To nye headsets til folk der træner meget og tre nye lydprodukter til folk der godt vil klippe kablet og stadig nyde god musik – det var nogle af de ting som Harman præsenterer i år på IFA-messen i Berlin.
Efter Harman blev opkøbt af Samsung tidligere på året, har der været spekulationer om, hvad pokker Samsung egentlig ville med virksomheden. Men det lader til at Samsung har sat ekstra blus på kedlerne under Harman, og selvom det ikke var de mest revolutionerende nyheder som Harman kunne vise i år, så var der dog en del spændende produkter til de trådløse og aktive brugere – hvor inspirationen tydeligvis kommer fra en kendt stor dansk producent af headsets. Gæt selv hvem.
Til sportsfolket
Det første headset til de træningsaktive brugere er JBL Reflect Fit, et headset der ligger som en krave rundt om halsen på brugeren, og hvor selve ørepropperne så er forbundet til kraven. Den type headset har vi før set fra danske Jabra, der i går også lancerer deres nye version af Halo, det vender jeg tilbage med i en anden artikel.
Headsettet er dog rimelig avanceret, det har blandet andet indbygget en pulsmåler, og så kan brugeren få informationer om deres puls ved et tryk på øreproppen.
Reflect Fit er fremstillet af IPX-5-svedafvisende materialer, og Harman lover at det er kompatibelt med de mest populære fitness-apps – lad mig gætte på Endomondo f.eks. Oh, en sjov lille detalje er, at kablerne til ørepropperne er udført i reflekterende materiale, så du har et ekstra sæt reflekser på, hvis du løber om aftenen med headset på.
Batterilevetiden loves op til 10 timer, og så kan du også besvare opkald i med dem, skulle du blive ringet op når du er ude og motionere.
Det andet headset som Harman lancerede til fitness-segmentet er UA Sport Wireless Train, fremstillet i samarbejde med Under Armor. Denne gang snakker vi om et on-ear-headset, fremstillet i materiale fra UA (SuperVent-teknologien bruges her), der sikrer at du kan svede i det og at selve ørepuderne efterfølgende kan tåle at blive vasket.
Harman lover også at hovedbåndet sikrer at det ikke skrider af under træning (nok specielt aktuelt for os der har samme frisure som et pillet æg), og at det selv regulerer varmen, så det ikke bliver ubehageligt at træne med det.
UA Sport Wireless Train har også en såkaldt Talk Thru-teknologi, som gør at du kan snakke med træningskammeraterne, eller andre, uden at skulle tage headsettet af. Et klik på en knap skruer nemlig lidt ned for lyden og eksterne mikrofoner lukker lyden udefra ind. Du fortsætter med at høre musik, og du kan stadig snakke med folk rundt om dig.
Et klik på en knap skruer nemlig lidt ned for lyden og eksterne mikrofoner lukker lyden udefra ind. Du fortsætter med at høre musik, og du kan stadig snakke med folk rundt om dig.
16 timers spilletid kan batteriet klare, og en speciel hurtigopladningsteknologi gør, at du kan få 1 times spilletid på bare 5 minutter.
JBL Reflect Fit kommer i butikkerne til oktober og har en forventet pris på 1.199 kroner, mens UA Sport Wireless Train først kommer til december og får en pris på 1.499 kroner.
Trådløs og ekstra trådløs
Til de brugere der gerne vil nyde god musik udenfor træningssalen eller løbeturen, og ikke være begrænset af kabler, kom der tre nye produkter fra Harman.
Det første af disse var JBL E65BTNC (et fantastisk navn, ikke?), et over-ear-headset med en imponerende batterilevetid på op til 24 timer, eller 15 timer hvis du slår den aktive støjreduktion til. Og du kan oplade headsettet på kun to timer.
Harman slog specielt på, at de har opgraderet lydkvaliteten og ikke mindst komforten i dette headset, men præcist hvad de har gjort her, var der ingen information om.
Headsettet når markedet i oktober til en pris på 1.499 kroner.
Et andet og langt mere interessant headset, som jeg ser det, er JBL Free, et headset helt uden kabler. Igen her klart inspireret af vores danske Jabra, om end JBL Free ikke er beregnet til at træne med.
Det nye dobbelt trådløse headset har en samlet batterilevetid på op til 24 timer, hvor der er 4 timer i selve headsettet og 20 ekstra timer i den kasser headsettet ’bor’ i.
Der er naturligvis indbygget mikrofon, og masser af forskellige ear tips, så det bør være muligt at finde et der passer til dit øre.
Vi glæder os meget til at teste dette senere på året. Og du kan forvente det i butikkerne fra oktober til en pris på 1.199 kroner.
Endelig så kom der JBL Sound Gear, en pude der ligger rundt om halsen og som giver dig personlig lyd, uden du behøver have et headset på.
Det er faktisk ret smart, at du kan være i din egen lille lydzone, og stadig høre alt der sker rundt om dig. Skulle du have brug for at føre samtaler, så kalder dig sig også gøre, for Harman har naturligvis indbygget mikrofoner i Sound Gear.
Headsettet når markedet til november og får en pris på 1.699 kroner.