Der er kun en enkelt knop, som bruges til at styre funktionerne. Ud over den ene knap, holder Pampas den enkle stil. Der er et lille lys, der markerer, når hovedtelefonerne er tændt eller i parrings-mode, men det er gemt i bunden af den ene hovedtelefon, og er usynligt når man har hovedtelefonerne på. Smart. Både bøjlen og hovedtelefonerne er delvist klædt i stof. Derfor føles de virkelig godt, når man står med dem i hænderne. Hovedtelefonerne føles ikke super robuste, men det er igen lykkedes Urbanears at lave nogle hovedtelefoner, der skiller sig ud med det enkle design. Pasformen er fin, og vi kan have dem på længe, uden at de generer.

30 timers spilletid koster på volumen

Når man tænker på, at Pampas kan spille i 30 timer på en opladning, så er de ikke særligt tunge at have på. Vi undrede os lidt over, at det kunne lade sig gøre at lave så lette hovedtelefoner med forholdsvis lang spilletid, men når vi skruer helt op for volumen, bliver det tydeligt, at det er her Urbanears har tjent spilletiden ind. For volumen er mærkbart lavere end det generelle niveau i andre Bluetooth hovedtelefoner. Lavere volumen er ikke så krævende for batteriet, og resultatet er altså her længere spilletid. Selv om det burde gøre det sværere at høre noget i bybilledet, så har Urbanears delvist løst problemet ved at bygge hovedtelefonerne, så de er rigtig gode til at dæmpe udefra kommende støj, dvs. passiv støjdæmpning. Så selv om vi har hovedtelefonerne på i bussen eller toget, så kan vi faktisk nyde musikken eller filmene, fordi Urbanears Pampas er ret gode til at lukke af for støj. Det er flot, men ikke helt nok. Det er for eksempel en decideret misfornøjelse at lytte til AC/DCs Thunderstruck eller Macklemores Thrift Shop eller alle andre numre, der bliver bedre af et ordentligt los i øregangen. Så i sidste ende ville vi nok have foretrukket færre timers spilletid og mere power på volumenknappen.

Urban Pampas

Detaljeret og god lyd

Prisen for Urbanears Pampas ligger på 1.195kr., og vi er faktisk overraskede over, hvor god lyden er. Vi får et meget bredt lydbillede, hvor det lykkedes hovedtelefonerne at gengive rigtig mange detaljer i lyden. Det er gode allround hovedtelefoner, men de lyder allermest klare og imponerende, når vi lytter til akustiske numre. Vokalen i sange træder meget tydeligt frem, men uden at det går ud over instrumenterne. Selv bassen er ren og detaljeret, men vi skal skrue ret højt op, før bassen får gennemslagskraft. Selv på maksimum volumen er der god balance i diskant, mellemtone og bas, så hvis man vil sikre sig, at ens børn ikke før høreskader, er de et godt bud.

Funktioner

Ud over Bluetooth 5.0 forbindelsen, kan man også bruge hovedtelefonerne med kabel via 3.5mm porten. Her får man faktisk højere volumen, og så er det virkelig fedt at lytte til Pampas. Ud over at lukke lyd ind, kan man også bruge 3.5mm porten til at dele musikken. Så hvis man selv har Bluetooth forbindelse til f.eks. mobilen, så kan man dele musikken ved at lade en ven bruge 3.5mm porten på Pampas. Det er muligt at koble Pampas til flere kilder, så man f.eks. kan være forbundet til sin computer og mobil på samme tid. Det er smart, for det gør det meget lettere at bruge Urbanears Pampas f.eks. på hjemmekontoret. Alle funktioner styres med én knap – eller knop. Den minder mest af alt om et lille joystick, der sidder i bunden af hovedtelefonen. Den bruger man til at tænde og slukke med (tryk ned og hold), og til at skrue op og ned for volumen eller at hoppe frem eller tilbage blandt numrene. Det er utroligt enkelt og meget nemt at bruge, når man lige har prøvet det et par gange.

Produktinformation

  • Producent: Urbanears
  • Produkt: Pampas
  • Type: Over-ear Bluetooth hovedtelefoner
  • Impedans: 32 Ohm
  • Driver: 40 mm
  • Frekvens:  20Hz-20.000Hz
  • Forbindelser:
  • 3.5mm audio
  • Bluetooth 5.0
  • Vægt: 260 gram
  • Batterilevetid: 30 timer
  • Pris: 1.195kr.
  • Læs mere om Pampas hos Urbanears.

 

Bedømmelse

Samlet vurdering 76%

Der er meget at være begejstret for og få ting at brokke sig over med Urbanears Pampas. Lyden er langt bedre end vi ville forvente af Bluetooth hovedtelefoner i den prisklasse, og designet er afdæmpet men pænt, selv om det ikke virker så robust. Den lave volumen trækker ned, for det tager altså noget af nydelsen for os. Pampas er fine, hvis du er til god musik i ørene og gerne vil kunne bruge dem nogle timer om dagen flere dage, uden at skulle forbi stikkontakten. Men hvis du hører til dem, der jævnligt har brug for at straffe dine trommehinder med noget god musik på en volumen, der kan mærkes, så er Pampas ikke til dig. Vil du sikre dig selv eller dine børn imod høreskader, så kan du godt slå til. Køber du dem, får du mange gode funktioner med i købet, og så får du nogle flotte hovedtelefoner til en fornuftig pris.

 

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?